Volpino Italiano – Lær racen at kende!

OBS: Denne artikel er skrevet i samarbejde med en Volpino Italiano-ejer. Formålet er at lære om racen i form af erfaringer og oplevelser fra ejere, der har selvsamme race.

Denne artikel skal altså ikke ses som faktabaseret, men derimod som en personlig fortælling fra en Volpino Italiano-ejer.

Navn på race: Volpino Italiano
Temperament: Social, samarbejdende og glad
Aktivitetskrævende: Mellem
Familievenlig: Knytter sig meget til sin familie og vil gerne være hos dem mest muligt. God til børnefamilier.
Nysgerrig: Meget opmærksom
Pelspleje: Lidt

Lidt om racen Volpino Italiano

Vi er en familie på 4 (5 med Melvin), der bor i Østjylland.
Ronni på 40 år er uddannet industritekniker og arbejder inden for faget. Camilla på 39 år er uddannet i Matas og arbejder med kundeservice.

Sammen har vi Sean på 13 år, der går i 6. klasse og Silas, der bliver 11 år til sommer og går i 4. klasse.
Vi er en familie, der ofte tager på camping og har derfor nemt ved at have vores lille Volpino Italiano Melvin på snart 1,5 år med på ferie.

Vi har ikke haft hund før, så Melvin er vores første. Vi kan derfor ikke sammenligne med andre racer og har ikke erfaring med andre hunde end ham. Da vi bruger meget tid på at campere, har vi valgt en lille race, der er social og glad. Da der er mange mennesker og lyde at forholde sig til på en campingplads, var det vigtigt for os at få en social race.

Hvordan fik I øjnene op for racen Volpino Italiano?

Vi fik øje på racen, da jeg havde mødt en, der havde den skønneste lille hund af den race, så kunne huske navnet på denne.
Vi kiggede på flere racer for at sikre os, vi fik den, der passede bedst til os som børnefamilie, vores aktivitetsniveau og hvad vi kunne tilbyde den.

Vores præferencer

Vi gik efter en lille race, da vi ikke kunne overskue en stor hund i vores lille campingvogn.
Det skulle være en, der ikke var for madglad, så vi ikke skulle passe for meget på dens vægt. Den skulle kunne fungere i en børnefamilie, hvor der er lidt støj i tide og utide, så det måtte ikke være en hund, der var nervøst anlagt. Pelspleje niveauet skulle være mellem og det skulle være en glad race.

Læs op på forskellige racer

Vi kiggede på Dansk kennel klubs side, hvor vi kunne vinge forskellige ting af, så der bliver vist forskellige racer, der passer ind til en.
Der kom der flere racer frem, der kunne passe, hvor Volpino heldigvis passede ind. En anden race vi havde kigget på, havde et helt andet temperament og var ikke velegnet til børnefamilier.
Så det er en god side til at tjekke om den race, man har valgt, passer til, hvad man har at tilbyde og til hvad man har af ønsker.

Gør racen Volpino Italiano?

Vi fik bekræftet, det var den rigtige race for os. Det eneste minus er, at de har tendens til gø. Men ser man bort det, er det i mine øjne den perfekte lille hyggehund. Så meget gøer Melvin heller ikke, så det er ikke noget, man ikke kan leve med.
Han passer perfekt ind i vores familie.

Hvad er vigtigt at vide om en Volpino Italiano, inden man får sig den?

Allergier

Vi havde en del overvejelser, inden vi anskaffede os Melvin.
Da vi har en del allergi i vores familie, har vi afprøvet, hvordan det ville gå med en hund i hjemmet ved at passe for hunde i familien.
Specielt i pollensæsonen, da vi skulle være sikker på, at der ikke var nogen, der reagerede på det pollen, der kunne sidde i pelsen fra hunden.

Forsikringer

Vi kiggede på forsikringer for at være sikre på, at vi kunne blive dækket for eventuelle racebestemte sygdomme og uheld, der kan opstå.
Det kan anbefales at kigge på forskellige forsikringsselskaber og tjekke op på, om de dækker for de sygdomme, der er risici for ved den race, man vælger.

Sørg for, at den passer ind i jeres dagligdag

Tjek godt op på de racer I kigger på og vær sikker på, at I finder en, der passer ind i jeres dagligdag.
Der er flere steder, hvor man får beskrevet racer godt med både aktivitetsniveau, mængde af pelspleje, sociale behov, temperament og om de egnes som vagt, jagt, alarm eller familie hund.

Den rette opdrætter

Når man har fundet frem til hvilken race, der passer ind til det, man har at tilbyde hund med tid, plads osv, så er det vigtigt at kigge godt på opdrættere.

Vi kiggede efter en, der ville give hvalpene en god start på livet, hvor de kommer ud at møde en masse børn, ældre mennesker. Bliver introduceret til forskellige lyde, underlag som græs, grus, sand, asfalt, fliser osv.
Et sted hvor de har mulighed for at bevæge sig rundt i hjemmet og komme ud i skove og andre steder. De blev også sat på korte ture, hvor de fik gå-seler og snore på, så dette ikke var fremmed for dem.

Hvis opdrætteren ikke skriver om hvalpenes forløb på deres side/opslag med salg, skal man spørge ind til det.
Det er også en klar fordel at kunne se moderen til hvalpene. Vi skrev os på en venteliste hos en specifik opdrætter, da forløbet hvalpene får hos hende, indeholder mange vigtige ting for os. Dette gjorde, at vi måtte vente noget tid på at få en hvalp, men til gengæld fik vi den helt rigtige.

Det er meget forskelligt, hvad der følger med hvalpen, når man afhenter. Derfor er det en god ide at høre opdrætter, hvad der følger med.
Hos vores fulgte der en stor hvalpepakke med tæpper, masser af mad, gå sele, hundepas, masser af legetøj og en rigtig fin mappe med info om racen og råd til den første tid med hvalpen.

Der var næsten alt, en lille hvalp skal bruge for at have det godt i sit nye hjem.
Andre følger der mad med til den første uge og ikke andet. Så inden man går i gang med at købe en masse, så tjek op på dette.
Anskaf eventuelt noget foder magen til det hvalpen får hos opdrætter, så den ikke skal forholde sig til maveproblemer midt i tilvænning til de nye omgivelser.

Om racen Volpino Italiano

Temperament

En volpino italiano er en lille energisk og glad race. De er meget selskabelige og meget samarbejdende.
De knytter sig meget til deres familie, men er også glad for at snakke med andre. De er altid klar på leg og kan derfor ikke bruges til vagt eller jagt hund.

Aktiveringen og gøen

Racen har tendens til gøen, derfor er det vigtigt, man ikke fremprovokerer dette.Det er en fordel at have en have eller andet grønt indhegnet område, så de kan have fri leg og løb på. Det er ikke umuligt at have dem i en lejlighed, men det kræver, at man tager dem med i en nærliggende hundeskov eller lignende så de kan få lov at brænde energi af.

Racens oprindelse

Racen stammer fra Italien og er en selskabshund. De bliver ikke særlig store. De er ca. 25-30 cm høje og 4-5 kg. De kan blive op til 16-18 år gamle. Der er findes de officielle farver: Hvid, champagne og rød. Der arbejdes på at få flere sorte, så denne farve kan blive godkendt på sigt. Melvin er en rød volpino, men har “fejl” i form af hans fine små hvide poter (faktisk det vi faldt for ham ud over hans personlighed og klodsethed). Racen er ikke så udbredt i Danmark endnu. Det er derfor vigtigt, at man ikke avler på denne race med andre racer eller blandingsracer.

Test for PPL

Det er vigtigt at vælge en hvalp, der kommer af hunde, der er testet for PPL (Primær linseluksation) for at sikre sig, dette ikke er i generne.
Dette er en meget smertefuld øjensygdom. Hvis begge forældre er testet fri for PPL, kan de ikke videregive denne sygdom til hvalpen.
Vælger man en opdrætter, der ikke tester sine hunde for dette, risikerer man at få en hunde, der får denne sygdom og på sigt kan blive blind.

Pleje

På trods af den fine puffede pels, kræver de ikke meget pelspleje. Vi vasker Melvin efter behov, altså når han har hygget sig i noget vådt jord eller sand, eller hvis hans pels føles fedtet.

Han vaskes i parfumefri hundeshampoo efterfulgt af parfumefri hundebalsam. Kan anbefale en badekåbe til hunde, da den har reduceret hans tørretid markant (han er ikke fan af hårtørrer/føntørrer).

Det er en fordel at gennem-frisere dem en gang om ugen, så der ikke opstår små knuder i pelsen. De kræver dog mere pleje i de perioder hvor de fælder. Racen skal ikke klippes. De har naturligt det udseende og skal kun have klippet det pels, der er mellem poterne.

De skal som alle andre racer have klippet kløer og børstet tænder med en finger-tandbørste eller baby tandbørste (hvis man ikke har en specielt til hunde). De kan have behov for en våd vatrondel omkring øjnene for at fjerne tårer og puds.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger