Ugens Kæledyr – Aura (Uge 43)

Navn på dig: Tanja
Navn på dit kæledyr: Aura
Kælenavn: Nulle eller Nul
Alder: Aura er født d 21 maj 2022, så hun er 5 måneder gammel
Køn: Tæve
Race: Aura er en blanding af Staffordshire Bull Terrier, Labrador og Old English Bulldog

Hvornår fik I hende? Vi hentede hende hjem d 16 juli 2022

Er der en speciel betydning bag hendes navn?
Nej, ikke som sådan. Da vi vidste, vi gerne ville have hund og specielt en tæve, gik jeg i gang med at lede efter navne. Her dukkede Aura op og jeg var vild med det fra første øjekast.

Var der en speciel grund til, at det blev netop hende?
Vi har altid vidst, at vi gerne ville have en staffy, så vi søgte rundt på forskellige hjemmesider og vi fandt et par stykker, vi skrev til. Men vi fik aldrig noget svar. Vi begyndte så at søge helt nye racer og fandt en lille Malteser, som vi endte med at skrive til – og faktisk aftale, at vi skulle komme op og se på.

Men skæbnen ville, at vedkommende aldrig skrev en adresse og jeg helt tilfældigt så en annonce om nogle søde små staffordshireblandinger. Dem skrev vi til med det samme og fik aftalt et møde. 3 dage senere sad vi med en lille genert hundehvalp, som vi faldt pladask for. Vi kunne ikke modstå hendes dejlige blå øjne.

Hvad slags temperament har hun
Staffordshire er meget selvstændige af natur, men da hun er også meget ung så hun skal altid lige sikre sig hvor vi er. Hun bliver dog modigere og modigere. Når det så er sagt elsker hun også at ligge og putte og er en rigtig sofahund.

Hvad elsker hun?
Aura elsker at være udenfor, hun kan godt lide at spille bold og så elsker hun sin seng og mad.

Hvad er hendes yndlingsmad?
Hun spiser alt, hvad hun får serveret – men kyllingepølser har en speciel plads i hendes hjerte.

Hvad er hendes bedste sider?
Hun elsker andre mennesker og kan lege med alle slags hunde – om de så er store eller små.

Hvad laver I, når I hygger allermest?
Så er vi en tur i hundeskoven, hvor hun kan løbe frit rundt, hilse på nogle venner og få snuset alting godt igennem.

Hvor er jeres yndlingssted at gå tur?
Det er klart hundeskoven.

Kan hun nogle tricks?
Vi er ikke så langt i læringen omkring tricks, men hun kan ’’Sit’’ og ’’I kurv’’. Vi har den mentalitet, at en hund ikke behøver at lære alle tricks på 1 gang. Vi har mere fokuseret på indkald og kontaktøvelser. Derfor har vi også gået til hvalpetræning.

Har dit kæledyr nogle uvaner?
Hun stjæler toiletpapir og flår det i tusinde stykker.

Fortæl en sjov historie om dit kæledyr:
En dag, hvor jeg kom hjem fra arbejde, havde jeg glemt at lukke døren til badeværelset. Kan I fornemme, hvor jeg vil hen? Hun havde taget en rulle toiletpapir, og vandret gennem hele hytten med det.

Hvad er dit yndlingsminde med dit kæledyr?
Da Aura var 12 uger, tog vi på sommerferie i Lalandia Billund. Jeg havde lidt frygtet køreturen, for vi kommer fra Falster. Men hun klarede det så godt, og hun var så god at have med.

Hvad er det frækkeste dit kæledyr har gjort?
Igen, flået toiletpapir. Det har hun gjort et par gange, så reglen herhjemme er altid at have en lukket dør til badeværelset.

Hvem er hendes bedste ven?
Auras bedste ven er Max. Han er labrador og er faktisk vores nabo. De er næsten lige gamle, så de har haft meget glæde af hinanden. Det har vi som ejere også, da vi har kunne spare med hinanden. Max er også på instagram og hedder @thesleepylabmax.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger