OBS: Denne artikel er skrevet i samarbejde med en Border Collie-ejer. Formålet er lære om racen i form af erfaringer og oplevelser fra ejere, der har selvsamme race.
Denne artikel skal altså ikke ses som faktabaseret, men derimod som en personlig fortælling fra ejer af en Border Collie. Artiklen er skrevet af: Tina B.
Navn på race: Border Collie
Temperament: Rolig
Aktivitetskrævende: Højt
Nysgerrige: Meget! Elsker at lære
Pelspleje: Moderat
Vi er en familie på 6. Familien består at 2 voksne og 2 børn på 11 og 14 år, samt 2 huskatte på 6 år. I familien er mor opvokset med hund (puddel og terrier) og havde som 19-årige selv en Border collie blanding. Far i familien har aldrig haft hund, men har altid ønsket sig det, det samme har børnene. Vi er en aktiv familie og bruge gerne tid på løb, mbt, paddelboard og vinterbadning. Vi nyder dog også de rolige gåture langs vandet og afslapning i hjemmet. Fascination for hundesport som agility og rally har forinden beslutningen om hund været stor.
Hvordan fik I øjnene op for en Border Collie?
At vælge at blive Border collie ejer var noget af det nemmeste for os. Dog tog det 17 år, før vi kastede os ud i projektet. I familien er den ene voksen opvokset med hund og havde som yngre selv en Border collie blanding. Den anden har aldrig haft hund, men har altid ønsket sig det. Efter at have talt om det i 17 år, kom dagen hvor det passede både i forhold til børn, job og fritid. Vi har altid været enige om, at vi ikke skulle have en hund, der hver dag skulle være alene hjemme i 8 timer.
Valget faldt på Border collien, da dennes temperament, sind, og træningsiver passer til familien. Vi vidste, at racen er en arbejdslinje og derfor er det vigtig, at man imødekommer dette. Vi havde ingen intentioner om at skulle hyrde med vores hund, så det var absolut noget, vi var opmærksomme på, og vidste at vi skulle erstatte med andet meningsfuldt beskæftigelse for vores hund.
Hvordan var processen ift. at finde avlere?
Da beslutningen var truffet, gik der meget tid med at sætte sig ind i, hvem der avlede Border collier og hvilken forskel der kunne være på de forskellige typer opdræt. Der er mange meninger om, hvorvidt en Border Collie fra en hyrdelinje kan blive en tilfreds familie hund og om der er forskel på sindet fra en hyrde- og en udstillingslinje. Der findes både hjemmesider og grupper på Facebook, hvor man kan læse om andres erfaringer med racen, hvilke vi brugte en del tid på forinden beslutningen blev truffet.
Vi skrev og talte med flere opdrættere og vores ide var klar fra start. Vi ønskede en hund, som for det første skulle være familiehund, men også en som kunne deltage i løbe og evt. cykelture. Herudover havde jeg et ønske om en hund, jeg kunne træne med og have det sjovt med til nosework, rally eller agility. Vandreture er også hensigten.
Vi fandt hurtig ud af, at der var mange om buddet, og heldigvis mødte vi også opdrættere, som var ansvarsfulde med deres valg at købere. Vi var enige om at vi ønskede en tæve, da dennes størrelse og temperament passede bedst ind i vores familie.
Vi blev godkendt og skrevet op til at være køber til en hvalp i marts 2020. Desværre viste denne tæve sig ikke at være blevet gravid, hvorfor vores søgende fortsatte. I april blev vi så godkendt ved en ny kennel og blev skrevet op til en tæve. Denne graviditet viste sig også at være mislykket, så endnu engang måtte vi ud at søge.
Tanken var fra starten, at vi ikke ville handle hvalp fra de sociale medier eller f.eks. DBA, men da vi så et opslag om en opdrætter med godkendelse fra DKK, blev vi enige om at prøve. Igen blev vi godkendt og skrevet op. Hvalpene blev født d. 4.juni, og heldigvis kom der 7 små skønne hvalp, hvoraf de 4 var tæver. Hermed var der en hvalp til os.
Da hvalpene var 3 uger, måtte vi møde dem og vores opdrætter for første gang. Det var den bedste oplevelse og følelsen af at møde den rette opdrætter var der fra start. Hun var seriøs og omsorgsfuld. Hvalpene og hendes voksne hunde trives. Sikke en lykke.
Sådan blev Maggie valgt
At vælge hvalp var noget vores avler ikke overlod til køber, da hun satte en ære i at hvalpene kom ud til de rette ejere og derfor blev de også testet forinden, for at se hvad deres egenskaber var. Først ugen inden, vi skulle hente vores hvalp, fik vi af vide, hvilken vi var matchet med. Det var en mærkelig følelse, men heldigvis var der fuld tillid til, at hun havde erfaring til dette match.
Vi hentede Maggie d. 31.juli og vi havde glædet os sådan. I ventetiden og på de mange besøg vi havde ved Kennel Stealing Hearts, havde vores opdrætter forberedt os på, på bedste vis, hvad vi kunne forvente og hvordan vi i hendes øjne bedst forberedte os. Vi har fortsat kontakt til både opdrætter og de andre hvalpekøbere. Det er sjovt at følge deres udvikling. Vi har hvalpetræf i juni, hvor de bliver 1 år.
Glæden var stor og Maggie havde fuld tillid til os, og tog adskillelsen fra sin familie med mod. Hun var en vildbasse og få hjem. Hun elskede at bide i de voksne i familien og at fare rundt i sofaen, hvor hun ellers ikke måtte være. Hun gav den max gas i “ulvetimen”.
Vi havde et bur i stuen, hvor hun fandt ro og hvor hun til at starte med havde brug for at komme ind og slappe af i, når tingene oversteg hendes niveau for aktivitet. Maggie elskede at lege vilde lege og når det blev for vildt, trak hun sig eller begyndte at bide i haser, heldigvis igen kun på de voksende.
Vi havde forberedt vores børn på, at hun nok ville bide en del, men mærkelig nok så bed hun ikke i dem. Hvis jeg havde vidst, hvad jeg ved nu, hvor Maggie snart har fødselsdag, så ville jeg give mig mere tid til at nyde hende, have mindre travlt med at gøre alt hvad der står i bøgerne, og tro på min mavefornemmelse.
Hvalpetræning med en Border Collie
Vi startede hvalpetræning med Maggie, da hun var 11 uger, da vi havde fået af vide, at det var fint at starte tidligt. Her mødte vi en masse søde mennesker og hvalpe, og også en del der havde en holdning til, Border collien som race. Vi fik hurtigt af vide, at det var en af de mest omplaceret hunde og at de fleste Border collier var understimuleret.
Da Maggie begyndte at hyrde, fik vi da også hurtigt af vide, at det jeg nok skulle tænke over, var at finde mere stimuli til hende, for hun var sikkert understimuleret. Vi fortsatte træningen, nogle gange trænede vi kun ro, da Maggie viste tegn på at have for meget at være opmærksom på. Set i bakspejlet, skulle jeg have fundet et andet sted at træne med hende.
Maggie begyndte at hyrde biler, og alt andet med hjul og fart på, da hun var omkring 16 uger. Vi har brugt utrolig meget krudt på at hjælpe hende til at finde roen i at kunne gå ved vejen uden at skulle hyrde.
Hun har et yderste bevaret hyrdeinstinkt, hvilket vi også så, da vi fik lavet instinkt test på hende. Hun var klar fra 1. min. Hun havde en fest med at hyrde fårene og det er absolut en oplevelse var er så taknemmelig for at have med hende. Det er ikke sidste gang.
For os har det hjulpet at give hende en masse gode godbidder, hver gang en bil kører forbi. Vi forsøgte at sætte forbud, men det endte med at vores gåture blev præget af forbud og uden de gode oplevelser, som vi gerne ville give hende. I dag går hun sjældent i hyrd overfor bilerne, hun har tillært sig selv at sætte sig ved min side og få en godbid, hvis det bliver svært.
Vores træning hjemme med en Border Collie
Hjemme er hun rigtig god til at være i ro, når hun fornemmer at der er brug for det. Hun er på ture sjov og med fart på. Hun er lige startet i HPM Dirty Paws løbeklub, hvilke er en skøn oplevelse for både ejer og hund. Vi løber dog kun 0,5 km af turen på 4 km, da jeg ikke vil overbelaste hendes led.
I dag træner vi Nosework for begyndere ved DCH og efter sommerferien kommer hun på fortsætter hold og hermed bliver der plads til, at hun kan opstarte rally træning, hvilke er en fed hundesport med glæde og samarbejde. Vi har fundet vores rette træningssted og vi elsker det.
Vi fik gennem DCH også hjælp til at støtte Maggie i at være i ro, når der er biler og til at tro på, at vi sammen er det bedste match, præcis som vores opdrætter så. Vi elsker at være Border collie ejer, og har hele Maggies liv til at blive kloge på hinanden. Vi er blevet spurgt, hvornår vi regner med at få styr på hende og dertil har vi svaret: om vi får styr på hende, kommer jo an på øjnene der ser, men vi ønsker at få et samarbejde og finde en vej hvorpå vi alle har det godt og trives.
Den største overraskelse ved at blive eje af en Border Collie, er at en del mennesker, som man møder på sin vej, har en mening eller holdning til netop en Border Collie. Jeg kunne næsten lave en blog med alle de ord, vi har fået med på vores vej. En del mennesker tror, at en Border Collie er født som lydighedshund.
Maggies specielle evner
Maggie har en fantastisk evne til at læse mennesker. Hun ved, før vi gør, hvis børnene har haft en dårlig dag. Da mormor i familien fik en blødning på hjernen, var Maggie så rolig omkring hende. Hun elsker alle mennesker og er 100% sikker på, at alle er hendes venner. Det kan både være godt og skidt, men vi er glade for at have sådan en dejlig og glad hund. Maggie er en charmebøf uden lige og har hurtig fundet ud af, hvem der giver ud af deres guf, hvis hun sætter sig pænt ved deres godbidslomme. Hun har nogle mennesker, hvor vi har givet tilladelse til at hun må få godbidder og det er dem hun sætter sig ved.
Det bedste råd jeg kan give er
- Stol på din mavefornemmelse.
- Giv en masse kærlighed.
- Hvis din border collie hyrder – så hjælp den, det går ikke over at sig selv eller med tiden.
- Træn ro fra start af, det er godt givet ud.
- Nyd at du har en border collie, det er en fantastisk race.
- Hvis du oplevet brug for vejledning som hundeejer, er det ingen skam.
- Det er okay at sortere i de velmenende gode råd.