Rhodesian Ridgeback – Lær racen at kende!

OBS: Denne artikel er skrevet i samarbejde med en Rhodesian Ridgeback-ejer. Formålet er at lære om racen i form af erfaringer og oplevelser fra ejere, der har selvsamme race.

Denne artikel skal altså ikke ses som faktabaseret, men derimod som en personlig fortælling fra ejer af en Rhodesian Ridgeback.

Inspiration til dig der overvejer en Rhodesian Ridgeback

Navn på race: Rhodesian Ridgeback
Temperament: Selvstændig
Aktivitetskrævende: Middel
Nysgerrig: Vagtsom
Pelspleje: Minimal

Hej til Pet Guides læsere, jeg hedder Dea og er 39 år gammel. Jeg har været hundeejer og -entusiast i flere årtier, og jeg deler i dag min hverdag med to herlige hunde af racen Rhodesian Ridgeback.

Der er Hannibal, som er 11 år gammel, måler 74 cm. over skuldrene og vejer 55 kg., og så er der Nubia, hun er 3,5 år gammel, 65 cm. høj og vejer 36 kg. Så det er nogle store hunde! Sammen nyder vi gåture i naturen, træning som nosework, balance & stabilitet samt rally-lydighed og i særdeleshed at putte sammen på sofaen.

Nubia og jeg har også prøvet kræfter med udstilling, og opildnet af hendes nydelige resultater, begyndte jeg at overveje realiseringen om en mangeårig drøm; at bidrage til avlsarbejdet og både fremme og bevare racen Rhodesian Ridgeback.

Jeg tog DKKs opdrætteruddannelse online i efteråret 2020, og Nubia fik sit første kuld hvalpe med mit FCI-godkendte DKK-kennelnavn “Hvirvelvinden” i maj 2021. Det har været en spændende rejse og et af de største, hårdeste og mest livsbekræftende oplevelser i mit liv.

Lidt om racen Rhodesian Ridgeback

En Rhodesian Ridgeback er en stor, stærk, vogtende og selvstændig race med et veludviklet jagtinstinkt. De er atletiske, lynhurtige, modige, bramfri, stædige, opfindsomme, bomstærke, nysgerrige og fulde af energi.

Det siger næsten sig selv, at det ikke en race for enhver! Ender en Rhodesian Ridgeback i den rigtige familie, vil man mest lægge mærke til deres grænseløse loyalitet, uendelige kapacitet for kærlighed, generøse putteiver, humoristiske tilgang til træning og enorme og intense personlighed.

Mange, der har haft hunde i hele deres liv, bliver overraskede, når de får en Rhodesian Ridgeback (mig selv inklusive) ind i deres liv, fordi racen tåler vitterligt ikke sammenligning.

Rhodesian Ridgeback

Alle hunde og hunderacer er dejlige og har uendeligt mange kvaliteter, men en Rhodesian Ridgeback er så anderledes, så intelligent og så intens, at det føles som at starte forfra. De er en kæmpe udfordring at motivere og inspirere til at træne og samarbejde, ikke mindst i deres første to leveår.

Men gør man sig fortjent til sin Rhodesian Ridgebacks hengivenhed og samarbejdsvillighed, kan man ikke få en bedre makker, nærmest uanset hvad man gerne vil sammen med sin hund. Hannibal og jeg har f.eks. opnået at vinde adskillige rally-lydighedskonkurrencer og samlet flere titler i vores karriere – til min store glæde og stolthed.

Jeg har opnået mere sammen med ham og Nubia, end jeg nogensinde lykkedes med i samarbejde med mine border collier! Det siger vist ikke så lidt.

Hvordan fik I øjnene op for en Rhodesian Ridgeback?

Rhodesian Ridgeback

Det er faktisk så længe siden, at jeg ikke kan genkalde mig det helt præcist. Jeg har læst gamle breve, jeg har sendt til familie og venner, da jeg var et barn, hvor jeg snakker om, at jeg en dag skal have mig en Rhodesian Ridgeback.

Det var som om, at min mavefornemmelse og mit hjerte bare vidste det. Alligevel gjorde jeg rigtig meget ud af at vurdere, hvad jeg havde at tilbyde som hundeejer set i forhold til hvilke behov, racen havde. Og ikke mindst om der var en race, der passede mig, min livsstil og mine ambitioner bedre.

Da det kom til stykket, endte både min objektive og min subjektive analyse med det samme resultat. Jeg skulle have en Rhodesian Ridgeback. Og det har jeg aldrig fortrudt, ligesom jeg heller ikke kan se mig selv med andre racer fremover.

Jeg er faktisk der, hvor jeg begynder at tænke, at 3 Rhodesian Ridgebacks ville være det perfekte antal at have!

Hvordan var processen ift. at finde Rhodesian Ridgeback?

Min familie og jeg avler heste og har gjort det i mange år. Det har givet et indblik i, hvad der er vigtigt for at fremelske sunde og raske individer med godt temperament. Den slags dyr, der er til glæde for både deres ejere og alle andre, de omgås, i mange, mange år.

Jeg brugte derfor lang tid på at finde en avler, der både tænkte i avlslinjer, matchmaking og sundhed. Heldigvis fik vi mulighed for at blive skrevet op til en hvalp. Sådan fandt Hannibal og jeg hinanden, og hvilken lykke!

Jeg gik fuldstændig lige sådan frem, da jeg skulle finde Nubia, bortset fra at jeg havde et endnu klarere billede af, hvilke avlslinjer og resultater jeg ønskede mig. At finde en god opdrætter, man har god kemi med, er en gave! Nubias opdrættere har været en helt uvurderlig hjælp og støtte for mig, og har virkelig vist, hvilken slags opdrætter jeg selv håber at blive. 

Vigtigt at vide om racen Rhodesian Ridgeback

En Rhodesian Ridgeback er en udpræget enmandshund. Den vil knytte sig tæt og ubrydeligt til sin primære omsorgsperson, og det vil lette samværet med familien, hvis dette personlighedstræk accepteres og værdsættes.

Ridgebacken og dens person er bundet af et usynligt og ubrydeligt bånd, men derfor kan racen stadig godt fungere fantastisk i familier, bare man er forberedt.

Racens jagtinstinkt i kombination med vogt- og beskyttelsesinstinkt fra deres oprindelse (racen er fremavlet til jagt på løver i Afrika) er stadig intakt. Dens størrelse, styrke og stædighed er derfor også vigtige at tage i betragtning.

Lige så fantastisk, den voksne hund kan være i et hus med børn, lige så udfordrende kan det være at få til at fungere med små og tidskrævende børn og en heftig unghund. Min anbefaling er, at man enten får sin Rhodesian Ridgeback inden, man får børn, eller at man venter til den yngste er omkring 8 (dvs. selvhjulpen og og ikke så let at vælte under leg).

Man skal også helst være i nogenlunde god fysisk form, fordi racen er motions- og aktivitetskrævende i et par timer om dagen. Resten af tiden kræver den faktisk bare en blød seng og et varmt og/eller solrigt sted at nyde livet. 

Bedste råd til andre, der overvejer en Rhodesian Ridgeback

Find en opdrætter, der har et officielt kennelnavn og avler hvalpe efter Rhodesian Ridgeback klubbens etiske anbefalinger (eller deres lands tilsvarende). Så ved du nemlig, at forældrene er omhyggeligt sundhedstestede, avlsgodkendte, og at hvalpene ikke er indavlede eller mangler sundhedstjek.

Du er også bedre stillet, hvis der skulle dukke fejl eller mangler op. Du kan finde opdrættere og hvalpeliste på www.ridgebackklub.dk sammen med meget mere info om racen, dens historie, racestandard samt aktiviteter, hvor du som interesseret kan komme ud og møde eksemplarer af racen og deres ejere.

Når du skal vælge en opdrætter, så kig efter passion og ambition, når det kommer til avl og sundhed! Selvom det er en sund race med relativt få helbredsproblematikker, så er det vigtigt at holde racen sund, og at avle på individer med godt temperament og stærkt helbred.

Og bid fast i en god kemi, det kan blive vigtigt hen ad vejen – din hunds opdrætter kunne gå hen og blive en af dine bedste venner! Vent på den rigtige hvalp og det rigtige match til dig og din familie og livsstil.

Det er også vigtigt, at du har tid og energi til at træne og motivere din Rhodesian Ridgeback med positiv forstærkning, tålmodighed, humor og forudsigelighed, så I kan blive et stærkt team og gode racerepræsentanter.

Selvom det er en stor og stærk hund, har den brug for en positiv opdragelse med fokus på motivation og forudsigelighed. Hvis den mister tilliden til dig, vil dens naturlige selvopretholdelsesdrift og selvstændighed betyde, at den i bedste fald ignorerer dig, i værste fald udvikler adfærdsproblemer.

Og så er det bare et stort ansvar at have den største og mest atletiske hund i de fleste interaktioner med andre hunde og hundeejere! 

Hvis du vil vide mere om racen Rhodesian Ridgeback, kan du besøge Rhodesian Ridgeback klubbens hjemmeside www.ridgebackklub.dk eller min hjemmeside www.hvirvelvinden.dk, hvor jeg skriver om racen, om mine hunde, og hvor jeg har samlet en masse viden og info om at dele sit liv med en Rhodesian Ridgeback samt om hundehold generelt; træning, sundhed, behandling, udstyr, etc.

Er du på Instagram, kan du følge mine hunde på @dealive, hvor jeg deler hverdagsbilleder og -tanker om livet med hund, træning med positiv forstærkning og om hvor berigende og vidunderligt, det er at være hundeejer med kronisk sygdom. Jeg svarer også gerne på spørgsmål om racen!

Rhodesian Ridgeback

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger