Welsh Corgi Cardigan – Lær racen at kende!

OBS: Denne artikel er skrevet i samarbejde med en Welsh Corgi Cardigan-ejer. Formålet er at lære om racen i form af erfaringer og oplevelser fra ejere, der har selvsamme race.

Denne artikel skal altså ikke ses som faktabaseret, men derimod som en personlig fortælling fra en Welsh Corgi Cardigan-ejer.

Navn på race: Welsh Corgi Cardigan
Temperament: Opmærksom
Aktivitetskrævende: Gåture og aktivering
Nysgerrig: Ja
Pelspleje: Ikke meget
Tendens til at gø: Ja

Jeg hedder Liv og er ejer af Gisli, en Welsh Corgi Cardigan på 2,5 år. Vi bor i lejlighed i København, men holder af naturen på lange daglige ture og på vandreture med telt.

Lidt om racen Welsh Corgi Cardigan

Welsh Corgi Cardigan er en hyrdehund, der stammer fra Cardiganshire i England. Her blev den brugt til at hyrde får og kvæg i de Walisiske bakker. Udover den faktuelle historie, så fortæller sagnet om corgien desuden, at når de var færdige med dagens arbejde for bønderne i landsbyerne, så brugte feerne om natten corgierne til at ride på. Ifølge sagnet kan man stadig se mærket fra feernes saddel på ryggen af nogle corgier.

Gammel hyrdehund

Man opdager hurtigt, at Welsh Corgi Cardigan er en udpræget hyrdehund, når man får sin hvalp hjem og den instinktivt bider i haserne for at hyrde på folk omkring den. Det er heldigvis en vane, der nemt kan trænes væk med målrettet positiv træning. Men selvfølgelig et instinkt, man skal passe godt på at bevare, hvis man vil bruge sin hund til at hyrde.

Som hyrdehund er en Welsh Corgi Cardigan desuden intelligent og selvstændig. Gode egenskaber, når man skal hyrde kvæg og får i de Walisiske bakker – men en spændende udfordring, når man som jeg, har hund i en lejlighed og træner på hobby plan.

Træning med en Welsh Corgi Cardigan

For Gisli betyder hans intelligens, at han hurtigt regner de opgaver ud, jeg stiller ham. Det kræver, at jeg hele tiden tænker over, hvordan jeg kan udfordre ham og stille nye og spændende udfordringer. For hvis han keder sig, skal han nok finde på noget mere spændende at lave.

For mig er det enormt spændende at arbejde med en hund med sådan et sind, da det stiller store krav til mig som træner, men kommer med endnu større belønninger. For eksempel er det sidste, vi har tilført vores træning, at vi er begyndt at arbejde med kommunikation gennem knapper fra Fluent Pet.

Når Gisli aktiverer en knap, siger knappen et ord. Og når han kender og forstår ordene, bruger han dem til at kommunikere, hvad han vil – for eksempel ud at gå en tur, have friskt drikkevand eller have hjælp til at få det sjove legetøj, han ikke kan nå.

Og det er ikke kun sjov og spas at bruge den slags knapper! Det kan også hjælpe til at lære sin hund bedre at kende. Jeg har for eksempel lært om Gisli, at han gerne vil nusses, før vi går en tur om morgenen, eller når jeg har været væk hele dagen. Inden han fik knapperne, havde jeg altid troet, han ville ud og tisse med det samme. Nu ved jeg, at han gerne vil nusses først – og det kan ikke andet end at få en hundeejer til at smelte.

Hvordan fik I øjnene op for racen Welsh Corgi Cardigan?

I min søgning på den rette hunderace havde jeg en meget lavpraktisk begrænsning: I min lejlighed måtte man kun eje hunde på op til 40 cm i højden. Jeg er vokset op med store hunde og har altid haft en forkærlighed for store hunde, så det var lidt en svær begrænsning.

Jeg søgte nettet tyndt og har læst massevis af racebeskrivelser, før jeg endte med en Welsh Corgi Cardigan. For mig er Gisli som en stor hund i en lille krop. Eller måske nærmere lav end lille, for hans krop er på størrelse med en mellem størrelse hund og han vejer 15 kg, men benene er korte, så han rager ikke så meget op i landskabet.

Gør en Welsh Corgi Cardigan?

Jeg forberedte mig på, at det var en hund, der krævede træning og mental stimulering. Jeg affandt mig med, at jeg måske ville få en hund, der gøede meget. Der er nemlig en del corgier, som gør meget, og jeg ville ikke have fået en, hvis ikke jeg var klar til at deale med det. Jeg har dog været heldig med Gisli, for han gør ikke særlig meget. Og den gøen, der har været, har vi i store træk kunne træne væk. Når han gør, så er det til gengæld, så hele jorden ryster. Igen, en stor hund i en lille hunds krop.

Hvordan fandt du Gisli og hvordan var hele processen ift. at finde avler?

