Træning af tjenestehunde – Mille deler hendes erfaringer!

Træning af tjenestehunde er noget, som vi hos Petguide.dk længe gerne har ville lære mere om. Heldigvis faldt vi over Mille på Instagram, som har profilen the_german_shepherd_pack. Hun kender en del til det! Er du også nysgerrig på det, så bliv hængende og læs med.


Hvem er vi?

Jeg hedder Mille og er 31 år gammel. Jeg bor på en gård sammen med min schæfer flok på 3. Jeg arbejder til dagligt som pædagog på et opholdssted, hvor jeg ofte har mine hunde med, som hjælper de udsatte unge til at få en bedre dag. Det er vigtigt for mig, at mine hunde kan det hele og ikke blot er nogle “hundegårdshunde”, som kun kan trænes med og så stå i hundegård resten af tiden.

Jeg har nok altid været “bidt” af schæfer. Jeg er vokset op med, at mine forældre havde schæfer kennel og min far var tjenestehundefører. Jeg har altid gået og trænet med de forskellige hunde, vi har haft igennem årene. For ca. 6 år siden valgte jeg at købe min egen schæfer. En “rigtig sports hund” da jeg ikke længere, kunne “nøjes” med at træne med min mors hunde.

Og ja som i ved, så er det at have hunde ligesom chips, du kan ikke nøjes med en. Så jeg er pt. endt med 3 hunde, som er mine træningsmakkere men også en del af familien.

Asti som er betatæven i “the pack” og min første “rigtige hund”, startede jeg med i schæferhundeklubben – også kaldt IPO dengang. Jeg har opnået en 2. plads til DM i lydighed og Asti opnåede en IPO2. Men hendes sundhed holdte ikke til det høje niveau og jeg synes ærligt, at IPO programmet blev for meget “show” og ikke et indblik i samarbejde mellem hund og fører.

Jeg valgte derfor at skifte til politihundeforeningen, hvor jeg følte, jeg hørte hjemme. Hun blev kåret med 109,3 point ud af 110 mulige og er efterfølgende rykket fra unghundeklassen op til patruljeklassen. Hun har dog indkasseret sin pension nu, da hun ikke er den heldigste på sundhedssiden.

Herefter fulgte flere hunde og jeg har nu Jolly, som har bestået sin prøvekåring med 108,5 ud af 110 mulige. Men Corona nåede at komme, før hun kunne blive endeligt kåret. Jolly fik et kuld i august 2020, hvor jeg beholdte Bobby. Fra kuldet røg 1 hvalp til politiet (men mere om det senere).

Jeg er landet i et super team af både tjenestehundefører fra politiet og “civilister”, som er interesseret i politihundeforeningens program.
Jeg er i 2020, blevet spurgt, om jeg vil være medejer af en super kennel indenfor politihundeforeningen og politiet. Vi har i Kennel Hedegaard avlet flere politihunde. Ud af de sidste tre kuld er der kommet 5 hvalpe afsted til politiet ud af 23 hvalpe. Ja sågar har Kennel Hedegaard avlet en verdensmester i spor 😉

Avl af hunde til politiet

For det første avler vi ALTID efter Dansk Kennel Klub’s anbefalinger. Det vil sige, at hannen og tæven ALTID er tjekket for HD og AD, som minimum. Når vi udvælger tæver og hanner, er der super mange overvejelser. F.eks. hvad indeholder tæven, hvad er hendes styrker og hvad er hendes svagheder. Så gælder det så om at finde en hanhund, som kan udligne minusserne hos tæven og styrke hendes gode sider.

F.eks er vores ene avlstæve Jolly en ekstremt tændt/høj driftig tæve, som til tider glemmer at bruge hjernen. Det vil sige, at jeg skal bruge en hanhund, som kan give lidt ro til hvalpene, men samtidig have det, som vi i hundeverdenen kalder “røv i bukserne”. Det er netop det en politihund skal indeholde. De skal indeholde et super godt overblik, en god drift men også en god portion mod, da det jo ofte er “hårde” opgaver, de kan havne i i tjenesten.
Det er dog vigtigt for mig at sige, at i de kuld vi laver, er det både politihunde, civil træningshunde og familiehunde i et og samme kuld. Jeg vil personligt gerne træne med en hund, som der er knald på, men samtidig kan lide at putte på sofaen om aftenen.

Hvordan foregår træningen med tjenestehunde og deres fører?

I det team vi træner i, er der som tidligere nævnt både aktive tjenestehundefører, pensioneret tjenestehundefører og civilister (som mig selv). Træning med tjenestehundene er egentlig ikke så forskelligt, fra den træning jeg lægger i mine egne hunde. Selvfølgelig skal tjenestehundene kunne bide i en “bar arm eller ben”, eller hvad de nu lige kan få fat i – uden bideudstyr altså.
Men det er en ting, de træner på hundeskolen. Den del “blander” jeg mig ikke i!

Men ellers er søgearbejdet næsten det samme. Tjenestehundene trænes dog også til at kunne “markere” på både spyt, blod og sæd. Dette gør jeg ikke med de “civile” hunde. Her kan det dog være hårtotter og meget små genstande, der bruges.
Men tjenestehundene har også mulighed for at stille til konkurrencer i politihundeforeningen, hvor alle deltager på lige vilkår. Dvs. både civile og politifolk har helt samme regler og opgaver i konkurrencerne, så det går ikke at have en ustyrlig tjenestehund.

Derfor er meget af træningen ofte den samme træning, som jeg lægger i mine egne hunde.
I politihundeforeningen er der en masse lydighedsøvelser, man skal igennem som ekvipage. Her kan blandt andet nævnes, det vi kalder fri ved fod (en dirigeret lydighed af en dommer), så skal hunden kunne give hals på kommando, forcere 1,5 m spring, apportere en genstand og en del andre ting, som viser, at det er en frejdig men lydig hund.

Så har vi spor, som de fleste nok ved, hvad er. En figurant lægger et spor efter dommerens anvisning og så efter en vis tid, skal vi gå dette med vores hunde og finde forskellige genstande undervejs.
Når hundene efterhånden rykker op i klasserne, vil nogle af genstandene være nedgravet og på størrelse med en 25øre.
Vi har også det, der kaldes et felt/gerningssted. Det er en angivet “firkant” med et antal genstande, som hunden så har et vis antal minutter til at finde.

Så har vi rundering i skoven, hvor vi får anvist et stykke skov, som vi så skal eftersøge. Her er der både genstande (såsom kufferter, reb, sko, tasker, jakker) og levende figurant (dvs et menneske, som har gemt sig). Her skal hunden søge enten genstand eller figuranter op, når de finder dem, skal de sætte sig foran og give hals og derved hidkalde sin fører.

Til slut har vi bidearbejdet.
Hunden skal effektivt stoppe figuranten, som kommer løbende truende imod hunden fra 75m i ført et bideærme. Hunden bider så fast i ærmet og så vil hunden modtage to LETTE slag med en “stok”. Dette er for at se, om hunden er det, vi kalder belastbar. Det er vigtigt at understrege, det ikke skader eller gør ondt på hunden at modtage “slagene”.

Kan alle med schæferhunde træne hos jer?

Ja det kan de helt sikkert! Man kan næsten altid melde sig ind i en af afdelingerne ved politihundeforeningen. Det kræver en DKK stamtavle, hvis man ønsker at konkurrere og kun visse racer kan stille i politihundeforeningen.
Lige i vores team tager vi gerne nye ind, men vi forventer også, at man er seriøs med sin træning og gerne vil opnå nogle resultater sammen med sin bedste ven. Og ikke selv er bange for, at bidrage med at “lege” figuranter i f.eks skoven eller på sporet.

Skriv et svar

Cookie-indstillinger