Navn på dig: Isa Edelbo
Navn på dit kæledyr: Kato og Huxi
Kælenavn: Katten, Katty, Batty, Booty, Batten, Booties & Huxen, Buxi, Buxen, Hux, Bux
Alder: Kato er 2 år, og født 02.06.20 & Huxi er 13 uger og født 28.04.22
Køn: Begge hanhunde
Race: Begge aussier
Hvornår fik du dem? Vi fik Kato 28.07.20 og vi fik Huxi 29.06.22
Er der en speciel betydning bag deres navn?
Kato er opkaldt efter min gamle hunds bror. Huxi var det eneste navn, vi begge kunne lide, som ikke mindede for meget om Kato – vi var hele nettet igennem for at finde det 😂
Er der en historie bag, hvorfor du fik dem, hvis ja fortæl?
Vi fik Kato kort tid efter, min gamle hund blev aflivet. Jeg kunne ikke klare at være i lejligheden uden en hund – det var alt for tomt og trist.
Vi fik Huxi, fordi min kæreste gerne ville have en hund at træne med, og fordi Kato godt kunne bruge lidt selskab herhjemme.
Var der en speciel grund til, at det blev netop dem?
Kato var den absolut roligste hvalp i kuldet, og var derfor helt perfekt for os, som førstegangs Aussie ejere.
Da vi valgte Huxi var det meget vigtigt for os, at han også var forholdsvis rolig af sind, for at han kunne matche Kato bedst muligt, så da vi mødte ham og hans rolige sind, var vi slet ikke i tvivl.
Hvad slags temperament har de?
Kato har generelt et meget roligt sind – og generelt en god tænd/sluk knap. Det er dog ikke altid, den virker, når vi besøger nye mennesker eller nye steder. Huxi er stadig en vildbasse, men han er modsat Kato rigtig god til at sove/slappe af, når vi er ude nye steder (det håber vi fortsætter! 🤞🏼🤞🏼🤞🏼).
Hvad elsker de?
Kato ELSKER at træne og bruge hovedet – han elsker at lære nye tricks og få lov at løbe. Så kan han få lov at lave tricks med fart på, er han godt tilfreds. Huxi elsker højt græs. Hans yndlingsting på vores ture er, når vi kommer op til det høje græs, og han kan få lov til at springe rundt i det.
Hvad er deres yndlingsmad?
Kato elsker de fleste godbidder, men hans favoritmad er helt sikkert leverpostej. Huxi elsker alt mad, men hvis han skulle vælge én ting, er jeg ret sikker på, han ville vælge kaninører!
Hvad er deres bedste sider?
Katos bedste side er, at han er utrolig omsorgsfuld overfor menneskene omkring ham. Huxis bedste side er hans evne til at slappe af i forskellige og uvante omgivelser.
Hvad laver I, når I hygger allermest?
Når vi hygger allermest, er vi ude og opleve naturen. Det kan enten være i form af en gåtur eller træning og skal det være helt optimalt – så begge dele
Hvor er jeres yndlingssted at gå tur?
Det må helt klart være i skoven!!!
Kan de nogle tricks?
Kato kan efterhånden en del. Han kan sit, dæk, stå, blive, vinke, highfive, gi pote, sid pænt, rulle rundt, spille død, være sød (ligge hovedet ned foran sig), bakke væk, diverse targets, diverse slalom (forlæns og nogle baglæns), bakke rundt om mig eller genstand, gå forlæns omkring mig eller genstand, løbe rundt om ting, spille bold med næsen, danse, gå på fødder, bukke og be’.
Der er sikkert et eller andet, jeg har glemt, men det var lige dem, jeg kunne komme i tanke om 😂
Huxi kan sit og dæk. Han har efterhånden en nogenlunde bliv, og så arbejder vi på at give pote 🐾
Har de nogle uvaner?
Kato gør af folk og hunde udenfor lejligheden, når vores vinduer står åbent eller vi sidder på altanen 🤦🏼♀️ Huxi har ikke andet end uvaner endnu 😂
Fortæl en sjov historie om dine kæledyr
Når vi kommer hjem til Kato, får vi ikke kun en logrende hale, men en meget vrikkende bagkrop og et stort smil fra ham. Det ser så skørt ud, at vi altid får et smil på læben over ham ❤️
Huxi forsøgte at spise en plastikpotte til planter. Han stak hovedet ned i den, og bed fast i bunden. Det endte med, at han løb rundt med en potte over hovedet uden at kunne se noget, men slippe bunden af den ville han ikke.
Hvad er dine yndlingsminder med dine kæledyr?
Mit yndlings minde med Kato må være vores tur til Fur for en uges tid siden. Vi har haft lidt udfordringer, efter vi har fået hvalp, og på denne tur var alt tilbage ved det gamle, og vi havde en fantastisk tur.
Mit yndlingsminde med Huxi er vores sommerhus tur kort tid efter vi fik ham – her hyggede vi virkelig, og havde rigtig gode muligheder for at lære hinanden at kende.
Hvad er det frækkeste dine kæledyr har gjort?
Kato har aldrig taget ting fra bordet, men en dag stod der en lækker tallerken med pomfritter og bearnaise, det kunne han ikke stå for – nu har han fået smag for det 🥴
Huxi laver ballade hver dag. Det er umuligt at nævne en ting, som værende det frækkeste 😂
Hvem er deres bedste ven?
Katos bedste ven er schæferhunden Kaila. Kato har det generelt meget svært ved andre hunde, men Kaila har han elsket siden første gang, han så hende ❤️ Huxi har ikke fået et rigtigt forhold til nogen hunde endnu, så hans bedste ven må være Kato, det er dog ikke altid så gengældt 😂
Hvad betyder dine kæledyr for dig?
Kato betyder alt for mig. Han kom ind i mit liv, kort tid efter jeg mistede min gamle hund. Vores forhold var lidt turbulent i starten, men vi har arbejdet så hårdt på at finde hinanden, og det gør, at vi nu kender hinanden rigtig godt og vores forhold er blevet virkelig stærkt. Han er min bedste ven!