Opdateret den 08/02/2021 af Julia F

Minnie er en af de sødeste hunde og vi følger hende på Instagram. Men hvad er der så specielt ved Minnie, siden hun får sin helt egen artikel? Kort fortalt, så er Minnie født blind og det synes vi, kunne være spændende at høre om. Er hverdagen anderledes derhjemme? Hvordan håndterer man det? Og lignende spørgsmål. Så vi hos Petguide.dk fik os en snak med Minnies ejere. Læn dig tilbage og læs med her.


Vi har valgt at give Minnie en chance for et godt liv trods hendes blindhed. Minnie er født uden øjne. Vi har vurderet, at hvis hun ellers trives, er glad og har det godt, så kan hun sagtens få et godt hundeliv hos os (og sammen med hendes hundemor).
Minnie er i skrivende stund en lille hvalp, chihuahuablanding, på snart 11 uger og vejer knap 1 kg.

Efter vores beslutning om at beholde Minnie blev vi hurtigt mødt med modstand, som fx ”Det er da synd for hunden, at den er blind”. Denne påstand vil jeg meget gerne gøre op med og håber på, at det kan ændre synet på bl.a. hunde, der ikke er ”perfekte”.
Minnie leger og opfører sig præcis som hendes søskende, bortset fra at hun lytter og snuser sig mere frem, end de gør. Minnie ved da ikke, at hun er anderledes end hendes bror og søster.
For os er Minnie helt, som hun skal være, og vi mener, at hendes liv har lige så meget værdi som hendes søskendes og hvilket som helst andet liv har.

Minnie er en glad, fræk og aktiv lille hvalp. Hun spiser godt, vokser, leger med hendes søskende og mor. Når vi kalder på Minnie, kan hun finde hen til os ved at lytte sig frem, og når hun finder os, logrer hun lystigt med halen. Minnie kommer aldrig til at kunne se os, men hun kan mærke, høre og lugte os. Hun går rundt i huset som en helt almindelig hvalp, og vi kan næsten glemme, at hun ikke kan se, fordi hun bare kan finde rundt, næsten uden at gå ind i ting.
Så hvorfor skal Minnie ikke også have chancen for et godt liv, hvis hun har det godt og er glad? Er det fordi, hun ikke er en ”perfekt” lille hvalp med små søde hvalpeøjne? Er hendes liv mindre værd, bare fordi hun er blind?

Hvad gør vi anderledes?

Vi snakker/kalder mere på Minnie, så hun ved vi er i nærheden. Lader hende selv finde hen til os ved hjælp af lyde eller vores stemmer og roser hende, når hun finder os. På samme måde gør jeg, når hun har været ude i haven og skal finde hen til døren. Vi sørger for, at hendes ting fx kurv, mad- og vandskål står det samme sted, så hun nemt kan finde derhen. Hun kommer med op i vores soveværelse om aftenen, hvor hun sover i et bur – dette er for hendes egen sikkerhed, da vores hus er i to plan, og hun jo helst ikke skulle falde ned af trappen midt om natten. Men udover det, gør vi ikke så meget lige nu, da hun er helt vildt god til at finde rundt. Om ikke så længe vil jeg gerne lære hende at gå tur sammen med hendes hundemor Muffi.

@minnie_theblinddog

Er Minnies helt egen Instagram-side, hvor vi gerne vil vise, hvad Minnie går og laver, som en (blind) lille hvalp. I er meget velkomne til at følge med.
”Blinde hunde ser med deres hjerter” – denne sætning er jeg stødt på over Instagram, og den er jeg bare helt vild med.

Nybegyndere

Vi har ingen tidligere erfaring med at have en blind hund, men vi er villige til at lære sammen med Minnie. Vi har læst lidt information på nettet, og ellers prøver vi os lidt frem. Vi skal tænke helt anderledes med Minnie end med hundemor Muffi, og det bliver vi bedre og bedre til for hver dag, der går. Jeg finder også inspiration og gode råd på Instagram, hvor Minnie følger både helt ”normale” hunde, men også hunde med diverse handikap.
Jeg drømmer om at lære Minnie at gå tur sammen med hendes mor, og med tiden næsten fungerer ligesom en hund, der kan se. Men lige nu fokuserer vi på at blive renlig og fungere godt indenfor samt ude i haven.