Jeg fandt Gisli ved at kigge på Welsh Corgi Klubbens hjemmeside og skrive til en række forskellige opdrættere. For mig var det en garanti for at det var en opdrætter det levede op til visse standarder at de var en del af klubben.

Jeg skrev en beskrivelse af, hvad jeg kunne tilbyde en hvalp til flere avlere og jeg tror, at der var flere, der fravalgte mig, fordi vi bor i lejlighed. Det kræver ekstra at have corgi i lejlighed, den skal selvfølgelig ud hver dag som andre hunde, måske lidt længere end nogle af de andre by-hunde, og så skal den undgå trapper for at beskytte den lange ryg og de korte ben.

Trapper er dimensioneret efter menneske ben, ikke corgi ben. Så selvom Gisli sagtens kan gå ned af trapper, så bliver han båret op og ned i opgangen for at skåne hans led. Og jeg priser mig lykkelig for at han er en lille efter standarderne for en Welsh Corgi Cardigan med sine 15 kg. Andre har hunde på helt op til 20 kg.

Heldigvis havde opdrætteren bag Kennel Thorning tillid til at jeg nok skulle tage mig godt af Gisli, bære ham ned af trapperne og sørge for han kom ud på de ture han havde brug for for at få stillet sit behov for aktivitet. Jeg kørte derfor til Herning og hentede Gisli i Januar 2020.

Hvad er vigtigt at vide om en Welsh Corgi Cardigan, inden man får sig den?

Selektiv hørelse

Det er vigtigt at vide, corgien er en selvstændig hund, der på trods af de store øre kan have relativ selektiv hørelse. Det kræver en dygtig træner at få en corgi til at lytte 100 %. Det er selvfølgelig muligt – ellers ville de jo ikke være egnede som hyrdehund. Men for mange er den form for lydighed svær at opnå.

For høje ambitioner

I vores tilfælde havde jeg høje ambitioner for Gislis lydighed i første omgang. Fordi han samtidig var så bragende intelligent, kom det til udtryk ved, at jeg havde høje forventninger til ham til træning og trænede meget – faktisk for meget. I dag ved jeg, at det er vigtigere for mig at have fokus på, vi har det sjovt og har en god relation, end præcis hvor lydig han er.

Det betyder ikke, han ikke er trænet. Han kan alle basale kommandoer og en del til. Men jeg har ham for eksempel kun løs i indhegnede områder, hvor jeg har overblik over hvilke andre hunde og mennesker der er. Selvom jeg havde en drøm om, at kunne have min hund løs ved fod flere steder.

De knytter sig

Corgier knytter sig tæt til deres mennesker. Nogen kan have tendens til at være velcro-hunde, der følger deres ejer som en skygge. Og de bliver ofte stressede, hvis flokken ikke er samlet. Det kan være, hvis man er i forskellige rum i huset, eller hvis man bliver splittet i flere grupper, mens man går tur.

Corgien fælder

Corgier fælder! Gør dig klar til ’corgi glitter’ på dit tøj, dit gulv og selv de mærkeligste steder. Gisli fælder kraftigt to gange om året i cirka en måned af gangen. I de perioder børster jeg ham næsten dagligt udenfor. Resten af året kan der sagtens gå et par uger, mellem han bliver børstet uden at pelsen filtrer.

Dine bedste råd til andre, der overvejer at få en Welsh Corgi Cardigan

  • Træn din corgi til at være i ro. Hyrdehunde kan have tendens til at blive stressede. Med målrettet træning og ros, når din hvalp naturligt befinder sig i ro, kan du undgå at udvikle problem-adfærd. Gisli er en sand sovetryne og bruger det meste af sin tid på ryggen med alle fire poter stikkende op i luften, når han er hjemme.
  • Husk, at træning skal være en leg. Arbejd i korte sekvenser af 5-10 minutter og stop træningen, mens den stadig smager af mere. Hvis du kan gøre det til en sjov leg for din corgi, at lytte til kommandoer, får du en stærkt motiveret, selvstændigt tænkende, intelligent og kærlig følgesvend, der kan løse selv meget komplicerede opgaver.

Nu har jeg skrevet en masse om, hvor krævende en Welsh Corgi Cardigan kan være, og alt det en kommende ejer skal være parat til at tilbyde den. Og det er vigtigt, for jeg synes, man skal være godt forberedt, før man anskaffer sig en corgi. Men når det er sagt, så er det også den skønneste hund. Gisli bringer dagligt smil og grin til min hverdag – faktisk er han så charmerende, at han også jævnligt får fremmede til at smile og udbryde ’nuuuuhr en corgi’, når vi går tur. Han er aktiv og passer perfekt til de vandreture, jeg drømte om med hund og er god til at finde ro i lejren og teltet, når jeg slår mig ned. Han er glad og energisk og bevæger sig modigt ud på nye eventyr og ukendt terræn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger