Gå tur med din hund i Aalborg – 5 skønne steder!

Denne artikel er skrevet af Alina // IG: nicu_theicelandicsheepdog

I og omkring Aalborg findes der masser af skønne steder at gå ture. Vi elsker at komme ud og mærke naturen. Kuperet terræn, skov, strand og steder hvor der ikke er for mange andre mennesker er nogle af de ting vi virkelig værdsætter på en god gåtur. Nedenfor vil jeg fortælle om nogle af de forskellige steder vi godt kan lide at tage hen. Man skal ikke ret langt uden for Aalborg for at finde fantastisk natur og skønne grønne områder – de fleste af stederne kræver dog at man har bil.

Golfparken

Universitetsboulevarden / planetstien
9000 Aalborg
(7 km fra centrum)

Hvis man er til en gåtur i grønne områder tæt på midtbyen, så er Golfparken et rigtig godt bud. Der er masser af plads og et rigtig fint stisystem hele vejen rundt. Området er ikke særlig kuperet og stierne er gode. Følger man planet-stien rundt står planeterne på granitsøjler opført i de indbyrdes afstande og størrelser på planterne.

Det er en rigtig fin detalje på turen som ellers byder på både smuk skov med mange forskellige ruter samt store åbne græsarealer. Vi benytter området til at træne med distraheringer kombineret med en skøn gåtur i smuk natur. Der kan godt være en del mennesker men området er så stort og åbent at det ikke er til gene for os.

Golfparken

Østerådalen

Over kæret 11
9000 Aalborg
(4 km fra centrum)

Østerådalen er ligeledes et skønt sted til en længere gåtur tæt på centrum. Her kan turen kombineres med en tur i den indhegnede hundeskov. Østerådalen ligger kun 4 km fra centrum. Dog er der afhængig af hvilket tidspunkt man kommer på temmelig befærdet i forhold til golfparken og generelt møder man mange cykler, løbere og barnevogne.

Østerådalsstien som går gennem området er cirka 6 km lang men der er mulighed for at kombinere eller afkorte ruten flere steder. Stierne er gode og der er ikke særlig kuperet og området byder på både skov, eng, søer og selvfølgelig åen og der er generelt bare virkelig flot. Østerådalen er cirka 100 ha og bliver græsset af forskellige dyr, herunder får og køer, og der er faktisk to hundeskove som skiftevis anvendes mens den anden græsses ned af får.

Østerådalen

Hesteskoen

Rørdalsvej 153-155
9220 Aalborg Øst
(8 km fra centrum)

Hesteskoen er for mange et ukendt sted men det ligger kun 12 minutters kørsel fra centrum af Aalborg og vi elsker at tage en tur ud omkring hesteskoen. Her er en skøn lavvandet strand hvor det er fantastisk at bade for både hunde og mennesker hvis man ligesom Nicu er vild med at få våde poter. Der er en lille skov med bålplads og shelter og to store græsplæner hvor der er masser af plads til at lege.

Der er ingen afmærkede ruter i området men der er mulighed for at gå en kort tur gennem skoven og tilbage langs stranden. Området er ikke specielt stort men det er virkelig et skønt sted at tage hen og man kan sagtens tilbringe et par timer derude. Nicu elsker at lege i det lave vand men kan også lokkes med længere ud og svømme.

Vi plejer at være på stranden så han kan bade og bagefter på græsplænen så han kan tørre inden vi kører hjem. Vi har flere gange haft grill eller andet med derud og man glemmer fuldstændig tiden når man er ved Hesteskoen.

Hesteskoen

Poulstrup Sø / Dall Hede

Gultentorpvej /Poulstrupvej
9000 Aalborg
(11 km fra centrum)

Vi kommer ikke uden om at nævne et af vores absolut yndlingssted: området omkring Poulstrup Sø, som er et naturområde på hele 170 ha. Der er gode stier med specielt afmærkede ruter til både mountainbikes og ridning så man ikke bliver kørt eller redet ned, når man er ude og gå. Den store rute gennem hele området er afmærket til 7 km, men der er flere genveje, så der er masser af mulighed for at afkorte ruten undervejs eller kombinere forskellige ruter.

Vi går næsten aldrig den samme tur, når vi er ved Poulstrup sø og vi har altså virkelig været der mange gange. På den anden side af vejen ligger der en skøn, dog kuperet, indhegnet hundeskov, som vi ofte svinger omkring, når vi alligevel er ude og gå. På ruten findes flere søer, moser, masser af skov samt bakker og det græsses ned af kvæg, der går frit, så dem skal man være forberedt på at møde. Vi har været heldige nok at møde de små kalve, som lige var blevet sat ud og de er bare for søde.

Der ligger en gammel tilgroet kridtgrav, hvor vi plejer at slippe hundene til lidt fri leg halvvejs på ruten og det er bare sådan et smukt sted. Generelt er området kuperet og naturen skøn! Området er ikke overrendt af mennesker og der er så meget plads at selv på de dage hvor der er mange så møder man ikke specielt mange mennesker. Poulstrup Sø er virkelig et besøg værd!

Lundby bakker / Lundby krat

Pollendalen
9260 Gistrup
(10 km fra centrum)

Det, der bedst beskriver Lundby Bakker, er nok det markant kuperede landskab og helt utrolig smuk natur. Området er 38 ha og består af stier, der snor sig gennem terrænet og her skal man have de gode sko frem. Der er mountainbike ruter, som krydser de andre ruter, hvilket altid er en spændende udfordring. Den længste rute er på cirka 7 km, men der er mulighed for at kombinere eller afkorte ruten.

Der ligger en fin indhegnet hundeskov, som vi ofte benytter os af. En tur i Lundby Bakker er virkelig god motion og virkelig flot natur og vi møder næsten hver gang hjorte eller andet vildt – udover de får, som græsser i indhegnede områder, som ligger på ruten. Vi elsker at kombinere en lang gåtur med en tur i hundeskoven og i området ved den gamle bøgeskov ligger der rigtig mange stammer fra væltede træer rundt omkring som Nicu hurtig lærte at hoppe rundt på. Den gamle bøgeskov er virkelig smuk om foråret, når det hele lige er sprunget ud og vi nyder vi alle vores gåture i Lundby Bakker.

Skriv et svar

Cookie-indstillinger