Schæferhund – Lær racen at kende!

OBS: Denne artikel er skrevet i samarbejde med en schæferhundejer. Formålet er at lære om racen i form af erfaringer og oplevelser fra ejere, der har selvsamme race. Denne artikel skal altså ikke ses som faktabaseret, men derimod som en personlig fortælling fra ejer af en schæferhund.

Navn på race: Schæferhund
Temperament: Alsidig
Aktivitetskrævende: Meget
Nysgerrig: Ja
Pelspleje: Minimum

Mit navn er Emilie, jeg er 22 år gammel og bor sammen med min schæfer Cato og min kæreste i en lejlighed. Jeg har altid vidst, at jeg skulle have en hund, så snart jeg flyttede hjemmefra og jeg købte Cato, da jeg stadig boede alene.

Jeg var længe i tvivl, om jeg skulle have en schæfer eller en Australian shepherd, da jeg søgte en aktiv hund, som jeg kan tage med på vandreture og gå til træning med, og som samtidig ville kunne blive en del af familien. Cato er nu 18 måneder og jeg er SÅ glad for, at jeg fik ham – han gør os glade hver evig eneste dag. 

Lidt om racen schæfer

Schæferhunden er en aktiv arbejdshund, som også egner sig rigtig godt som familie- og selskabshund til dem, som har tænkt sig at aktivere den korrekt. Det er oprindeligt en hyrdehund, men er sidenhen blevet avlet til tjenestehund til politiet og militæret.

Racen er nem at træne – i den forstand, at den gerne vil arbejde og lære. Det er en intelligent hund, som selv vil finde måder at underholde sig på, hvis ejeren ikke formår at aktivere den. 

Hvordan fik I øjnene op for en schæferhund?

Jeg har ikke personligt haft schæfer før, men er vokset op, hvor flere venner og familiemedlemmer har haft racen. Jeg elskede at få besøg af dem og de var så skønne at være sammen med.

Da jeg blev ældre, fik jeg også øjnene op for alt den træning, man kan lave med dem – hvilket jeg synes, er virkelig spændende.

Hvordan var processen ift. at finde Cato?

Nogle af mine gode familievenner har en skøn schæfer, som jeg har kendt, siden de fik ham. De købte ham fra Kennel Listrup, som tilfældigvis fik et kuld hvalpe, da jeg selv ledte efter en hvalp.

Kennel Listrup er en fantastisk kennel, som laver stueopdræt, hvor hvalpene er med i hverdagen fra begyndelsen. Hvalpene bliver socialiseret med andre mennesker, mærkelige lyde som fx fyrværkeri og støvsugeren og derudover begynder Bjørn og Nina (kennelejerne) renlighedstræning, som de nye ejere så kan forsætte på.

Oprindeligt havde jeg ønsket en tæve, men da kuldet kom, var der kun én tæve, som kennelen selv beholdte. Der var født to hanner, som jeg fik valget imellem og jeg valgte Cato efter mit første besøg, da jeg bare kunne mærke, han var den rette. Jeg besøgte Cato jævnligt hos kennelen, før jeg fik ham, så jeg ikke var fremmed for ham. 

Vigtigt at vide om racen om schæferhunden

Det er selvfølgelig vigtigt at gøre op med sig selv, hvorfor man vil have en schæfer, hvad man har tænkte sig at bruge den til og om man har tiden. Men dette gør sig selvfølgelig gældende, ligegyldigt hvilken race man overvejer at anskaffe sig. 

Schæferen har desværre et dårligt ry mange steder, og nogen vil måske forsøge at male et skræmmebillede om hunden – men schæferen er en fantastisk hund, ven og følgesvend. Det er vigtigt at vide, at schæferen er en udsat race i forhold til hofteledsdysplasi.

Det er derfor vigtigt at tage sine forbehold i forhold til trapper og andre ting, der kan slide hofterne, før hunden er færdig med at vokse.

Bedste råd til andre, der overvejer en schæferhund

At overveje hvilken træning I har tænkt jer. Schæferen kan bruges til så meget – blandt andet; sportræning, lydighed, rally, agility, hyrdetræning og sikkert meget mere. Jeg træner selv i Politihundeforeningen i Birkerød og er rigtig glad for det.

Mit råd er også at tage den med ro. Ja, schæferen har brug for træning og et aktivt liv, men 10 minutters god træning hver dag er langt bedre end flere timers kedelig træning. Jeg tror, at mange får det til at fremstå mere besværligt, end det behøver at være. 

Skriv et svar

Cookie-indstillinger