Hård start på livet

Minnie blev født ved kejsersnit d. 17.11.2020 sammen med hendes to søskende. Minnie var den mindste hvalp i kuldet på kun 79 g. Hun blev suppleret ved siden af med modermælkserstatning for at sikre, at hun tog nok på. Det var hurtigt tydeligt, at Minnie var anderledes end hendes søskende. Hun var lidt mere ”bagud” end hendes søskende, og mor Muffi forsøgte at fjerne Minnie fra de andre hvalpe. Minnie blev opfattet som den svageste, men min mand og jeg fik mor til at acceptere hende igen.
På dette tidspunkt blev det ligesom et mål for mig, at vi skulle have Minnie til at overleve og blive stærkere, så hun kunne klare sig som hendes søskende.

Minnie blev hurtigt stærkere efter én uges tid på modermælkserstatning og tog rigtig fint på, men hun sov fortsat mere end hendes søskende og så lidt ”anderledes” ud end dem.
Efterhånden som Minnies søskende åbnede deres øjne, gjorde Minnies ikke. Vi ringede efter nogle dage til dyrlægen for at høre, om hun ville se på hende. Dyrlægen ville lige give hende lidt ekstra dage, og hvis hun da ikke havde åbnet øjnene selv, så ville hun gerne se hende til en konsultation. Men Minnie åbnede stadig ikke sine øjne.
Ved dyrlægen blev det tydeligt, at Minnie ikke havde nogle udviklede øjne inde bag øjenlågene. Dyrlægen spurgte os nu, om vi ville aflive Minnie.


Min mand og jeg havde allerede inden da snakket meget om, hvad vi ville gøre, hvis nu Minnie viste sig at være blind, samt vi havde ”googlet” en masse omkring blinde hunde. Efter flere lange snakke blev vi enige om, at Minnie skulle have en chance for at få et godt liv trods hendes blindhed. Aflive kan man altid, hvis ikke hun ville trives med det og have det godt.
Men det stopper ikke Minnie, at hun ikke kan se. Hendes søskende er nu flyttet til deres nye familier. Minnie og Muffi leger rigtig godt sammen, og det var været godt både for Minnie og for Muffi, at de nu skal bo sammen.

Vores dyrlæge støtter 100% op omkring vores beslutning om at beholde Minnie. Dyrlægen mener også, at så længe Minnie er en glad lille hvalp, der leger, spiser og tager fint på, så er der ingen grund til at aflive hende, bare fordi hun er blind.

Lidt om mig/os

Jeg hedder Louise, er 30 år gammel, er gift med Jonas og vi har sammen to børn, Aiya og Nora. Vi bor i Romalt (Randers SØ) i et rækkehus i to plan.

Gode råd

Hunde kan sagtens leve et godt liv, uanset om de er født blinde eller bliver blinde senere i livet. Hundens andre sanser vil hurtigt tage over og kompensere for det manglende syn. Hunde er mindre afhængige af deres syn end mennesker, da deres høre- og lugtesans er stærkere end hos mennesker.
Man skal selvfølgelig altid kigge på hunden og se, om den har det godt, er glad, spiser godt for at finde ud af, om den kan leve/trives med sin blindhed.

  • Lav kun små forandringer i hjemmet. Lad være med at flytte for meget rundt på møbler og sæt f.eks stole på plads, efter man har spist.
  • Fjern/flyt ting der kan være farlige for en blind hund.
  • Stimuler dens andre sanser. Brug lyde/kald på hunden og lad den finde frem til dig.
  • Snak til hunden inden du rører den, så den ikke bliver forskrækket. Tilbyd den ting med dufte på. Smid små godbidder ud på gulvet og lad den selv finde frem til dem.
  • Overbeskyt ikke hunden og tage den bare med ud – den har godt af at komme ud og møde andre og nye omgivelser. Have dog altid snor på hunden, så der ikke opstår problemer eller farlige situationer i trafikken. Du skal være dens fører og øjne altid.
  • Fortæl det til andre – giv evt. hunden et tørklæde eller bandana på, hvor der står ”Jeg er blind” eller ”Hold afstand”. Fortæl andre om det, så de langsomt nærmer sig hunden og den får lov at snuse først. Hav det evt. til at stå på halsbåndet, at hunden er blind, hvis den nogensinde skulle blive væk.
  • Lad ikke for mange ting ligge og flyde på gulvet. Sørg for at have det rimelig ryddeligt der for hunden er mest.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her