Ugens Kæledyr – Wilma (Uge 20)

Navn på dig: Maria
Navn på dit kæledyr: Wilma
Kælenavn: Wimse, Wima, Nulle, Biba, Musse, Mussepige
Alder: 3,5 år gammel. Født den 18-10-18
Køn: Tæve
Race: Eurasier
Hvornår fik du hende? Jeg hentede hende den 02-01-19

Er der en speciel betydning bag hendes navn?
Jeg har altid gerne ville have en tæve med et ”menneske-navn”, som samtidig skulle være nemt at udtale/kalde hende til mig – når hun få gange gider at komme, når man kalder på hende 😉

Er der en historie bag, hvorfor du fik hende, hvis ja fortæl?
Jeg er vokset op med hund, så da jeg flyttede i hus, syntes jeg endelig, det var tid til at få min egen hund. Jeg havde dog svært ved at finde ud af hvilken race, det skulle være, da det gerne skulle være en, der passede til mig og mit liv. Jeg spurgte derfor min chef, som er hundetræner, og hun nævnte blandt andet en Eurasier.

Så gik jeg på google, og faldt med det samme for racen! Jeg kontaktede forskellige opdrættere, og kom i kontakt med Mette og Brian fra Viborg, som har de skønneste hunde. Jeg var så på besøg ved dem – også for at møde en voksen Eurasier og lære lidt om racen og hvad de kræver. Efter lidt tid fik jeg en SMS fra Mette, at deres ene tæve ventede hvalpe, og at jeg var kommet på ventelisten. YAY!

Var der en speciel grund til, at det blev netop hende?
Jeg var i Viborg og besøge hvalpene flere gange, og må da også indrømme, at jeg havde min favorit. Mette og Brian gør meget i at vælge den rigtige familie til den rigtige hvalp – hvilket jeg synes er helt fantastisk. Skæbnen ville så, at den hvalp, der passede bedst til mig, også var favoritten – ”Grøn” aka. Wilma.


Hvad slags temperament har hun?
Wilma er lidt en sjov fidus 😊 Hun kan være reserveret overfor nogle mennesker, men så snart de finder godbidder frem, hvis det er de rigtige selvfølgelig, så er hun solgt. Hun passer på mig, når jeg er alene hjemme, og kan godt finde på at gø, hvis der er larm udenfor. Derudover er hun total puttehund, når hun selv gider. Men alt i alt er Wilma en skøn hund, som godt kan lide at blive udfordret lidt og til tider kan udfordre os med hendes stædighed – hvilket bare gør en hverdag med hende endnu sjovere 🙂

Hvad elsker hun?
Wilma elsker at komme nye steder hen at gå – gerne steder hvor hun kan rende frit og hvor der er mus at snuse efter. Derudover har hun nogle faste legekammerater, som hun elsker at lege tag fat med. Hvis det er en ekstra god dag, så har hun fået et stort tyggeben, eller lidt rester fra vores aftensmad.

Hvad er hendes yndlingsmad?
Wilma elsker bare mad generelt 😉 Hun er vild med tørret kød, tyggeben med kylling rundt om/inden i og hundeis. Derudover er en anden favorit snackgulerødder og chips – selvfølgelig i små mængder.

Hvad er hendes bedste sider?
Det må helt klart være hendes gode væsen og hendes tålmodighed. Jeg kan ikke dy mig for at give hende en krammer en gang imellem, selvom jeg ved, hun hader det – så står hun bare lige så pænt og venter på, at jeg bliver færdig.

Hvad laver I, når I hygger allermest?
Når vi hygger allermest, sover vi længe, går en lang tur i en hundeskov, hvor Wilma kan rende løs og slutter dagen af med at ligge på sofaen og slå mave efter at have fortæret et stort tyggeben – det er lige i Wilmas ånd.

Hvor er jeres yndlingssted at gå tur?
Vi går mange forskellige steder, da Wilma godt kan kede sig lidt, hvis der ikke sker noget – men hundeskovene i Hammel, Sjørup Plantage, Horsens, Odder og Randers bliver flittigt besøgt.

Kan hun nogle tricks?
Wilma kan flere forskellige ting, når hun selv gider – sit, dæk, giv pote, high five og ”hvad siger mormor” – her siger jeg ”hvad siger mormor” og så gør hun 😉

Har dit kæledyr nogle uvaner?
Hun hører ikke altid super godt efter, da hun er ret selvstændig. Derudover kan hun godt finde på at være en rigtig tigge-røv og komme MEGET tæt på tallerknerne.

Fortæl en sjov historie om dit kæledyr
Wilma er nogle gange med mig på arbejde, og da jeg arbejder i en butik, hvor vi sælger tilbehør til dyr, er det jo et paradis for hende. En dag, hvor hun var med, kunne jeg ikke finde hende, da jeg skulle til at åbne butikken, så jeg gik og ledte og ledte. Indtil jeg tilfældigt kigger over til en udstilling med hundesenge, hvor Wilma mageligt har lagt sig til rette i en af hundesengene – så måtte den jo med hjem 🙂

Hvad er dit yndlingsminde med dit kæledyr?
Det må helt klart være, da hun skulle med hjem – da jeg hentede hende i Viborg. Hun var stille og rolig og havde intet problem med at hænge i mine arme, indtil vi kom hen til bilen. Her kom hun i hendes transportbur, som havde stået nogle uger ved opdrætter inden, for at hun kunne vende sig til det. Køreturen hjem gik over alt forventning og hun tog de første ”barselsbesøg” i stiv arm – allerede her kom hendes gode væsen og fantastiske tålmodighed frem.

Hvad er det frækkeste dit kæledyr har gjort?
Wilma kan godt finde på at snuppe ting, som ikke er hendes – både herhjemme, men også når hun er med mig på arbejde. Så der forsvinder nogle gange en strømpe, en bamse eller et tyggeben. Udover det laver Wilma ikke rigtig ballade – eller måske hun bare er så sød, at hun slipper afsted med det 😉

Hvem er hendes bedste ven?
Wilma har flere gode venner rundt omkring – Fanta, en fransk bulldog, Martha, en boxer, og en masse Eurasiere i og omkring Randers.

Hvad betyder dit kæledyr for dig?
Wilma er mit lille pelsbarn ❤️ Hun har været der gennem alle de dårlige ting, der er sket de sidste par år, og hun kan altid mærke, når jeg har brug for en at nusse med eller putte op af. Hun har selvfølgelig også været der til de gode oplevelser og taget flytninger og ny kæreste i stiv arm. Nu er de nærmest bedre “venner” end hende og jeg.

Skriv et svar

Cookie-indstillinger