Labradoodle – Lær racen at kende!

OBS: Denne artikel er skrevet i samarbejde med en Labradoodle–ejer. Formålet er at lære om blandingshunden i form af erfaringer og oplevelser fra ejere, der har selvsamme hunde.

Denne artikel skal altså ikke ses som faktabaseret, men derimod som en personlig fortælling fra ejer af en Cockapoo.

Navn på blandingshund: Labradoodle
Blanding af: Labrador Retriever og en Puddel
Temperament: Godmodig og evigGLAD
Aktivitetskrævende: Højt energiniveau og stort behov for mental stimulans
Nysgerrig: Utroligt nysgerrig
Pelspleje: Maksimalt mulige niveau

Jeg hedder Line, jeg er 30 år gammel og bor i en lejlighed på 73 m2 på Vesterbro i København, sammen med min skønne veninde Hannah og min tossede Labradoodle Alfred på 6 måneder.

Alfred vejer i skrivende stund 24 kg. Der er mange, der stiller sig undrende overfor valget om at have en stor hund i en mindre lejlighed midt i byen. Det er bestemt heller ikke det nemme valg – jeg kan ikke samle ham op, hvis han ikke gider gå med videre.

Og lejlighedens rum bliver lige dét mindre, når man altid har en 24 kg fluffball lige i hælene. Men når dét så er sagt, så har Alfred masser af plads, både til leg og til ro. Vi går rigtig mange ture, for det skal man, når man har en stor hund – og det ville vi også skulle, hvis vi havde boet i et hus med en have. Det er smag og behag.

I det følgende vil jeg fortælle lidt om min personlige erfaring med at have en Labradoodle som min bedste, firbenede ven.

Lidt om blandingshunden Labradoodle

Som angivet ovenfor er en Labradoodle ikke en racehund; den er en blandingshund, der blot har fået sit eget navn. Som du måske havde gættet, så er en Labradoodle en blanding mellem en Labrador Retriever og en Puddel (toy/mini, mellem, konge).

Og som altid med blandinger, så er der ikke to, der kommer ud éns – stor, lille, kort pels, lang pels, pels der fælder, pels der ikke fælder, krøller eller ej. Af sind minder de måske lidt mere om hinanden, det er i hvert fald min erfaring.

Labradoodlens temperament

Jeg har aldrig mødt en Labradoodle, der ikke var godmodig (overmodig), ivrig (tendenserende til dristig) og glad (virkelig, virkelig glad). Som generelt for krydsninger har en Labradoodle lidt af hvert fra begge stamfædre, og de betragtes derfor generelt som værende intelligente og venligtsindede.

Hvad betyder de forskellige betegnelser?

Er du nysgerrig efter en Labradoodle, vil du hurtigt rende ind i nogle underlige F-betegnelser, Labradoodle F1, Labradoodle F2b mv. F-betegnelserne er generationsbetegnelser; en Labradoodle F1 er første generation krydsning mellem Labrador Retriever og Puddel.

Og hvad kan man så bruge betegnelserne til? Oftest siger de meget om pelstypen, og det kan derfor være relevante at gå op i, hvis man vil være mere sikker på at få en hund, der ikke fælder (bemærk – man kan aldrig være 100% sikker!)

Alfred er en Labradoodle F2b, også kaldet multigen, da begge hans forældre er Labradoodler. Han har glat, lang pels som ikke fælder – det forventes, at han med tiden vil blive mere krøllet og måske få det mere klassiske, krøllede doodle-look, som mange kender ”racen” for.

Hvordan fik jeg øjnene op for en Labradoodle, og hvordan fandt jeg Alfred?

De to spørgsmål har det samme svar; Jeg fik en Labradoodle, fordi jeg mødte Alfred. Jeg er ikke vokset op med hund (eller nogle andre dyr, for den sags skyld) men har længe haft en forkærlighed for større hunde.

Måske fordi større hunde er de eneste, jeg har været tæt på i mit voksne liv. Da jeg fandt mig selv i en ny situation uden et 9-16 job og hverdagens stress og jag, besluttede jeg mig for, at det var nu jeg både havde mulighed for at have en hund og samtidig give en hund et meningsfyldt liv.

Mine krav til en hund

Det er jo ikke kun mig, der får hund – hunden får også mig.
Da beslutningen var taget, så gik jeg på udkig efter en større race med et venligt sind, en race som kan finde sig tilpas i en lejlighed i byen, og en race med en pels, som ikke fælder.

Det er vigtigt at sige her, at disse listede egenskaber ikke var ultimative krav – jeg tror nemlig ikke, at dén hund findes i levende live derude – men det var ønsker og noget, som jeg kunne pejle efter i min søgning på min nye, firbenede ven.

Tag kontakt

Da jeg faldt over et opslag med ni, lyse labradoodle-hvalpe til salg hos privat opdrætter på DBA, var jeg egentlig både skeptisk og nysgerrig. Jeg var en førstegangskøber og hvordan kan man overhovedet være sikker på, om hunden kommer fra et godt sted og ikke en hvalpefabrik i Polen?

Jeg besluttede at tage kontakt, og der gik ikke 10 minutter, før jeg havde Jette i røret. Efter en god snak aftalte vi, at jeg skulle komme ud forbi og møde hvalpene selvsamme eftermiddag. Jeg skulle kun kigge. Da jeg senere samme dag stod i stuen i en villa på Amager og kiggede ned i hvalpegården til mor Freja og de 9, små uldtotter var jeg egentlig solgt.

