Hos Petguide.dk ville vi gerne høre mere om, hvordan det er at have et kennel og opdræt. Jeanette Bundgaard som har kennel Feel Happy, satte tid af til at forklare os nærmere, hvad det indebærer og arbejdet her i.

Et par ord om Kennel og opdræt

I hele mit liv har hunde været en del af mit liv og jeg er vokset op med forskellige racer. I 2007 fik vi vores første labrador, og interessen for jagt træningen og markprøver tog til. Inden vi så os om, havde vi 4 labradors. Alt sammen førte os til ønsket om at opdrætte labradors, og i dag har vi Kennel Feel Happy.

Vores dagligdag

Dagligdagen i vores kennel er stort set den samme, som den dagligdag vi havde før, vi fik vores kennel navn. Vores omdrejningspunkt for al vores fritid er hundene. Der bruges mange timer på at lufte og træne med hundene. De kommer med på jagt, til prøver og ellers er vores hunde, som de fleste andre hunde – familie hunde. De indgår i familien og de kommer både i sofaén og sover i sengen af og til.

“Når man overvejer at få sig en hund, bør man sætte sig ind i hvilken race, som vil passe ind i ens familie. Hvad kan man tilbyde en hund, hvad har man af plads, og hvad har man af tid – herunder også tid til træning. Gider man pelspleje? Skal det være en hanhund eller en tæve osv.“

Forskellen som opdrætter

Den store forskel som opdrætter, er den tid, der bruges på at studere stamtavler og sundheds status på kommende hanhunde, som man tænker kunne være et interessant match til sin tæve.

Derudover bruges der mange timer på kommende hvalpekøbere. Både på de mange henvendelser på mail og tlf., men også med besøg både før, under og efter at hvalpene er født.

At have et kuld hvalpe kræver selvsagt også en masse timer. Der er en del praktiske ting, som f.eks. rengøring, da vores hvalpe vokser op inde i stuen. Hvalpene skal også rustes så godt som overhovedet muligt, inden de skal rejse ud i deres nye hjem. Det betyder, at de skal have oplevet forskellige ting, som at køre bil, have set vandet, hørt forskellige lyde og hilst på både børn og voksne.

Overvejer du at få en hund?

Når man overvejer at få sig en hund, bør man sætte sig ind i hvilken race, som vil passe ind i ens familie. Hvad kan man tilbyde en hund, hvad har man af plads, og hvad har man af tid – herunder også tid til træning. Gider man pelspleje? Skal det være en hanhund eller en tæve osv.

Alle racer har deres fordele og ulemper og noget man skal være opmærksom på i forhold til sundhed.

Stamtavle eller ikke?

Om man skal vælge en hund med eller uden stamtavle, er et valg, man må gøre op med sig selv, inden man køber hunden. Jeg hører ofte mange sige, at de ikke skal udstille eller avle og at de derfor ikke har noget at bruge stamtavlen til. En udtagelse jeg bliver super ærgerlig over, fordi stamtavlen netop er købers garanti for, at adskillige betingelser er opfyldt.

Derfor anbefaler vi, at du vælger en hund med stamtavle

Jeg vil til hver en tid anbefale, at man vælger en hund, som er opdrættet med en basis plus stamtavle. En basis plus stamtavle er garanti for, at opdrætteren i sit avlsarbejde opfylder racens avlskrav samt racens avlsanbefalinger.

F.eks. har Labrador igennem tiden kæmpet med forskellige sygdomme, F.eks. CNM -Centronuclear Myopati. En arvelig lidelse, som oftest fører til invaliditet og i sidste ende aflivning eller P R A, som  er en forkortelse af Progressiv Retinal Atrofi. Dette er en arvelig gruppe af øjensygdomme, som medfører blindhed hos hunde.

Ved at følge de avlskrav og anbefalinger der er for f.eks. Labrador, så er man sikker på, at man ikke laver hunde, som udvikler disse hæslige sygdomme. Den garanti har man med sin Basis plus stamtavle. Vælger man at købe en labrador uden stamtavle, er du ikke garanteret dette, da de færreste får forældrene gentestet inden en parring.

Jeg har hørt adskillige sige, at både hanhunden og tæven er sunde og raske og de mener derfor efter deres egen bedste overbevisning, at de laver sunde og raske hvalpe.
Men det er lidt som at spille Russisk Roulette, fordi forældrene kan være nok så sunde og raske, selvom at de er bærer af genet CNM eller PRA, og andre gensygdomme.

En bærer af genet ER raske hunde og de udvikler ikke sygdommen. Men giver de genet vider til sit afkom og det viser sig, at både tæven og hannen er bærer af genet, så giver de det begge videre og det giver syge hunde.

Det er din garanti

Så jeg siger det lige igen: En stamtavle kan bruges som garanti for, at man i hvert fald ikke får en hund, som udvikler de kendte gensygdomme, som man avlsmæssigt kunne have undgået, hvis man er grundig i sit avlsarbejde.

En Kennel der avler efter DKK’s avlsanbefalinger og retningslinjer og som har gennemført DKK´s opdrætter uddannelse, har gjort sig umage for at lave sunde hvalpe og give hvalpene de bedste opvækstbetingelser deres første 8 uger.

Træf beslutningen med din opdrætter

Jeg anbefaler, at man besøger opdrætteren og hilser på hunden, inden man beslutter sig, om det er et sted, man ønsker at købe en hvalp fra. Når hvalpen er født, så besøg den jævnligt i de første 8 uger. Få hjælp af opdrætteren til at blive matchet bedst muligt, med den hvalp der passer bedst ind i familien, i forhold til de ønsker man har til sin kommende hund.

Langt de fleste opdrættere brænder så meget, for det de laver, så de står som regel også til rådighed med hjælp og vejledning hele hundes liv.

Her fra Kennel Feel Happy vil vi ønske jer alle sammen held og lykke i jeres søgen efter jeres kommende hund.

Ellen Kathrine Arve fortæller i denne artikel om sig selv, om bogen “Karen tager kampen op” og ideen bag. Så læn dig tilbage og lær hende og bogen bedre at kende.

“Jeg tror, de fleste har prøvet at føle sig ensomme og anderledes på tidspunkter i deres liv, men heldigvis er der rigtig mange, der overvinder disse følelser igen.“ 

Om bogen

Karen tager kampen op handler om den 13-årige Karen, der ikke har nogen Mor. Hun er hestepige med stort H, men hun er alligevel ved at køre sur i den ensformige og rutineprægede undervisning, hun får en gang om ugen på rideskolen. Derfor fantaserer hun sig til at have en masse dejlig hestetid sammen med sin fantasimor.

I skolen føler Karen sig ensom og anderledes end de andre piger i klassen, for de snakker kun om den kommende konfirmation. Derhjemme er Karen også meget alene, for hendes far og storebror
bruger en masse tid på fodbold og gider ikke følge med i, hvad Karen interesserer sig for.

Karens matematiklærer finder ud af, at Karen har brug for hjælp. Sammen lægger de en plan, der vender op og ned på Karens hesteliv, og som giver Karen en stor udfordring. Hun skal være hestehjælper for matematiklærerens datter Mille, der har Aspergers syndrom. Da Karen lærer Mille at kende, finder hun ud af, at der er flere måder at være anderledes på.

Karen tager kampen op er en hestebog uden pigefnidder og intriger. Til gengæld er den fyldt med både realistiske og fantastiske beskrivelser af Karens oplevelser med hestene – i virkeligheden og i fantasien. Karen møder mange udfordringer både som rytter og som teenager, og læseren får gennem bogen mulighed for at følge hendes ydre og indre udvikling.

Om forfatteren

Jeg var selv hestepige som barn. Lige så langt tilbage som jeg kan huske, plagede jeg min far om at få en hest. Vi boede på en gård, og min storebror fik en pony, da han var 10 år, så jeg var helt sikker på, at det måtte jeg også få. Men nej. Det lykkedes mig først at få lov til at få min egen hest, da jeg skulle konfirmeres.

At drømme

Så jeg kender alt til at gå rundt i årevis og drømme om det største i livet: at få sin egen hest. I disse år læste jeg alle de hestebøger, jeg kunne få fat i igen og igen. Det var både fagbøger og de serier, man stadig kan
låne på biblioteket i dag: Den sorte hingst, Tina og hestene, Min ven Flicka og Britta og Silver. Da jeg flyttede hjemmefra, måtte jeg sælge min hest, og først da mine egne børn begyndte at gå til ridning, fik jeg kontakt med hesteverdenen igen. Min søn, der har autisme ligesom Mille i bogen, stoppede hurtigt med at ride, fordi han blev bange. Men hans lillesøster blev efter at have læst Sigge-bøgerne i 1. klasse en overbevist hestepige. Hun læste sig igennem alle bibliotekets hestebøger – også de gamle fra min barndom.

Jo flere hestebøger, jo bedre

Og med den fart hun havde på, slap bøgerne hurtigt op, så hun måtte læse de samme bøger om og om igen. Jeg begyndte at læse med over skulderen på hende og indså, at der aldrig er nok hestebøger til dem, der elsker heste. Så jeg besluttede, at jeg ville skrive min egen bog, så der i det mindste var en bog mere at vælge i mellem.
For et halvt år siden købte min datter og jeg en hest sammen, og Donna er nu blevet model for den hest, Karen kommer til at passe i fortsættelsen til Karen tager kampen op.

Ideen bag bogen

Så snart jeg havde fået ideen, var jeg også sikker på, at min bog ikke skulle handle om, hvordan samværet mellem piger på en rideskole er, for det er der allerede skrevet mange bøger om. Jeg ville gerne have at min bog skulle være anderledes, og at der også skulle være en handling, der lå udenom hesteverdenen. Jeg blev inspireret af en pige, jeg kender, der elsker at fantasere, og som opbygger hele verdener i fantasien.

Fantasimor

På den måde fandt jeg på, at Karen skulle have en fantasimor, som hun kunne lave alle de fantastiske
hesteting sammen med, som hun ikke havde mulighed for at lave i virkeligheden. Så der blev en stor kontrast mellem Karens virkelige verden og hendes fantasiverden. Samtidig ville jeg gerne fortælle en historie om at mangle sin mor, om at være ensom og føle sig anderledes. Jeg tror, de fleste har prøvet at føle sig ensomme og anderledes på tidspunkter i deres liv, men heldigvis er der rigtig mange, der overvinder disse følelser igen.

Autisme

Med Mille, der har autisme, viser jeg en anden og mere permanent måde at være anderledes på. For Mille er det en livslang betingelse, at andre mennesker vil opfatte hende som anderledes og for den sags skyld også omvendt. Mille er ikke med i bogen, fordi jeg vil fortælle en historie om en pige med autisme. Jeg ønsker bare at vise, at der også kan være børn med autisme med i bøger, der ikke handler om autisme. Og det kan så give anledning til, at historien kan gå nogle anderledes veje.

De ældre hestebørn

Min ide med bogen var også, at jeg gerne ville skrive til de lidt ældre hestebørn, og derfor skulle der også være noget dybde i historien, der til tider både barsk og trist. Mit håb er, at bogen kan fungere som springbræt for de læseheste, der har læst alle de hestebøger, der findes, og som har nået den alder, hvor de er ved at være klar til bevæge sig op i en anden aldersgruppe og over i andre genrer.

Vi har også fundet andre hestebøger til dig lige her.

Vi fik os en snak med Hundehaven Potefryd, som til dagligt er en slags børnehave for hunde. Her kan din hund blive passet, imens du er på arbejde. I denne artikel fortæller om om, hvordan de opstod, hvordan de får det til at køre rundt og hvad hundene laver sådan en dag.

Hvem er Hundehaven Potefryd?

Hundehaven Potefryd opstod i 2015 af Lise og Claus, og var Danmarks første rigtige hundebørnehave. Der er kommet flere til siden.
Hundehaven Potefryd er et pasningstilbud for hunde i dagtimerne fra 6:30 til 17:30, så far og mor kan gå på arbejde med god samvittighed og hundene kan komme og blive socialiseret, stimuleret. Vi garanterer en dejlig træt og mættet hund, når de bliver hentet.

Sammenhold er nøgleordet

I sommeren 2019 valgte Lise og Claus, at der skulle ske noget andet, og de ville sælge Hundehaven. Da der ikke var nogen købere, besluttede de, at de ville lukke Hundehaven. Det var med sorg i hjertet for både ansatte, frivillige og hundeejerne. Men i stedet for at lade det stå til, så valgte hundeejerne at stå sammen, og de fik overdraget Hundehaven lige efter sommerferien, og lavede det til en forening. Der blev ansat 2 personer, og de frivillige valgte at blive. Det var starten på Foreningen Hundehaven Potefryd.

Medlemmerne styrer rigtig meget, af det der sker i og omkring Hundehaven. Følgende ting er noget Hundehaven Potefryd, sørger for der sker;

• Aktivitet på sociale medier
• Der er hvalpetræf
• Tema aften en gang om måneden for alle der er interesseret
• En årlig kalender af vores dejlig hunde
• Når der skal laves f.eks ude gård, eller andre ting der skal fikses eller laves, så er det medlemmerne, der træder til. Så alle er en del af et stort fællesskab.

De frivillige gør en forskel

Hundehaven kan ikke overleve, uden frivillige og praktikanter fra kommunen, og sammen udgør de den fantastiske stab, der tager sig af hundene i dagligdagen. Vi kan med stolthed sige, at der nu er 28 fantastiske mennesker, der vælger at bruge nogle timer af deres fritid på vores fantastiske hunde – og de gør en kæmpe indsats.

De frivillige/praktikanter  sørger for:

• Ro og orden i hunde stuerne.
• Deler møs og nus ud til alle de skønne hunde.
• Der bliver leget med bold,
• Trukket med trækketov.
• der bliver gået små ture, trænet (med især hvalpene).Vi har også en sansehave eller en legeplads, hvor hundene kan få brugt alle sanserne med f.eks balance bro, tunnel, gå igennem en tunnel af plastikflasker, søge godbidder i et boldbad, gå på en vippe og alt mulig andet.

Vi har lige fået en ude gård, så hundene selv kan sige til, når de skal besørge, og det er de dygtige til.

Det kan være lidt hårdt for en hvalp at starte i Hundehave, og derfor har vi eneværelser, hvor de kan få sig et velfortjent hvil og lidt én til én kontakt. Derudover sover alle hundene i 4 timer om dagen, det er tiltrængt og de falder hurtigt til ro, efter de har fået deres madpakker.

Hvad er klikkertræning? Dette vil Heidi fra Hundehjerter give et bud på i denne artikel. Hun kommer ind på, hvad det er, hvordan du gør det og giver dig sågar også lidt træningsøvelser til der hjemme.

Kan klikkertræning bruges til andet end træning af hunde?

Jeg er uddannet hundeadfærds- og klikkerinstruktør og arbejder til dagligt med hundetræning. Klikkertræning er ikke kun til træning af hunde. Denne metode kan bruges til indlæring ved næsten alle dyr og sågar også mennesker. I denne artikel skriver jeg “hund”, men som sagt kan hund byttes ud med andre dyr. Det kan være familiens kat, marsvin eller papegøje.

Klikkertræning er baseret på beviste indlæringsprincipper og læringsteori. Disse viser, hvordan alle levende væsner lærer.

Hvad bruges klikkertræning til?

Klikkeren bruges til at indlære nye øvelser, herefter behøver man ikke bruge den mere. Mange oplever dog, at de bliver bidt af det og begynder at nørde lidt og fortsætter med klikkertræning hele hundens liv.
Vi kan bruge klikkertræning i alle former for træning af hunden. Det kan være nosework, hoopers, agility, lydighed, jagt, fitness, parkour eller alt træning i hverdagen – som f.eks. impulskontrol/fristeøvelser og når vi skal lære vores hund at vælge spændende ting fra, f.eks. mad på bordet, andre hunde på gåturen, hilse pænt på gæster osv.

Klikkeren giver et markørsignal, som fortæller hunden at lige DER, var den ønskede adfærd. En ønsket adfærd kan være, at hunden ikke hopper op ad gæster. Den uønskede adfærd er, når den hopper op. Den ønskede adfærd forstærker vi med en belønning, i form af godbidder, eller f.eks. legetøj. En forstærker betyder, at vi giver hunden noget, den godt kan lide og dermed forstår den, at den gør det rigtige og vil tilbyde mere af denne adfærd. Oftest er klikkeren en lille plastik ting med en metalplade i, som man har i hånden. Når man trykker på den, så kommer der en “KLIK” lyd.

Mundtligt markørsignal

Ud over at bruge klikkeren, er det godt at have et mundtligt markørsignal. Dette kan vi bruge i øvelser, hvor vi har hænderne for tæt på hovedet og en klikker er for høj, eller hvis vi er kommet i situationer, hvor vi ikke har klikkeren med os.
Et mundtligt markørsignal kan være en lyd eller et kort ord, som vi ikke bruger i det daglige eller andre situationer. Det kan f.eks. være “good”, “yes”, “klik” eller lign.

Klikker eller markørsignal?

Det er vigtigt at huske, at en klikker er et mere præcist markørsignal, end et mundtligt markørsignal. Hvis I forestiller jer, at I sætter hånden på en varm kogeplade, så vil I fjerne hånden hurtigere end I kan nå at sige AV. Dette viser, at vi reagerer hurtigere fysisk, end verbalt og derfor har vi bedst timing og præcision med en klikker.

I zoologiske haver bruger man klikkertræning til at lære dyrene håndtering. Dette gør, at dyrene frivilligt deltager i deres træning og man kan derigennem lære dem, at det ikke er farligt at blive tjekket af en dyrlæge. Det er ikke nemt at fastholde en spækhugger, når der skal tages en blodprøve. Men det kan indlæres positivt og frivilligt ved hjælp af klikkertræning.

Hunden bliver stimuleret

I klikkertræning skal både hunden og vi selv bruge hovedet rigtig meget, så det er god mental stimulering for os alle. Hunden skal være opmærksom på os og vores kropssprog. Den skal tilbyde adfærd og tænke selvstændigt for at opnå en belønning. Dette kræver meget mentalt og gør dem godt trætte.
Vi skal selv planlægge vores træning, observere vores hunde godt og være præcise i vores markering af adfærd. Jo mere opmærksomme og præcise vi er, jo bedre resultater opnår vi.

Vær opmærksom

Vi skal være 100 % opmærksomme på vores hund, så vi kan nå at fange den ønskede adfærd. I klikkertræning observerer vi hunden og belønner den ønskede adfærd og ignorerer uønsket adfærd. Hvis hunden alligevel når at lave en uønsket adfærd, må vi lave brandslukning, f.eks. hvis en hund er hoppet op på bordet efter mad. Så tager vi stille og roligt hunden ned og er herefter mere opmærksom på dens adfærd og belønner hunden ekstra meget for at have alle 4 poter på jorden.

En anden træningsform kaldet lokketræning kræves der ikke ret meget af hverken hund eller ejer. Hunden skal bare følge godbidden, samtidig kan ejer planlægger aftensmaden. Hunden lære ikke selvstændigt at gøre noget for at optjene en godbid og den vil derfor ikke nødvendigvis kunne lave den ønskede adfærd sit, dæk, plads, rulle, gi pote uden at der er en godbid.

“Hunde gør KUN det, der kan betale sig. (…) Bare det vi kigger på hunden, fik den noget ud af det. Hopper hunden op og vi siger NEJ og så klapper den lige så snart den hopper ned, vil den tænke: “Jeg skal hoppe op for at få nus, når jeg hopper ned”.“

I klikkertræning er der nogle regler

• 1 klik er = 1 belønning. Dette gælder også, hvis vi kommer til at klikke forkert. Her må vi så tilpasse og præcisere vores træning, så det ikke gentager sig for ofte.
• Vi klikker – roser imens vi finder belønningen frem – og belønner.
• Giver vi ikke belønning når vi klikker, så udvander vi markørsignalet og det vil miste sin effekt.
• Dit kropssprog skal være helt roligt og neutralt, som en statue. Det er derudover vigtigt, at vi er opmærksomme på vores kropssprog når vi træner. En hånd på vej ned i godbidstasken, kan hurtig blive hundens markørsignal og den reagerer derfor ikke på klikkeren. En hånd i godbidstasken er desuden et meget upræcist markørsignal, så det kan medføre, at træningen bliver upræcis og både hund og ejer vil blive frustreret.
• I klikkertræningen har vi ikke godbidder foran hundens snude, eller i hænderne tæt på hundene. Har man godbidder i hånden, så skal hånden være væk fra hundens snude og opmærksomhed, og om på ryggen.
• Hav et FRI-signal. Vi får kreative hunde, af at benytte klikkertræning og hundene bliver gode til at tilbyde adfærd og vil gerne arbejde, for at optjene en godbid, eller anden form for belønning. Derfor er det yderst vigtigt, at vi har et FRI-signal til hunden. Dette gør vi, ved at vise hunden vores tomme hænder og sige FRI. Man siger FRI til hunden, når man skifter mellem øvelser, holder pause eller tanker op med godbidder. På denne måde ved hunden, at nu kan den ikke optjene godbidder og har fri.

Træningstips

Tænk alt i din dagligdag som træning, ikke kun når træningstasken kommer på og i er på træningsbanen.

• Træn ikke hoppe op og vælge fra når posten kommer
• Træn indkald hvis du tager hunden med ud for at tømme skraldespanden
• Tag hunden med op og handle og lav lidt miljøtræning udenfor butikken inden i kører hjem

Derudover er det godt at være opmærksom på, at al den adfærd vores hunde gør, som vi gerne vil have, at den skal belønnes. Ha’ derfor små skåle stående rundt på strategiske steder, så du kan belønne hunden hver gang, den gør noget, som du ønsker.

• Det kan være, når den går forbi sofaen og ikke hopper op i den
• Når hunden går forbi os, uden at hoppe op eller bide os i tæerne
• Når den ikke løber efter børnene, når de leger lidt vildt
• Når de kommer ind fra haven osv.

Det gælder altså om at belønne hunden for alt det, vi gerne vil have. Har vi kun fokus på det den gør, som vi ikke vil have, kan vi blive frustreret og komme til at skælde mere ud, sige meget NEJ og irettesætte hunden. Gør vi dette meget, kan det skabe en frustration i hunden. Det at få et NEJ og så ikke få at vide, hvad den så GERNE må i stedet, giver frustrationen.

Din hund er faktisk ret smart

Hunde gør KUN det, der kan betale sig. Derfor fortsætter den gerne uønsket adfærd, hvis den får noget ud af det. Bare det vi kigger på hunden, fik den noget ud af det. Hopper hunden op og vi siger NEJ og så klapper den, lige så snart den hopper ned, vil den tænke: “jeg skal hoppe op for at få nus når jeg hopper ned”.
Vi skal derfor virkelig kigge indad, når vi træner med vores hunde. Hvad er det, VI gør galt og skal rette, så VI får den ønskede adfærd fra vores hunde.

Vigtigt at håndtere sin frustration

Oplever du frustration over noget i din hunds adfærd, så skriv det ned. Vælg én adfærd ud og læg en træningsplan for at få den rettet op. Ha’ fokus på den positive tilgang og beløn for den ønskede adfærd. Så vil både du og din hund opleve mindre frustration og bedre relation.

Klikkertræning er et rigtig godt redskab til at få god livskvalitet for dig og din hund, da det giver positive øjne på vores hund og gør den til medaktør i deres liv.
Livskvalitet er mere en klikkertræning, men det er et rigtig godt sted at starte
Rigtig god træning!

Mange kærlige hilsner fra
Hundehjerter og Heid

Læs også Petguide.dks artikel om hundetræning.