Navn på dig: Maria
Navn på dit kæledyr: Milo
Kælenavn: Milomus, Vapper, Ven, Fister
Alder: Snart 3 år – født 28. juli 2018
Køn: Han
Race: golden retriever
Hvornår fik I ham? Vi hentede ham hos opdrætteren i september 2018, da han var 8 uger gammel
Er der en speciel betydning bag hans navn?
Nej, vi syntes bare, at navnet passede godt til ham. Senere fandt vi ud af, at det også er navnet på en kakaopulver til at lave kakaomælk med fra Nestlé.
Er der en historie bag, hvorfor I fik ham?
Hverken min kæreste eller jeg havde haft hund før, men vi er begge vilde med hunde og ville så gerne have en. Da jeg havde et år tilbage af min uddannelse besluttede vi, at nu skulle det være. Som studerende kunne jeg nemlig selv tilrettelægge meget af min tid, hvilket er en fordel, når man skal lære en hvalp at være alene hjemme mv.
Var der en speciel grund til, at det blev lige netop ham?
Vi fandt vores opdrætter, 2 uger før hvalpene var klar til at komme hjemmefra, og der var kun få ledige hvalpe tilbage i kuldet. Vi forelskede hos lynhurtigt i Milos mor, som har et dejligt og roligt sind – og selvfølgelig alle hvalpene. Heldigvis var Milo ikke afsat, og hans rolige sind mente både vi og opdrætteren, ville passe perfekt til os.
Hvad slags temperament har han?
Han er en glad og relativt rolig hund. Han er meget social og vil gerne hilse på alle, han møder på sin vej.
Hvad elsker han?
Milo er meget madglad! Det er meget sjælendt, han smager noget, han ikke kan lide. Han elsker også at lege med andre hunde eller os to-benede.
Hvad er hans yndlingsmad?
Leverpostej, peanutbutter og frikadeller er noget af det bedste!
Hvad er hans bedste sider?
At han altid er glad og trofast. Og at han trives så godt med andre hunde og mennesker, så han kan komme med os på ture og få en masse oplevelser.
Hvad laver I, når I hygger allermest?
Leger i haven, slapper af på sofaen eller er i skoven med hans hundevenner.
Hvor er jeres yndlingssted at gå tur?
På marken eller i hundeskove, hvor han kan løbe frit.
Kan han nogle tricks?
Ja, han kan give pote, high-five og vinke, spille død, snurre rundt og sit pretty (eller bamse). Vi har også lært han at gå den rigtige vej rundt om lygtepæle mv. på gåturen, så snoren ikke kommer i vejen – det tæller måske ikke som et trick, men det er virkelig praktisk i hverdagen.
Har dit kæledyr nogle uvaner?
Ja, han tygger på pinde!
Fortæl en sjov historie om dit kæledyr
Vi beder indimellem Milo om at bære nogle af vores ting ind i huset, hvis vi fx har været ude at handle. Den anden dag bad jeg ham om at bære en pakke, som kom i et paprør. Da jeg bad ham om at aflevere, ville han hellere lege fangeleg og løb rundt med røret – det syntes han, var ret sjovt.
Hvad er dit yndlingsminde med dit kæledyr?
Det sker stadig indimellem, at han falder i søvn oven på én. Det er altså hyggeligt! Til gengæld kan jeg ikke nænne at rykke mig igen, før han vågner, haha.
Hvad er det frækkeste dit kæledyr har gjort?
Engang fik han en ny sækkestols-agtig hundepude. Han var alene hjemme en times samme aften, hvilket åbenbart havde været kedeligt. Da vi kom hjem, havde han rusket med puden så meget, at der var gået hul på den, så alle de små kugler (EPS-kugler), som er kendt fra sækkestole, var spredt i hele lejligheden. Han så ud til at have haft en fest, haha.
Hvem er hans bedste ven?
Hans bedste ven er en labrador, Tikka, på samme alder. De har kendt hinanden, siden de var hvalpe og leger altid godt sammen.
Hvad betyder dit kæledyr for dig?
Han har lært mig at sætte pris på de små ting i livet og leve mere i nuet.