ugens kæledyr

Ugens Kæledyr – Holly (Uge 25)

Navn på dig: Josephine
Navn på dit kæledyr: Holly
Kælenavn?
Hollister, Holler, Tut, Hollipop, Hollywood (og mange, mange flere)  
Alder: 6. marts 2021 / 16 uger 
Køn: Tæve / Hunhund 
Race: Siberian Husky 
Hvornår fik i hende? Vi hentede hende i Køge, da hun var 9 uger gammel d. 8 maj 2021. 

Er der en speciel betydning bag hendes navn?
Min yndlingsfilm er Breakfast at Tiffany’s, og jeg har altid elsket hovedkarakteren Holly Golightly. En kvinde med en kæmpe personlighed, ligesom vores Holly-pige. 

Er der en historie bag, hvorfor i fik hende, hvis ja fortæl?
Min kæreste og hans familie har altid dyrket slædehunde-sporten, og han havde derfor et kæmpe ønske om at få en SH, så han kunne bruge den til både canicross og bikejoring.
Selv elsker jeg at være ude i naturen, og drømte om en hund, der gad gå lange ture sammen med mig og nyde naturen året rundt. Først var jeg ikke helt med på idéen om en husky, da jeg havde hørt, at det var en udfordrende hund. Det er dog blevet gjort helt til skamme, og nu kan jeg ikke forestille mig at have nogen anden race. Med en Siberian Husky får man ikke kun en dejlig hund, men man bliver del af en “slædehund familie” – noget jeg har været enormt glad for! 

Var der en speciel grund til, at det blev netop hende?
Fra at vi vidste, at vi ville have en husky, til at vi fandt en opdrætter, som skulle have et kuld, gik der faktisk næsten et år.
Der findes flere “modeller” af huskyen, hvor nogle fremstår mere “sporty” i deres udtryk og andre mere “fluffy”. Ikke at udseendet betød alverden for os, men helst ønskede vi os en af de mere “pelsede” typer.
En gang ved jul sendte min svigerfar da et opslag, hvor en han kendte, havde meldt ud, at der var kuld på vej.
Opdrætteren her er super dygtig, og har en enorm kendskab til huskyer, derfor var der ingen tvivl om, at hende måtte vi få fat i og høre, om der mon var en tæve til os.. og det var der jo heldigvis 🙂

Vi fik først lov til at vælge, hvilken der var vores, da hvalpene var 7 uger gamle, så der var rig mulighed for at lære alle hvalpene at kende. Vores opdrætter gik meget op i, at hvalpene matchede deres ejere så godt som muligt, hvilket gjorde os enormt trygge i valgprocessen.

Dog var min kæreste smask forelsket i hende, allerede fra første gang vi var ovre at besøge hvalpene.
Først havde opdrætteren egentligt sagt, at hun nok selv ville beholde hende, fordi hun aldrig havde haft en rød husky (der var to røde tæver i kuldet), så helt i starten havde jeg egentlig øjne på en anden, indtil at hun så senere fortalte, at hun i stedet ville beholde den anden røde tæve.

I løbet af alle vores besøg var det altid hende, som gerne ville snakke, putte, kysse og ligge ved os – så da hun var blandt de tre hvalpe, vi måtte vælge mellem, var der ingen tvivl; hun var vores Holly. 

Hvad slags temperament har hun?
Hun er simpelthen den sjoveste hund, jeg kender! Hun er så blid og kærlig, men også en ballademager, når man ikke kigger.
Holly har en kæmpe personlighed, og det var også en af grundene til, at vi faldt for hende. Hos opdrætteren jokede de med, at det var hende, som snakkede allermest, og det må man sige, at hun gør!
Vi synes, at det er så hyggeligt med al hendes brummen og snak – det gør samtalerne på morgenturen lidt sjovere 🙂

Hvad elsker hun?
Holly ELSKER (!!) at putte, især med sin far, som er et kæmpe b-menneske. Om morgenen, efter sin gåtur, sætter hun sig fint foran sengen, så jeg kan bære hende op i den, hvor hun så lægger sig ind til sin far. Der kan de godt ligge i lang tid, hvis ikke jeg kommer og vækker dem!

Derudover har vi fået noget af en vandhund. Hun har altid været glad for vand, men her i sommermånederne er det vist ekstra dejligt for hende. Så hendes hundepool i haven bliver brugt flittigt.

Ellers så elsker hun at lege med andre hunde, og bruger mange timer med sin husky-veninde Yellow, som mine svigerforældre har. De er blevet rigtige slyngveninder, og vi ser frem til, at de kan prøve at løbe sammen, når Holly engang er blevet gammel nok til at må trække.

Hvad er hendes yndlingsmad?
Huskyer er jo kendt for at være lidt kræsne, og Holly er ingen undtagelse. Hun spiser kun, når hun selv gider, og det er langt fra alt, som hun gider spise. En klar vinder er dog et råt kyllingelår eller en god omgang hakket oksekød.  

Hvad er hendes bedste sider?
Hendes dejlige sind må være det bedste. Hun er så god og blid en hund (og det siger jeg ikke kun, fordi jeg er hendes mor ;-)), men hun er altid glad for at se nye mennesker, og vil gerne klappes og kramme med alle, hun møder på sin vej. 

Hvad laver i, når i hygger allermest?
Hmm.. Det er svært at vælge.
Vi hygger os enormt meget, når vi bare ligger ude i haven, under æbletræet i skyggen, og slapper af. Der kan man ligge og snuppe sig en lur, mens man nyder fuglekvidren og duften af nyslået græs. 

Ellers hygger vi os også, når vi er ude på vores morgengåtur. Her om sommeren er vi gode til at komme tidligt afsted, så temperaturen er dejlig lav, hvilket giver anledning til smukke solopgange. Nogle gange møder vi da også nogle hjorte, som kan være sjove at kigge på og løbe efter (godt der er snor på hende).

Hvor er jeres yndlings sted at gå tur?
Vi bor lige op af en fantastisk skov, som har så mange forskellige stier, så man nærmest kan tage en ny tur hver dag.

Kan han/hun nogle tricks?
Dét kan hun! Hun er en utrolig klog hund, og kan allerede sit, dæk, pote og rul rundt. Indkald har vi straks lidt sværere ved, men det må være huskyen i hende – hun kommer, når hun gider, og ikke når vi kalder.

Har dit kæledyr nogle uvaner?
Jeg ved ikke, om man kan kalde det en uvane, da det jo er instinktet i hende.. Men hun har en tendens til at gemme sine afgnavede kødben ALLE steder. Helst under mine fine hjemmestrikkede sofapuder. Så når man sidder i sofaen om aftenen, er det ikke unormalt, at man finder en halvspist grisetryne gemt under puden.

Fortæl en sjov historie om dit kæledyr
Jeg synes jo, at Holly er verdens sjoveste hund, fordi hun gør så mange skøre og sjove ting hver dag. En sjov historie må dog være første gang, hun var ude og svømme. Vi gik nede ved stranden, hvor planen var, at min kæreste og jeg bare skulle ud og bade én ad gangen. Vi troede egentligt ikke, hun gad med helt derud, hvor hun ikke kunne bunde, men hun nærmest løb ud i vandet, og begyndte bare at svømme, som havde hun gjort det hele livet.
Hun svømmede lidt ud, så ind igen, som om at hun ikke gad mere, og så snart vi så var gået op på stranden med håndklædet om os, spænede hun tilbage ud i vandet, så vi nærmest blev slæbt efter hende – skøre hund.

Hvad er dit yndlings minde med dit kæledyr?
Mit allerbedste minde er faktisk fra den dag, vi skulle over og hente Holly. Jeg var så spændt på, om hun ville blive ked af det, når vi skulle afsted med hende. Da vi kom derover, var Sanne (opdrætteren) ved at børste hende og gøre hende rigtig fin til afgang. Idét jeg kom ind til hende, hoppede hun nærmest op i mine arme, begyndte at “snakke” og viftede med halen som aldrig før. Det var som om, hun havde ventet lige så meget på at skulle med os hjem, som vi havde ventet på at få hende med.
Dét minde ligger dybt hos mig, og var simpelthen noget af det sødeste, jeg nogensinde har oplevet ❤️

Hvad er det frækkeste dit kæledyr har gjort?
Hmm.. Holly kan jo være lidt af en bandit, og laver mange frække ting. Men! Der var engang, hvor vi lå i sofaen, og jeg havde et glas vand stående på sofabordet. Så ville jeg gå op for at finde en bog, og idet jeg vender mig rundt står Holly på sofabordet med poten oppe i mit vand. Kunne næsten ikke lade være med at grine, bare fordi hun simpelthen havde gjort det så lydløst, og forstod slet ikke, hvad hun havde gjort forkert, haha.

Hvem er hendes bedste ven?
Det må være mine svigerforældres husky, Yellow! Holly ved altid, når vi er i indkørslen ved deres hus, og løber altid hen til Yellow, når hun ser hende. De har så mange fantastiske timer sammen.

Hvad betyder dit kæledyr for dig?
Det lyder nok kliché, men hun betyder jo nærmest alt. Trods at hun bare er en hvalp, og egentligt ikke har været i vores liv så længe, så føles det, som om hun altid har været der. Hun er ikke “bare” en hund i familien, hun er et fuldbyrdet medlem.
Der er kommet så mange små grin og gode stunder, efter hun er flyttet ind hos os <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger