Navn på dig: Diana
Navn på dit kæledyr: Milo
Kælenavn: Villy og Melo
Alder: Et år – født 2/4/2020
Køn: Hanhund
Race: Blandingsrace – Alaskan Malamute og Siberian Husky
Hvornår fik i ham? Jeg fik ham juni 2020
Er der en speciel betydning bag hans navn?
Hans navn har ingen særlig betydning, andet end at jeg var igennem en lang liste med navne, før det til sidst blev Milo. Men hans kælenavne kommer af, at mine forældre hørte meget forkert (Villy) og at min mor stavede hans navn forkert i starten (Melo). Det har så hængt ved, så vi kalder ham for det meste Villy.
Er der en historie bag, hvorfor i fik ham, hvis ja fortæl?
Jeg havde i godt to år undersøgt og ledt efter den helt rigtige hunderace – i starten ville jeg gerne have en jagthund, men min ven, der har samojede, lod mig passe hans hund af flere omgange, og langsomt blev jeg helt forelsket i slædehunden. Så jeg begyndte at læse om de forskellige slædehunderacer og faldt pladask for malamuttens stædige men rolige sind, og dens stærke fysik – perfekt til at trække tunge læs henover lange afstande. Det var faktisk helt tilfældigt, at det blev lige netop Milo; Den familie der skulle have ham, måtte desværre melde fra, og så slog jeg til! Jeg ringede til opdrætteren og aftalte, at hvis jeg kom med det samme, så kunne jeg få lov til at se og måske få ham. Så jeg smed bachelorprojektet fra mig og satte mig ind i bilen for at køre den uendeligt lange vej til Thy Hurup fra Aalborg.
Nogle dage senere kunne jeg få ham med hjem.
Hvad slags temperament har han?
Milo er utrolig rolig. Han er stadig en hvalp, der kan lide, at der sker noget spændende. Men sammenlignet med andre på samme alder, så er han blid og rolig, som dagen er lang. Hvis han vil lege, så går han lige i soveværelset, for at finde noget af det legetøj han tit hiver med i seng, og så skal jeg løbe efter ham for at lege. Nogle gange får han pludselig behov for at spurte rundt efter noget, som kun han kan se og det er så sjovt at se på.
Hvad elsker han?
Han elsker at grave! Hvert eneste muldvarpeskud skal der graves i – og der graves længe og dybt, for hvad nu, hvis muldvarpen slipper væk!
Hvad er hans yndlingsmad?
Milo er, 7-9-13, ikke kræsen, men hvis han fik lov til at bestemme, så stod den på fisk og marvben hele dagen – alle dage. Heldigvis kan han også nøjes med en lækker gulerod.
Hvad er hans bedste sider?
Jeg synes jo, at alle sider af Milo er de bedste, men hans rolige sind er nok det, der overrasker de fleste. Og så, at han sagtens kan underholde sig selv, når der jeg skal arbejde hjemme.
Hvad laver i, når i hygger allermest?
Når vi hygger allermest, så er det, når vi har fundet en ny spændende skovsti at udforske. Milo skal snuse til alt og jeg kan slappe af i naturen. Det er virkeligt det bedste! Jeg er begyndt at træne ham op til at kunne trække mig på cykel (bikejoring) og det hygger han sig virkelig også med.
Hvor er jeres yndlings sted at gå tur?
Vores nye yndlingssted er Lundby Krat skov, hvor der er mange skønne stier og masser af plads til at fare vild. Men generelt er vores bedste ture i skove og på stranden.
Kan han nogle tricks?
Milo kan en håndfuld tricks – da jeg lige fik ham, så havde jeg lyst til at lære ham ALT, hvad jeg så på nettet, men det var ikke det hele, der var lige sjovt at lære. Derfor fokuserer jeg mest på at lære ham kommandoer som højre, venstre, fortsæt, stop og vent. Det er hvad, vi kommer til at bruge meget, når han endelig er færdigvokset og er klar til at løbe foran en cykel.
Har dit kæledyr nogle uvaner?
I mine øjne er han den største engel i verden, som ikke kan gøre noget galt. Men desværre kan han godt lide at gå i potteplanterne udenfor. Nu er det endelig ved at være forår og jeg har plantet en del løg i krukkerne, som desværre har fundet vej op af jorden. Trods, at han må grave som han har lyst, så ville det være rart, hvis Milo ignorerede krukkerne og plantebed.
Fortæl en sjov historie om dit kæledyr
Den her historie er ret ny. Milo har altid været en hurtig spiser. Mad forsvandt på få sekunder. Men han er endelig begyndt at spise langsomt og tage sig tid til at tygge din morgenmad og aftensmad. Det kan måske være en af grundene til, at han er begyndt at gemme sine snacks. Han dækker dem til med tæpper, sokker, dyner – alt hvad der måske kan gemme dem. Forleden dag brugte han næsten en halv time på at dække en snack med en gammel sok. Og han kom hele tiden tilbage for at dække snacken lidt mere til. En anden sjov historie var, da han som hvalp ville drikke noget vand fra en høj gryde i hundeskoven. Den var højere end ham på det tidspunkt, men det skulle ikke stoppe Milo. Han fik bakset sig op i den med hovedet først og benene i vejret. Desværre måtte han få hjælp til at komme op igen.
Hvad er dit yndlings minde med dit kæledyr?
Min yndlingsminde er en af de første gange han faldt i søvn på mig. Milo ligger sjældent længe ved siden af mig, fordi det hurtigt bliver for varmt, men det hænder, at han ligger der længe nok til at falde i søvn.
Hvad er det frækkeste dit kæledyr har gjort?
Det frækkeste han har gjort, er helt klart, dengang han var alene hjemme, hvor han fandt frem til en uåbnet pakke toiletpapir som han fik åbnet. Da jeg kom hjem, lå der otte ruller toiletpapir, der manglede lidt af den ene side og alle paprullerne. Han havde simpelthen gnavet paprullerne fri og efterladt toiletpapiret nogenlunde intakt. Imponerende og meget frækt!
Hvem er hans bedste ven?
Hans bedste menneske ven (håber jeg) er mig. Hvor end jeg er, så kan man regne med, at Milo er to skridt bag mig. Men han har en lille håndfuld hundevenner på samme alder, som han har leget med, siden første gang han var i hundeskoven. To labrador hanner, Alfred og Dexter, og en rottweiler tæve Karla. De må stå ved siden af, når han får godbidder og de må grave i samme huller som ham. Det er ikke alle hunde, der må det. Og så er der selvfølgelig min vens samojede, Loke, der viser Milo alle unoder i verden, så Milo selv kan lave dem derhjemme.
Hvad betyder dit kæledyr for dig?
Efter jeg har fået Milo, er jeg blevet meget bedre til at prioritere mig selv og min hund. Jeg har af flere omgange haft stress, som har påvirket min søvn og hukommelse, men nu hvor jeg har et andet liv, som jeg er ansvarlig for, så er det blevet meget nemmere at finde ro og tid til at gå de lange ture i naturen. Hvis ikke jeg havde Milo, der har brug for ro og forskellige aktiviteter, så tror jeg, at jeg var blevet mere syg med stress, end jeg var blevet. Milo og jeg har fundet en skøn rutine og alt er godt.