Bag om forfatteren – Ellen Kathrine Arve!

Ellen Kathrine Arve fortæller i denne artikel om sig selv, om bogen “Karen tager kampen op” og ideen bag. Så læn dig tilbage og lær hende og bogen bedre at kende.

“Jeg tror, de fleste har prøvet at føle sig ensomme og anderledes på tidspunkter i deres liv, men heldigvis er der rigtig mange, der overvinder disse følelser igen. 

Om bogen

Karen tager kampen op handler om den 13-årige Karen, der ikke har nogen Mor. Hun er hestepige med stort H, men hun er alligevel ved at køre sur i den ensformige og rutineprægede undervisning, hun får en gang om ugen på rideskolen. Derfor fantaserer hun sig til at have en masse dejlig hestetid sammen med sin fantasimor.

I skolen føler Karen sig ensom og anderledes end de andre piger i klassen, for de snakker kun om den kommende konfirmation. Derhjemme er Karen også meget alene, for hendes far og storebror
bruger en masse tid på fodbold og gider ikke følge med i, hvad Karen interesserer sig for.

Karens matematiklærer finder ud af, at Karen har brug for hjælp. Sammen lægger de en plan, der vender op og ned på Karens hesteliv, og som giver Karen en stor udfordring. Hun skal være hestehjælper for matematiklærerens datter Mille, der har Aspergers syndrom. Da Karen lærer Mille at kende, finder hun ud af, at der er flere måder at være anderledes på.

Karen tager kampen op er en hestebog uden pigefnidder og intriger. Til gengæld er den fyldt med både realistiske og fantastiske beskrivelser af Karens oplevelser med hestene – i virkeligheden og i fantasien. Karen møder mange udfordringer både som rytter og som teenager, og læseren får gennem bogen mulighed for at følge hendes ydre og indre udvikling.

Om forfatteren

Jeg var selv hestepige som barn. Lige så langt tilbage som jeg kan huske, plagede jeg min far om at få en hest. Vi boede på en gård, og min storebror fik en pony, da han var 10 år, så jeg var helt sikker på, at det måtte jeg også få. Men nej. Det lykkedes mig først at få lov til at få min egen hest, da jeg skulle konfirmeres.

At drømme

Så jeg kender alt til at gå rundt i årevis og drømme om det største i livet: at få sin egen hest. I disse år læste jeg alle de hestebøger, jeg kunne få fat i igen og igen. Det var både fagbøger og de serier, man stadig kan
låne på biblioteket i dag: Den sorte hingst, Tina og hestene, Min ven Flicka og Britta og Silver. Da jeg flyttede hjemmefra, måtte jeg sælge min hest, og først da mine egne børn begyndte at gå til ridning, fik jeg kontakt med hesteverdenen igen. Min søn, der har autisme ligesom Mille i bogen, stoppede hurtigt med at ride, fordi han blev bange. Men hans lillesøster blev efter at have læst Sigge-bøgerne i 1. klasse en overbevist hestepige. Hun læste sig igennem alle bibliotekets hestebøger – også de gamle fra min barndom.

Jo flere hestebøger, jo bedre

Og med den fart hun havde på, slap bøgerne hurtigt op, så hun måtte læse de samme bøger om og om igen. Jeg begyndte at læse med over skulderen på hende og indså, at der aldrig er nok hestebøger til dem, der elsker heste. Så jeg besluttede, at jeg ville skrive min egen bog, så der i det mindste var en bog mere at vælge i mellem.
For et halvt år siden købte min datter og jeg en hest sammen, og Donna er nu blevet model for den hest, Karen kommer til at passe i fortsættelsen til Karen tager kampen op.

Ideen bag bogen

Så snart jeg havde fået ideen, var jeg også sikker på, at min bog ikke skulle handle om, hvordan samværet mellem piger på en rideskole er, for det er der allerede skrevet mange bøger om. Jeg ville gerne have at min bog skulle være anderledes, og at der også skulle være en handling, der lå udenom hesteverdenen. Jeg blev inspireret af en pige, jeg kender, der elsker at fantasere, og som opbygger hele verdener i fantasien.

Fantasimor

På den måde fandt jeg på, at Karen skulle have en fantasimor, som hun kunne lave alle de fantastiske
hesteting sammen med, som hun ikke havde mulighed for at lave i virkeligheden. Så der blev en stor kontrast mellem Karens virkelige verden og hendes fantasiverden. Samtidig ville jeg gerne fortælle en historie om at mangle sin mor, om at være ensom og føle sig anderledes. Jeg tror, de fleste har prøvet at føle sig ensomme og anderledes på tidspunkter i deres liv, men heldigvis er der rigtig mange, der overvinder disse følelser igen.

Autisme

Med Mille, der har autisme, viser jeg en anden og mere permanent måde at være anderledes på. For Mille er det en livslang betingelse, at andre mennesker vil opfatte hende som anderledes og for den sags skyld også omvendt. Mille er ikke med i bogen, fordi jeg vil fortælle en historie om en pige med autisme. Jeg ønsker bare at vise, at der også kan være børn med autisme med i bøger, der ikke handler om autisme. Og det kan så give anledning til, at historien kan gå nogle anderledes veje.

De ældre hestebørn

Min ide med bogen var også, at jeg gerne ville skrive til de lidt ældre hestebørn, og derfor skulle der også være noget dybde i historien, der til tider både barsk og trist. Mit håb er, at bogen kan fungere som springbræt for de læseheste, der har læst alle de hestebøger, der findes, og som har nået den alder, hvor de er ved at være klar til bevæge sig op i en anden aldersgruppe og over i andre genrer.


Vi har også fundet andre hestebøger til dig lige her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger