kattens værn

Kattens Værn – lær dem bedre at kende!

Kattens Værn gør et kæmpe arbejde hvert år, ved at hjælpe vildtlevende og hjemløse katte, og det synes vi, fortjener noget opmærksomhed! Derfor fik vi os en snak med Kathrine Marie Gram, som er PR & SoMe Manager ved Kattens Værn. Hun var så venlig at bruge lidt tid på os og svare på et par spørgsmål.


Hvad er Kattens Værn?

Kattens Værn er en dyrevelfærds-organisation, der siden 1933 har arbejdet med og for vildtlevende og hjemløse katte. Med 4 internater fordelt i Brøndby, Slagelse, Aalborg og Billund og med ti kørende katte-inspektører er Kattens Værn landsdækkende. Hvert år hjælper foreningen flere tusind katte til et bedre liv. Flere end 1500 katte får hvert år en ny chance hos en familie, som vælger at adoptere én (eller flere) katte fra et af vore internater.

De fleste borgere i Danmark kender til Kattens Værn. Nogle fordi de selv har søgt hjælp hos foreningen, andre fordi de har stiftet bekendtskab med os via vores internater, hjemmeside, sociale medier, medlemsblad eller inspektørbiler. Sociale Medier hos Kattens Værn er i stor udvikling for tiden, og det stigende antal følgere på foreningens sociale medier vidner om, at folk gerne vil bidrage og støtte op om gode formål. Dette er rigtig glædeligt!

Hvornår kan man indlevere en kat hos Jer? Og tager I imod alle katte?

Er man indehaver af en kat, som man af forskellige årsager ikke længere kan tage sig af, hjælper Kattens Værn naturligvis gerne. Vi har altid plads til hjemløse katte, og katte der er i akut nød. Har man observeret en kat på sin vej, og undrer man sig over hvor den hører til eller om den er ved godt helbred, er man altid velkommen til at kontakte os på tlf. eller mail. Når man kontakter os, vil man blive rådgivet og vejledt af vores uddannede personale, som vurderer individuelt hvad den enkelte kat har brug for.

Alle de katte vi tager imod hos Kattens Værn bliver først undersøgt hos vores tilknyttede dyrlæger, for at sikre at katten er sund og rask i forbindelse med videreformidling til et nyt hjem.

Hvordan foregår adoptionsprocessen af katte hos Jer?

Når man ønsker at adoptere en kat, er man altid velkommen til at kontakte et af vores internater. På Kattens Værns hjemmeside kan man se alle de adoptionsklare katte med billeder og beskrivelser, som er indtastet af vores internats-personale. Kattens Værn har også en rigtig god app, hvor man kan sætte en katte-agent. Den giver direkte besked når en kat, der matcher éns ønsker, bliver klar til et nyt hjem.
Normalt er man velkommen til at komme forbi indenfor vores åbningstider. Grundet de midlertidige Covid-19-restriktioner, skal man nu skrive eller ringe og aftale en tid, og komme ind og møde vores katte og personale. Kontakt os på: tlf. tlf. 38 88 12 00 eller find internatets kontaktoplysninger på vores hjemmeside:
www.kattens-vaern.dk.

Alle katte og killinger koster 1095 kr. og beløbet dækker:

  • Dyrlægeeftersyn
  • Neutralisering (kastrering/sterilisering)
  • Vaccination
  • Øremærkning og chip
  • Registrering i Det Danske Katteregister
  • Behandling for orm og lopper
  • En måneds gratis forsikring hos Dyrekassen Danmark

Hvordan kan alle derhjemme hjælpe Jer?

Hos Kattens Værn danner donationer og frivilligt arbejde hele fundamentet for, at vores forening kan hænge sammen. Medlemmer, arv, sponsorater og støtte fra fonde udgør rammen for de udgifter, der er forbundet med indfangning, behandling, adoption eller genudsætning af landets katte.

Når du støtter Kattens Værn går så meget som muligt af din støtte direkte til kattene. Vores internater og inspektørtjenester udgør tilsammen 70 % af vores samlede udgifter, det er nemlig det direkte arbejde med kattene, der er mest omkostningsfuldt. Hver kat, som får et nyt liv gennem vores internater, koster ca. 2000 kr. når adoptionsudgiften er trukket fra.

På Kattens Værns hjemmeside er det tilgængeligt for alle at få en mere detaljeret beskrivelse af, hvordan pengene bruges og hvordan økonomien ser ud: https://kattens-vaern.dk/hvadgaarpengenetil

Uden donationer ville vi slet ikke kunne hjælpe hverken de tamme eller vilde katte. Vi er derfor meget taknemmelige for de bidrag vi får fra folk, der også ønsker at hjælpe landets katte til et godt liv. Hvis du også har lyst til at hjælpe kattene, så kan du se mere her: https://kattens-vaern.dk/hjaelp-os

3 mærkesager

Hos Kattens Værn har vi 3 mærkesager: Neutralisering, øre- og chipmærkning samt genudsætning. Særligt disse tre er vigtige, fordi vi desværre alt for ofte ser de barske konsekvenser når der har været mangler på disse områder.

Neutralisering

Hver dag har vi at gøre med de katte, der er blevet i overskud fordi ejerkatte ikke er blevet neutraliserede. Ved neutralisering undgår man ustyrligt store katteflokke, som ofte er uønskede der hvor de opholder sig, og det resulterer i indavl og kummerlige leveforhold for dyrene. Det er til tider særligt barskt at håndtere katte, som ikke har fået den omsorg de skulle have haft, fordi de er druknet i mængden så at sige. Vi anbefaler derfor altid, at man får steriliseret eller kastreret sin kat

Når en kat bliver 6-10 måneder gammel, bliver den kønsmoden. Efter neutralisering vil man kunne se en række positive forandringer i kattens adfærd som f.eks. et mere roligt sind. Hankatte vil heller ikke slås i lige så stort omfang, og risikere at blive udsat for smitterisiko som katteaids og katteleukæmi. Katten vil ikke strejfe så langt, og den vil holde op med at urinmarkere i samme omfang m.m. Hos Kattens Værn anbefaler vi i øvrigt, at man aldrig giver sin hunkat p-piller fordi der kan medfølge en lang række alvorlige bivirkninger.

Man kan få neutraliseret sin kat på Kattens Værns Katteklinik i Brøndby. Alle vores behandlingspriser fremgår af vores hjemmeside, hvor man også kan læse mere uddybende om vores anbefalinger.

Hos Kattens Værn har vi 3 mærkesager: Neutralisering, øre- og chipmærkning samt genudsætning. Særligt disse tre er vigtige, fordi vi desværre alt for ofte ser de barske konsekvenser når der har været mangler på disse områder.

Øre- og chipmærkning

Vi får et stort antal tamme katte ind hos os, som er fundet i landets forskellige bolig- og sommerhuskvarterer. Nogle katte kan være sat af med vilje, men en del af disse katte er simpelthen blevet væk hjemmefra af forskellige årsager. Vi har oplevet at genforene ejere og katte, som har været væk fra hinanden i f.eks. 5, 10 og endda 15 år. Når en kat er registreret med en chip og/eller et øremærke, får vi ganske enkelt mulighed for at genforene kattene med de familier, der savner deres kat!
Det bedste du kan gøre, er at kombinere både chip og øremærkning. Et øremærke er synligt, og kan fortælle dens omverden, at den tilhører et hjem. Øremærker kan dog blive så utydelige med tiden, at de kan blive for svære af aflæse. Dette problem afhjælper en chip. Når katten er mærket og registreret i Det Danske Katteregister, er du sikker på, at din kat kan hjælpes hjem til dig igen, hvis uheldet er ude.
Hos Kattens Værn kan du få øremærket og chippet din kat. Her vil du også blive grundigt vejledt om hele processen af vores uddannede personale. Du kan læse meget mere på vores hjemmeside.

Genudsætning af vilde katte

Vores genudsætningsprojekt er et, vi er særligt stolte af. Det er den eneste egentlige løsning, der eksisterer i Danmark for de vilde katte.
Genudsætning dækker over, at en vild kat bliver indfanget, neutraliseret, øremærket, vaccineret og undersøgt af vores dyrlæger, inden den bliver sat tilbage i sit vante område. Vi genudsætter kun katte, hvis en fodervært skriver under på at tage ansvaret for katten resten af kattens liv, og at der foreligger en tilladelse på at katten må opholde sig på den gældende matrikel. Vores katte-inspektører genudsætter hvert år mellem 500 og 700 katte. Det er katte, der selvom de er vilde, har en registreret ejer, og som bliver passet godt på. Gennem neutralisering sikrer vi, at kattene ikke formerer sig. Samtidig hjælper kattene til med at holde mus og rotter væk fra området.

Er der noget, du ville ønske, at katteejerne derude gjorde mere ud af?

Det er vigtigt når man anskaffer sige en kat, at man tilegner sig viden om kattens adfærd og behov. På den måde får man mest glæde af sin kat, og man kan undgå nogle af de adfærdsproblemer vi indimellem ser hos kattene. Vi får f.eks. henvendelser fra ejere med inde-katte, som har en kat der pga. understimulering viser forskellige mistrivselstegn eller adfærdsforstyrrelser. Man kan, ved hjælp af helt basale hjælpemidler, sørge for at katten ikke går og keder sig og bliver destruktiv fordi den mangler noget at tage sig til. Katten skal stimuleres og man kan f.eks. give katten forskellige typer af foderlabyrinter og aktiveringslegetøj, hvor den skal arbejde for sin mad og sine godbidder. På Kattens Værns webshop kan du se et lille udvalg af forskelligt tilbehør til din inde-kat.

I forlængelse af vores 3 mærkesager, hvoraf neutralisering og mærkning er nogle meget vigtige tiltag for at beskytte kattene, er det vigtigt at man sørger for at få sin kat undersøgt hos sin dyrlæge med jævne mellemrum. Når katten bliver syg, vil den typisk trække sig. Kattens generelle sprog og ansigts-mimik er ikke så eksplicit, og derfor kan det være svært at se om katten går og har ondt. Vi ser de hårde konsekvenser når katte har gået for længe med sygdomme, der ikke er blevet behandlet. Så sørg for regelmæssige dyrlægeeftersyn og vaccinationer, så din kat holdes sund og eventuelle sygdomme opdages i tide.

Bedste råd ved adoption

Hvis man har kærlighed at give af, så er dette den allerbedste gave man kan tage med sig, når man adopterer en kat til sit hjem. Katten er et sensitivt væsen, som er rigtig dygtig til at observere sit menneske. Hvis den mærker at blive holdt af, kan du være sikker på at din kat vil kvittere med mange kærlighedserklæringer. Det er også en rigtig god idé at have tålmodighed med sig når den nye kat skal vænne sig til sit nye hjem. Som udgangspunkt skal katten holdes inde i en periode før den kan komme ud, og det kan være en tålmodighedstest, hvis katten skal sammenføres med andre kæledyr i hjemmet. Når katten er helt tryg, kan du sammenføre eller lade den komme ud – katten bestemmer tempoet 🙂
Er du i tvivl om noget, så ring til dit internat og rådfør dig med vores dygtige personale.


Vil du gerne støtte Kattens Værn, kan du læse nærmere her, om hvordan du gør.

Skriv et svar

Cookie-indstillinger