Opdrættere valgte billeder

Eller rettere sagt, Alfred var solgt. Det var Jette og hendes mand der valgte, at det netop skulle være Alfred, som jeg skulle have i armene, da jeg kom ind i deres stue. I telefonen havde vi snakket om min hverdag, min bolig, mine ønsker og behov, og det gav fuldstændig mening, da Jette fortalte at Alfred var den roligste og mest godmodige i kuldet. Da jeg gik derfra, havde jeg købt en hund.

Bedste råd til andre, der overvejer en Labradoodle

Mød forældre-hundene

Mit bedste tip, til de af jer derude, som gerne vil have en hvalp; mød avler/opdrætter, mød forældrene (altså hundene) og vær ærlig, når I snakker ønsker og behov. Der skal forventningsafstemmes.

Og hvis avler/opdrætter synes, at de har en hvalp, som er jeres match – så er der gode chancer for, at der bliver valgt rigtigt! Jeg var tilmed så heldig, at Alfreds opdrætter som har hans mor og to søstre, kun bor en cykeltur væk – vi ses derfor stadig, og vi mødes hver 1. søndag i måneden til doodle-træf på Amager Strand.

Om hverdagen med en Labradoodle som Alfred

Alfred er god som dagen er lang, han er glad og kærlig, giver krammere og uendelige mængder af kærlighed og opmærksomhed. Han er dog ikke en plysbamse (selvom mange på gaden siger, at det er dét, han ligner), men derimod en temmelig stor hvalp, som kræver meget stimulans, både fysisk og mentalt, og som samtidig skal opdrages og trænes og plejes.

Masser af træning

Som lille hvalp, inden han allerede i en alder af 3 måneder havde passeret de 15 kg, var der ikke et øje tørt, når vi var ude og gå tur. De fleste, også ikke-hunde-elskere, kan ikke stå for en lille, nysgerrig uldtot. Den indstilling ændrede sig dog markant, da den nysgerrige uldtot pludselig vejede 25 kg.

…og endnu mere træning

Så vi træner og træner og øver og øver derfor hver dag, så Alfred forhåbentlig kan lære, at han er nødt til at lære at gå pænt i snor meget hurtigere end mange andre hvalpe – de fleste mennesker bliver hunderæd, når en hund på 25 kg pludselig ihærdigt styrer imod dem, og de kan desværre ikke længere se, at han kun er en hvalp.

Og han ER en hvalp, og han opfører sig hvalpet. Så vi øver. Meget! Lige nu er ”gå pænt i snor” det eneste, som vi øver (ud over kommandoerne sit, dæk og slip), fordi det må betegnes som vigtigere end alt andet. Seje tricks bliver nok aldrig Alfreds stærke side!

Glad for alle

Jeg har til gengæld aldrig mødt noget eller nogen, som Alfred var bange for eller vred på, tvært imod; han VIL hilse på alt og alle – og med hilse, der mener jeg hilse med HELE kroppen. Jeg kalder det for “en ekstra, men kærligt ment, udfordring”.

Sørger vi for at få gået nogle gode ture, hvor han får leget med andre hunde, har jeg en meget velbalanceret og rolig hvalp på turen hjem. Hjemme i lejligheden er han for det meste rolig og lydig, han blev hurtigt renlig og lærte også hurtigt, at han sagtens kan overleve at være alene hjemme i et begrænset tidsrum (6 timer er det maximale, vi endnu har prøvet os med) uden at splitte lejligheden ad.

Gør en labradoodle?

Faktisk er han generelt god til ikke at ødelægge ting, hverken sine egne eller vores, dog gnaver han heftigt i både fodlister og træpaneler. Indtil nu har han ikke afgivet megen lyd – ingen lager fra naboerne – men vi er spændte på at se, hvordan det hele udvikler sig, nu hvor vi står overfor den berygtede teenage-periode.

Labradoodle og pelspleje

Når det kommer til pelspleje er Alfred (og nok også de fleste andre doodles) i en særlig liga for sig selv. Man får nemlig ikke bare en hund, der ikke fælder, uden at der skal være et ”minus” et andet sted – man kan jo ikke få det hele.

Mængden af tid, som jeg investerer i Alfreds pelspleje, er derfor ½-1 time om dagen. Jep, det er meget! Og det er der selvfølgelig flere årsager til; 1. han er langhåret, 2. han fælder SLET ikke og 3. han er hvid.

Det er desværre ikke forfængelighed, at han skal børstes og kartes og redes så meget og ofte, som han skal. Hvis ikke jeg hjælper ham af med den pels, som han ikke selv kan smide, dannes der store klumper af filt (dreadlocks), og det er både uhygiejnisk og meget smertefuldt for huden.

Derfor er det simpelthen nødvendigt, hvis ikke vi skal ende ud i en full-body trim, at jeg dagligt går igennem hele hans pels med en kam, en filtopsprætter og en karte. Han elsker det ikke, men han accepterer efterhånden, at dette er et vilkår i hans liv.

For at slutte af vil jeg sige, at al den energi jeg ligger i at have Alfred ved min side, den får jeg heldigvis 10x retur i form af ubetinget, blød og fluffy kærlighed.