OBS: Denne artikel er skrevet i samarbejde med en Dogue De Bordeaux-ejer. Formålet er at lære om racen i form af erfaringer og oplevelser fra ejere, der har selvsamme race.
Denne artikel skal altså ikke ses som faktabaseret, men derimod som en personlig fortælling fra en Dogue De Bordeaux-ejer.
Navn på race: Dogue De Bordeaux
Temperament: Samarbejdsvillig
Aktivitetskrævende: Mellem
Nysgerrig: Meget
Pelspleje: Minimum
Jeg hedder Maiken og bor sammen med min kæreste Dan, tilsammen ejer vi Manfred, som er en Dogue De Bordeaux. Vi bor i Århus. Til daglig arbejder jeg med at gøre rent på en skole i Århus og min kæreste er smed og rejsemontør. Vi går op i Manfreds træning, vi går til at lydighedstræning og ringtræning, da vi gerne vil udstille. Udover det kan jeg godt lide at gå til skydning.
Lidt om racen Dogue De Bordeaux
Dogue De Bordeauxen blev brugt som kvægdriver og vagthund på vingårde i området omkring Bordeaux, Frankrig. Racen er ikke særlig udbredt og overlevede med nød og næppe en national krise (Den franske revolution) og to verdenskrige, men fik kraftig reklame, da filmen Turner & Hund, med Tom Hanks, blev udgivet.
Racen stammer fra molossen, som man har sporet tilbage til år 700 f.kr. Førhen har racen været brugt som vagthund og krigshund, den har været brugt i forskellige krige og som en jagthund, der blev brugt til at jagte stort bytte grundet racens størrelse.
Med sin fortid som kamphund er en dogue de bordeaux den fødte vagthund og udfører denne opgave med årvågenhed og betydeligt mod, men uden at være aggressiv. Den er en god ledsager, stærkt knyttet til sin herre og meget hengiven. Den er rolig og behersket og lader sig ikke let ophidse. Hanner har generelt en dominant karakter.
Dogue de bordeauxen har brug for at blive socialiseret, da det er en stor hund, hvorfor en ukontrollerbar/bange DDB bestemt ikke er at foretrække. Især hanhundene kan være meget selvsikre og kan have tendens til at reagere hurtigt på udfordringer fra andre hunde. Det er en race, der kræver nogen hundeerfaring og en meget konsekvent ejer.
Den blide og kærlige kæmpe kræver fast, men ikke hård, opdragelse. DDB’en kan sagtens lære lydighed, spor osv., men det kræver lidt mere tålmodighed end med andre racer.
Gentages den samme kommando for femte gang, vil man kunne opleve hunden se på en, som om den tænker: ”Helt ærligt, jeg har vist dig, at jeg kan fire gange! Hvad er det, du ikke forstår?” Bordeauxen er generelt en dovn race, der ikke kræver meget motion. Dogue de bordeaux er også kendt som “Den blide kæmpe”.
Hvordan fik I øjnene op for racen Dogue De Bordeaux?
Min mor har haft Bordeaux og den vej igennem fik jeg øjnene op for racen. Jeg blev forelsket i racens kvaliteter såsom loyaliteten og hengivenheden, hvor end jeg går, vil Manfred altid være med og uanset, hvor træt han end bliver, vil han altid presse sig længere, bare for min skyld. Så ansvaret for hans velbefindende hviler meget på mig, så der opstår en stor gensidig tillid og respekt for hinanden.
Jeg faldt fuldstændig for, at en så stor hund kan være så blid og have så meget tålmodighed. Stod det til Manfred, så kunne vi godt bare bruge hele dage på slappe af og blive nusset. Med den rigtige socialisering får man, efter min mening, verdens bedste familie hund, og hvis man ikke er så sart med savl (hvilket der godt kan være meget af), så får man den rareste og mest tålmodige familiehund.
Hvordan fandt du Manfred og hvordan var hele processen ift. at finde avler?
Vi stod i en situation, hvor vi lige havde mistet vores tidligere Bordeaux til sygdom (epilepsi) og der var bare så tomt i det lille hjem, så vi blev ret hurtigt enige om, at vi skulle kigge os omkring efter en ny. Da min kæreste, Dan, rejser meget, giver det mig også mere tryghed og selskab at have en hund hos mig. Da jeg også altid har haft hund, så blev der lidt tomt.
Min kæreste havde sat som krav, at han ville have stamtavle på vores næste hund, så vi kunne bruge ham til avl, hvis han havde noget positivt og bidrage til racen og på den måde hjælpe en ikke så udbredt race. Så jeg gik i gang med at google mig rundt og kigge i forskellige grupper på Facebook efter kenneler med DKK stamtavler og hvornår de stod til at få hvalpe.
I en gruppe på facebook faldte jeg over kennelen ASA Bordeaux i nærheden af Køge på Sjælland, og efter en kort samtale med Dorthe fra kennelen, gik turen til Sjælland for at undersøge omgivelserne for hvalpene, da de allerede var født. To ture blev det da også til, da min kæreste (der var i udlandet, da vi mistede tidligere hund, samt under første tur til Sjælland) også skulle møde dem derovre, både fra krav fra avler men også af eget ønske. Tredje tur blev, da vi hentede lille Manfred.
Hvad er vigtigt at vide om en Dogue De Bordeaux, inden man får sig den?
- Det er en blid race, der ikke tåler hård opdragelse, råben og skrigen – men alligevel en konsekvent opdragelse,. Racen kræver meget tålmodighed og at man sætter sig lidt ind i racen før anskaffelse.
- Man skal ikke være helt sart. Racen savler meget, men man lærer hurtigt, hvornår den savler og hvornår den ikke savler. Ved os begynder det efter tredje godbid. Det hjælper også, hvis man lærer dem ikke at tigge.
- Det er en stor hund, der kræver en del træning og tålmodighed de første år. Hunden er doven og kræver ikke meget motion, men skal stimuleres mentalt.
Dine bedste råd til andre, der overvejer at få en Dogue De Bordeaux
Sæt jer ind i racens behov inden anskaffelse. Overvej omgivelserne I vil have den i, da hunden kræver lidt plads.