Ugens Kæledyr – Ponyo (Uge 9)

Navn på dig: Mark & Nicolai
Navn på dit kæledyr: Ponyo
Kælenavn: Pons, Prut, Basse, Hans Majestæt
Alder: 1 år, 9 mdr. Fra d.17/5-2019
Køn: Han
Race: Shiba Inu
Hvornår fik i ham? D.16/7-2019

Er der en speciel betydning bag hans navn?
Ponyo er opkaldt efter hovedpersonen i Hayao Miyazakis animé (japansk tegnefilm) af samme navn.
Filmen handler om en lille rød fisk (Ponyos pels er rød), hvis største ønske er at blive et menneske, tilsvarende fortællingen om Den Lille Havfrue.

Hvad slags temperament har han?
Ponyo er en charmerende og drilagtig Shiba, med masser af personlighed – han er en meget kærlig og trofast familiehund, men kan forekomme reserveret overfor fremmede, før han lærer dem bedre at kende. Eksempelvis tager han ikke imod treats fra folk, han ikke kender og skal da lige se dem an, før de får lov til at ae ham.
Samtidig er han en meget klog hund, som af og til prøver at løbe om hjørner med én. Man kan betegne ham lidt som hundenes svar på en kat, der nyder sit eget selskab og er ekstremt renlig.

Hvad elsker han?
Han elsker lange cykelture, hvor han nyder udsigten fra ladcyklens første parket.
Han har en meget stor forkærlighed for bolde og har sans for at finde dem ALLE steder.

Hvad er hans yndlingsmad?
Han er en kæmpe kræsenpind og venter gerne hele dagen på der bliver tilføjet ekstra lækkerier til hans tørkost, før han kaster sig over maden. Til gengæld er han en “oste sommelier” – han vil gøre næsten hvad som helst for ost. Han er også vild med fisk.

Hvad er hans bedste sider?
Ponyo er meget nem at have med på tur – han opfører sig altid pænt og er meget rolig, når vi rejser med bus/tog, eller er på besøg hos andre. Desuden gør han sig godt foran et kamera 😉

Hvad laver i, når i hygger allermest?
Det går ofte vildt for sig, når vi hygger med Ponyo, da han ELSKER en go’ omgang tagfat i lejligheden, eller kamp om hans legetøj.
Han lunter tit rundt i lejligheden med en bold i munden og kommer gerne hen og aflevere den for fødderne af én for at teste, om man er hurtig nok til at få fat i bolden, inden han selv bider ud efter den. Eller når vi tager ud på eventyr med ladcyklen.

Hvor er jeres yndlings sted at gå tur?
Vi elsker at gå tur langs vandet i Dragør, med udsigt til Øresundsbroen.

Kan han nogle tricks?
Han kan give pote, sidde pænt, give high-five og hoppe på stedet… vel at mærke, når han føler for det, eller hvis han bliver lokket med ost.

Har dit kæledyr nogle uvaner?
Som de fleste andre shiba’er, er Ponyo utrolig stædig og når vi er ude på vores daglige ture, kan det være en kamp at blive enige om, hvor vi skal hen.
På et splitsekund kan han forvandle sig til en urokkelig klippe, hvis han først har sat sig for, at vi skal en anden vej.
Desuden er det en daglig kamp at give Ponyo sele på, da han til forskel fra andre hunde løber sin vej, så snart han høre ordene “gå tur”… også selvom han kradser på døren og vil ud.

Fortæl en sjov historie om dit kæledyr
Der var en dag, hvor han kom gående ud i køkkenet med munden propfyldt med hundekiks, som vi ikke anede, hvor han havde fundet og vi måtte efter lang tids søgen give op.
Dette gentog sig et par dage efter, hvor det rumsterede inde fra vores kontor… til vores store overraskelse havde han fundet ud af, hvordan man løsner låget på den store kasse med guffere og stod nu med hovedet godt begravet i hundekiks.

Hvad er dit yndlings minde med dit kæledyr?
Vores bedste minde med Ponyo, er fra sidste sommer, hvor vi var på telttur ved Stevns Klint. Det var en helt speciel oplevelse at have ham med på ferie og kunne hygge med ham 24/7.

Hvad er det frækkeste dit kæledyr har gjort?
Sidste år havde vi en episode på en campingplads – det var tidlig morgen og vi var netop ved at gøre klar til morgenkaffen, da vi opdager, at Ponyo ikke længere er i sin sele, som er spændt fast til et jordspyd ved teltet. Vi skulle selvfølgelig løbe efter ham, men jo tættere vi kom, jo længere væk løb han – for ham var det bare en leg og han havde for længst regnet ud, at vi kun ville give ham guffere, for at få fat i ham.
Vi jagtede ham rundt på campingpladsen i en time til stor underholdning for de øvrige campister og da vi endelig fik fat i ham, var kaffen kold og vi var løbet tør for gas til madlavning.

Hvem er hans bedste ven?
Ponyo har mange venner, men hans første bekendtskab og bedste ven er Batman, som er en sort labrador.

Hvad betyder dit kæledyr for dig?
Ponyo er som en søn for os og der går ikke en dag, hvor vi ikke tænker på ham og når vi er afsted uden ham, er han altid det første, vi snakker om når turen hjem igen.
Han har fyldt vores liv med masser af energi og livsglæde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger