Mops – Lær racen at kende!

OBS: Denne artikel er skrevet i samarbejde med en mops-ejer. Formålet er at lære om racen i form af erfaringer og oplevelser fra ejere, der har selvsamme race. Denne artikel skal altså ikke ses som faktabaseret, men derimod som en personlig fortælling fra en mops-ejer.

Navn på race: Mops
Temperament: Familiehund
Aktivitetskrævende: Elsker gåture
Nysgerrig: Ja
Pelspleje: Ikke meget

Ralf bor med mig og min kæreste på Vesterbro i København. Vi arbejder begge to i hverdagene, så weekenderne er som regel sat af til Ralf og alt det, han kan lide at lave. Vi er så heldige at have en masse parker omkring os. Ralfs yndlingspark er uden tvivl Søndermarken, fordi der må han gå fri – uden snor.

Lidt om racen mops

Mopsen er en skøn lille hund med masser af personlighed. Mopsen er glad, nem og ofte doven, men man skal ikke undervurdere, hvor hyggeligt de synes, det er at gå ture og hygge i naturen.

Vi går min. 1,5 time med Ralf om dagen, så han holder sig slank og trænet. Han er ikke så god til at stimulere sig selv, så hvis man ikke aktivt får ham til at løbe rundt i parken, går han gerne lige ved siden af os.

Mopsen er derudover en klassisk velcro hund, og har det allerbedst ovenpå sin ejer. Ralf ville gerne sidde på skødet 24 timer i døgnet, hvis han kunne. Hvis man går efter en stille hund, skal man ikke have en mops.

Racen er avlet til at være vagthund på den kinesiske mur tilbage i det 16. århundrede, og det kan mærkes, når vores naboer går ude i opgangen (hvad bilder de sig ind 😀 ?). Men hvis man leder efter en loyal lille sjæl, der mest af alt minder om en menneskesjæl fanget i en hundekrop, så er mopsen den rigtige race.

Hvordan fik I øjnene op for racen mops?

Jeg vidste, at jeg skulle have hund fra det sekund, min familie desværre måtte af med min barndomshund. Og faktisk kontaktede jeg allerede en avler, den dag jeg havde underskrevet en kontrakt på en lejlighed, hvor hunde var tilladt.

Jeg fik øjnene op for mopsen på gaderne i København, hvor jeg stoppede op og spurgte, om jeg ikke nok måtte hilse på dem alle.

Det jeg faldt for hos mopsen, er hvor søde og tillidsfulde de er overfor alle mennesker. Dette er dog også grunden til, at jeg aldrig ville stille Ralf ude foran et supermarked. Jeg var 24 år, da jeg fik Ralf og derfor var det vigtigt for mig, at jeg fik en hund, der ikke var sart af sjæl og som jeg kunne have med rundt alle steder.

Ralf er ikke supersocial med andre hunde, men han elsker mennesker i alle aldre og jeg har aldrig set ham blive så meget som irriteret på et barn – selv da min niece på to år engang skreg ham i ansigtet.

Hvordan fandt du Ralf og hvordan var hele processen ift. at finde avler:

Jeg undersøgte en hel masse online, inden jeg fandt Ralf. Oprindeligt havde jeg besluttet mig for en mopse blanding for at undgå den korte snude, men jeg læste online, at mopsen desværre kan være født med PDE-gen, som er dødelig, og at mopserne med stamtavle kun bliver avlet med PDE-genfrie hunde.

Derfor gik jeg efter at finde en mops med stamtavle. Jeg vil anbefale at læse trustpilot anmeldelser og gå efter mopse med lange ben, lange snuder og små øjne.

Hvad er vigtigt at vide om en mops, inden man får sig den?

Det er vigtigt at vide, at selv den sundeste mops trækker vejret dårligere end den almene hund med lang snude. Man skal tage mere hensyn til sin mops om sommeren, fordi de har svært ved at udskille varme og så har de en tendens til at elske mad mere end livet selv.

Det betyder, at du ofte føler, at du sulter din mad-fikserede ven, der, til trods for at man vejer hans mad hver dag, bliver ved med at tage lidt på.

Mange kan være interesserede i at anskaffe sig en mops, fordi de tænker, at de ikke skal motioneres. Jeg vil mene, at mopsen har endnu mere brug for motion for at holde sig i form så de kan leve længst muligt. Derudover kan mopsen også godt lide at bruge hovedet og samarbejde med sin ejer, så man skal altså stadig træne sin lille hund.

Dine bedste råd til andre, der overvejer at få samme race

Jeg har været meget heldig med Ralf, som heldigvis både har en fin næse og god gane, samt at han ikke har hudproblemer. Men når man anskaffer sig en mops, må man være forberedt på, at dyrelægeregningerne kan være dyrere og at forsikringer er dyrere.

Men hvis du ønsker dig en hund, der altid vil være sammen med dig og du godt kan lide at putte på sofaen, så findes der næsten ikke en bedre hund end mopsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger