Xoloitzcuintle – Lær racen at kende!

OBS: Denne artikel er skrevet i samarbejde med en Xoloitzcuintleejer. Formålet er at lære om racen i form af erfaringer og oplevelser fra ejere, der har selvsamme race.

Denne artikel skal altså ikke ses som faktabaseret, men derimod som en personlig fortælling fra ejer af en Xoloitzcuintle.

Navn på race: Xoloitzcuintle
Temperament: Middel
Aktivitetskrævende: Mellem
Nysgerrige: Meget.
Pelspleje: Ingen – men moderat hudpleje.

Vi er en dansk/mexicansk familie, der bor i Kongens Lyngby tæt på København. Vi har to drenge på 8 og 5 og de elsker bare vores Xoloitzcuintle Dante. Dante er 6 måneder og en enormt klodset men elskelig hvalp.

Lidt om Dante og racen Xoloitzcuintle

Xoloitzcuintle er en af verdens ældste hunderacer. På dansk går den også under navnet Mexicansk hårløs. Den blev brugt til jagt, selskabshund og som levende varmedunk. Den blev desuden ofret, da man mente, den kunne føre de døde sikkert til de dødes rige (Mictlán). Man spiste den også på lige fod med køer og grise, så den til sidst næsten var uddød.

Det er en sjælden hund, selv i Mexico. Det er en glad, kærlig og intelligent hund. Den knytter sig meget til sin familie. Dante er standard størrelse (45-55 cm.) men racen findes også i mellemstørrelse (35-45 cm.) og miniature (25-35 cm.).

Racen findes også med hår men der er flest hårløse. Hvis to hårløse får hvalpe, er der næsten altid en eller to med hår. Den kræver hudpleje med fx mandelolie samt et exfolierende bad, vi bruger en scrub af kaffe og kokosolie. Dante er mørk, så han behøver ikke solcreme.

Hvordan fik I øjnene op for en Xoloitzcuintle?

Da min mand er mexicansk, så kendte vi racen, men vi blev forelsket i den, da vi så Disney filmen Coco.

Hvordan var processen ift. at finde Dante?

Det var svært at finde en avler. Der er få steder i Danmark og lidt flere i Sverige, men de havde ikke påtænkt hvalpe i den nærmeste fremtid og i Sverige er der lange ventelister, så vi fandt ham hos en dygtig avler i Kroatien, hvor vi fik ham fløjet hjem fra.

En ok let proces, da det var inden for EU og avleren var meget professionel. Så inden vi fik ham, havde vi kun set ham på video og billeder. Jeg havde i forvejen undersøgt og talt med andre, der havde fået en xolo fra samme avler.

Det er utroligt vigtigt, at man laver et godt benarbejde, da det også er mange penge, man sådan lige skal overføre til udlandet. Turen herop har nok ikke været så sjov for en lille hundehvalp, men han klarede det så fint og faldt hurtigt til i vores hjem.

Vigtigt at vide om racen om Xoloitzcuintle

  • Man skal vide, at det er primitiv race, der følger et hvert instinkt. Det kræver, man er meget vågen, når man går tur med dem. Dante plukker bl.a. bær selv og holder hjemmet fri for edderkopper og fluer. Han æder alt!
  • Ingen pels men kræver hudpleje. Det er desuden rart, at der ikke er pels over det hele.
  • Da han er en urhund, skal man være meget opmærksom på, at kan være fjendtlig over for andre hunde. Vi har ikke haft problemer, dog kan han være lidt voldsom overfor små hunde. Han bider ikke, men bliver meget dominerende. 
  • Man siger, at xolo’en er en rolig hund. Men de første to år af dens liv er kendt som ”Raptor” fasen. Det må man sige passer på Dante indtil videre. Han kører raptor-stilen med hård hånd. Han bider ikke på en ondskabsfuld måde, men napper/markerer ved leg.
  • Xolo’en er ikke en hund, der gør meget, men den har brug for at vide, hvem der bestemmer, ellers tager den meget gerne pladsen som ”Alfa-hannen” i familien.

Bedste råd til andre, der overvejer en Xoloitzcuintle

  • Undersøg markedet grundigt og tal med andre, der har xolo’er.
  • Man skal være indforstået med, at man skal bruge penge på hundetøj – er det under 13 grader, så skal xolo’en altid have et beskyttende lag på. Om det er let fleece eller nærmere flyverdragt.
  • De kan ikke lide regnvejr – nøgen i regnvejr, det gad man heller ikke selv vel.
  • Det er vigtigt at socialisere en xolo, ellers bliver den bare sær og defensiv.
  • Vær klar på at få masser af opmærksomhed – både god og dårlig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger