OBS: Denne artikel er skrevet i samarbejde med en Gammel Dansk Hønsehund-ejer. Formålet er at lære om racen i form af erfaringer og oplevelser fra ejere, der har selvsamme race.
Denne artikel skal altså ikke ses som faktabaseret, men derimod som en personlig fortælling fra en Gammel Dansk Hønsehund-ejer.
Navn på race: Gammel Dansk Hønsehund
Temperament: Rolig
Aktivitetskrævende: Aktiv
Nysgerrig: Meget
Pelspleje: Minimum
Mit navn er Amalie og jeg har sammen med min familie verdens bedste Carlo, som er af racen Gammel dansk hønsehund. Til dagligt går jeg på gymnasiet, i 3.g efter sommerferien. Carlo og jeg bor sammen med mine forældre og min lillebror på et nedlagt landbrug nord for Aalborg.
Vi har noget jord i tilknytning til vores ejendom, med store åbne arealer, som er perfekt til en aktiv og energisk hund som Carlo. Vi har som familie et stort behov for at være tæt på, mærke og bruge naturen. Min far er jæger, og i min familie har vi i mange år haft GDH.
Lidt om racen Gammel Dansk Hønsehund
En Gammel Dansk Hønsehund er en flittig jagthund, som arbejder tæt sammen med deres fører. Racen er en stående jagthund, som hjælper jægeren med at spotte et muligt jagtbytte og derefter støde dyret op, så jægeren kan skyde det.
Racen dukkede op i det danske land omkring 1710, da en hundeopkøber krydsede lokale gårdhunde med udenlandske racer. I racens første leveår gik de under navnet ”Bakhunde”, men fik senere navnet Gammel Dansk hønsehund.
Racen er meget samarbejdsvilling, og er tæt knyttet til sin fører. De er især knyttet til deres fører, da det er denne person, som er forudsætningen for deres samarbejde.
Racen er i sig selv meget mild og rolig, og fungerer fint som både aktiv og nysgerrig jagthund, men også rolig og tålmodig familiehund.
Hvordan fik I øjnene op for racen Gammel Dansk Hønsehund?
Jeg er selv opvokset med racen, både i hjemmet men også ved min mormor og morfar. Min mor er også opvokset med racen, så vi var ikke så meget i tvivl, da vi skulle vælge.
Men helt generelt så er racen en hund, som i mange år havde ry for at være langsom, men efter noget indblanding af fransk blod, så går racen nu rigtig hurtig, og kan følge med de fleste engelsk racer. Så dette har for os gjort det endnu mere attraktivt at bruge racen på jagt.
Men vi har også holdt fast i racen, fordi den er så god som familiehund, og er en god følgesvend i alle situationer.
Hvordan fandt du Carlo og hvordan var hele processen ift. at finde avler:
Efter vi havde holdt en pause, begyndte vi så småt at kigge, hvad der var på markedet. Jeg undersøgte ved et tilfælde klubbens hjemmeside en dag, og faldt over en dygtig opdrætter på hvalpelisten. Min far ringede straks til hende, og hun genkendte min far, og skrev os straks på listen.
Da hvalpene kom til verden og vi skulle besøge dem, havde vores opdrætter valgt nogle hanhunde ud, som matchede den hundeprofil, vi havde beskrevet til hende før besøget. Carlos nysgerrighed og udseende tiltræk os. Så vi valgte ham;-)
Hvad er vigtigt at vide om en Gammel Dansk Hønsehund, inden man får sig den?
At det er en aktiv hund, og man skal være forberedt på dette. Så man skal være indforstået med og have lyst og tid til at lave aktiviteter der stimulerer hunden minimum 1 time om dagen.
Racen er generelt også meget kontaktsøgende og søger til dagligt meget accept fra ejer. Så man skal være klar på at give hunden den opmærksomhed og omsorg, den ønsker.
Ikke alle GDH’er er glade for vand. Men med rette træning fra start, så vil hunden kunne blive en god vand apporter. Carlo fik fra helt lille en masse vand træning, og ELSKER vand nu.
Dine bedste råd til andre, der overvejer at få samme race
- Undersøg racen! Følg måske racen på Facebook eller Instagram, og gerne Carols profil gdhcarlo☺.
- Tag afsted til nogle udstillinger/markprøver, for at se racen i sit rette element. Snak med opdrættere.
- Kontakt flere opdrættere og hør om deres opdræt og ”opdragelse” af hvalpene.
- Lyt hvad din opdrætter siger, de vil dig kun det bedste.
- Start til hvalpetræning så hurtig som muligt, men dette gælder jo generelt alle racer.
- Lad hunden udfolde sine instinkter, man behøver ikke gå på jagt, men lad dem prøve sig frem med deres naturlige instinkter.