Ugens Kæledyr – Putte (Uge 45)

Navn på dig: Line
Navn på dit kæledyr: Putte
Kælenavn: Prut, Musen, Fnutten-Nutten og sammen med hendes bedste ven, Ronja, hedder de Pølserne 😂
Alder: Oktober 2014, så hun er lige blevet 8 år.
Køn: Tæve
Race: Dansk-Svensk Gårdhund
Hvornår fik I hende? Hun kom på “ferie” i marts ’20, men flyttede aldrig hjem igen 😂 Og i maj ’20 blev hun helt officielt min.

Er der en speciel betydning bag hendes navn?
Ikke direkte. Da jeg overtog hende, hed hun officielt Else, men var altid blevet kaldt Putte. Jeg var ikke super begejstret for nogle af navnene, men Putte var trods alt bedst – og det hun lystrede på. Allerede en måned senere var det meget tydeligt, at hun ikke kunne hedde andet.

Er der en historie bag, hvorfor I fik hende, hvis ja fortæl?
Oprindeligt overtog min far hende i Oktober ‘19. Vi ses næsten hver weekend, og han havde hende selvfølgelig med hver gang. Det var kærlighed ved første blik og efter et par besøg, begyndte hun gemme sig i min seng, når de skulle hjem, og han endte med at måtte bære hende ud til bilen, for hun nægtede at gå selv. Vi lavede en ordning, hvor hun var hos mig hver weekend og de hverdage, hvor jeg alligevel studerede hjemmefra, så hun ikke skulle være alene, mens han var på job.

Skip til 11. Marts og pressemøde om corona-nedlukning, hvor jeg straks ringede ud og spurgte, om jeg måtte låne hende imens. Al undervisning var virtuelt og jeg kunne godt bruge lidt selskab, men han ville selvfølgelig få hende tilbage, så snart det hele var overstået 😅

Marts blev til april og april til maj, og en dag hvor vi snakkede sammen, sagde min far, at han egentlig ikke savnede hende så meget som frygtet. Derudover kunne han se, hvor glad hun gjorde mig, så han ville høre, om jeg var interesseret i at overtage hende, for hun havde jo allerede valgt mig.

Min far har lært, at man ikke må få sin første hund gratis, så en MobilePay-overførsel på 25 øre og hun var min – og jeg tudede af lykke ❤️

Når min far kommer forbi nu, er Putte den første til at møde ham i døren, og hopper op på hans skød så snart det er muligt. Hun er vild med ham, men hun ville bare ikke bo hos ham.

Hvad slags temperament har hun?
Hun er en meget rolig og glad lille hund, der elsker børn og andre der gider nusse hende. Indimellem er hun lidt forsigtig/nervøs, men der er ikke ét gram ondt i hende – hun trækker sig hellere, hvis det bliver for meget og er rigtig god til at mærke sine egne grænser og sige pænt fra.

Hvad elsker hun?
Hun ELSKER nus! Hun er en puttehøne med STORT P, og elsker at ligge under et varmt tæppe, helt op af én (jo tættere, des bedre) – man hedder jo ikke Putte for ingenting 😉

At grave efter mus ligger dog også højt på listen. Jagthunden i hende fornægter sig bestemt ikke, og hun kan bruge timevis på at følge spor, grave, og pruste i huller.image0.png

Hvad er hendes yndlingsmad?
Uha, hun er generelt ikke så kræsen, men har en klar forkærlighed for ost, kylling og pølser 😂

Hvad er hendes bedste sider?
Hendes milde og kærlige væsen. Hun har en eminent evne til at mærke, når man har brug for hende, og hendes nærvær gør alt bedre. Hun er utrolig observant og nærværende, og har allerede hjulpet mig igennem sindssygt meget.

Hvad laver I, når I hygger allermest?
Så ligger vi på sofaen med hendes dyne (ja, hun er forkælet og har sin egen) og putter, efter en god lang gåtur i skoven. Og selvfølgelig med et tyggeben eller en anden snack ☺️

Hvor er jeres yndlingssted at gå tur?
Helt klart skoven. Vi er så heldige, at vi har en super hyggelig skov ret tæt på, som vi ofte kører til. Der er masser af spændende dufte, gode stier og så ligger den lige ud til stranden.

Kan hun nogle tricks?
Kun sit, dæk og indkald, men vi har planer om at lære nogle flere ☺️

Har dit kæledyr nogle uvaner?
Putte lister ofte ind på soveværelset for at spise sine snaskede “naturlige tyggeting” i min seng. Hun ved godt, at hun ikke må, men hun prøver alligevel hver gang 🙈 Og så er hørelsen ikke altid heeelt skarp – specielt ikke hvis hun har fært af en mus 🙄

Fortæl en sjov historie om dit kæledyr
Hun laver mange skøre ting, men det første, der poppede op, var en decemberaften, hvor vi var ude og gå meget sent. Vi var på vej hjem, da Putte pludselig trak hen mod risten foran en opgangsdør og den dybeste knurren, jeg nogensinde har hørt, forlod Puttes strube. Jeg blev lidt forskrækket og trak hende tilbage, da en kæmpe rotte pludselig pilede ud fra under risten og afsted langs bygningen.

Inden jeg nåede at opfange, hvad der skete, var Putte lige i hælene på den og jeg måtte bare gøre mit for at følge med. Det lykkedes hende at fange den og brække nakken på den, og med ét var dræberhunden væk og Putte kiggede spørgende op på mig, med et blik der sagde: “hvaaa, skal du med hjem?”, hvorefter hun vendte om og begyndte at gå. Der gik altså lige et par sekunder, før jeg forstod, hvad der var sket – og der stod jeg kl. 1 om natten i frostvejr, med en død rotte for mine fødder og en hund, der allerede var videre. Må indrømme, at jeg var lige dele stolt og snotforvirret 😂

Hvad er dit yndlingsminde med dit kæledyr?
Der er jo virkelig mange, men et af de absolut bedste minder er klart den første morgen, efter at hun officielt var blevet min. Det var nærmest som om, at hun kunne fornemme, at hun var “hjemme”. Så snart jeg åbnede øjnene, krabbede hun sig ivrigt op til mit ansigt, duttede sin næse mod min kind, lagde hovedet på min brystkasse og kiggede helt forelsket på mig. Det var det bedste syn at vågne op til, og hun har trofast gjort det hver morgen siden ❤️

Hvad er det frækkeste dit kæledyr har gjort?
En morgen, hvor min mor var alene med Putte, ringede det på døren (midt i morgenmaden), og hun gik selvfølgelig ud og åbnede. Det tog lidt længere tid end planlagt, og da hun vendte tilbage til morgenbordet, var hendes ostemad væk. Putte havde udnyttet et uopmærksomt øjeblik til at tage turen op på stolen og videre op på bordet for at stjæle hendes mad. Hun har aldrig gået på spisebordet før (eller siden), og er normalt ikke slem til at stjæle mad, men nu er vi lidt mere påpasselige med at efterlade lækkerier fremme.

Hvem er hendes bedste ven?
Min veninde/overbo’s lille tjekkiske rottehund Ronja. Vi kalder hende for Puttes bodyguard 😉

Hvad betyder dit kæledyr for dig?
Hun betyder ALT! Hun er min grund til at stå op om morgenen, og jeg har det bedst, når jeg er sammen med hende – sammen kan vi klare alt ❤️

Jeg har kæmpet med depression og angst de sidste par år, og hun har været en helt ubeskrivelig støtte for mig igennem det hele – uden hende er det ikke sikkert, at jeg var her i dag.

Hun er min motivation til ikke at give op, når det hele ser mørkest ud. Hendes uudtømmelige strøm af kærlighed og glæde smitter af, og gør dagligt min liv både sjovere, lettere og en hel del bedre ❤️ Hun er det vigtigste for mig, og jeg knuselsker hende af hele mit hjerte!

Skriv et svar

Cookie-indstillinger