Ugens Kæledyr – Akoya (Uge 14)

Navn på dig: Louise (og Andreas)
Navn på dit kæledyr: Splash Blue Moon (men kaldes Akoya)
Kælenavn: Putte, Prutskid, Bandit, Firser-fruen og Koysen
Alder: 15 måneder – 31/12/2020 Nytårsbarn!
Køn: Tæve
Race: Mellempudel

Hvornår fik I hende?
Vi hentede hende på færgen mellem Danmark og Sverige d. 1. Marts 2021. Det var dengang, grænsen var lukket mellem Sverige og Danmark, så vi måtte tænke alternativt og fandt et smuthul ved at mødes med opdrætter på færgen.

Er der en speciel betydning bag hendes navn?
Ja, lidt. Selvom hun ser sort ud i pelsen nu, så bliver hun faktisk mørkegrå. Denne falmede sorte farve kaldes for “blå” i puddelverdenen og derfor skulle hun have et navn, som havde noget med blå eller grå at gøre. Det blev så til Akoya, opkaldt efter de flotte Akoya-perler.

Er der en historie bag, hvorfor I fik hende, hvis ja fortæl?
Vi skulle oprindeligt have kat, efter min kanin døde i 2019. Men så fandt kæresten (Andreas) pludselig ud af, at han var allergisk. Så må hund jo være det naturlige næste skridt!

Var der en speciel grund til, at det blev netop hende?
Jeg har et familiemedlem, som opdrætter storpudler i Sverige. Det var gennem hende, at vi fik kontakt til en veninde, som havde et kuld lige på trapperne. Da kæresten havde allergi (dog ikke rigtigt for hund), ville en fældefri hund også passe perfekt! Og så er pudlen en utrolig egnet hund til træning, så det passede godt med ønsket om lydighed og agility! Der var to hvalpe at vælge imellem, og vi er helt sikre på, at vi valgte rigtigt.

Hvad elsker hun?
Hun ELSKER at race rundt – gerne med en hunde- eller menneskeven. Det er bare sjældent, at der er nogen, som kan følge med.

Hvad er hendes yndlingsmad?
Hun er ikke særlig madglad, men elsker de fleste godbidder. Helst farmors frikadeller eller de billigste pølser fra Føtex.

Hvad er hendes bedste sider?
Hun er meget klog, og har utroligt meget personlighed. Det giver hende også en rigtig god kommunikationsevne.

Hvad laver I, når I hygger allermest?
Putter i sengen om morgenen. Selvom der var noget med, at ”hunden ikke måtte være i sengen” i starten. Det kom vi dog hurtigt over.

Hvor er jeres yndlingssted at gå tur?
I skoven og helst et sted, hvor man må have hunden løs.

Kan hun nogle tricks?
Ja, en masse forskelligt. Hun kan både spin, zig-zag mellem ben, springe, high-five, hviske i øret, pladsøvelser, op (på/af noget), gå mellem benene, bakke mfl.

Har dit kæledyr nogle uvaner?
Hun er ikke helt god til at styre sin begejstring. Fremmede gæster gør ingenting, men hvis hendes yndlingsmennesker (farmor) kommer på besøg, kan hun ikke styre det.

Fortæl en sjov historie om dit kæledyr:
Når vi engang i mellem overnatter hos min farmor, sover Akoya altid i sengen med farmor, mens jeg sover ovenpå. En morgen hørte jeg Akoya gø og ”snakke” og skyndte mig nedenunder i troen om, at hun gøede ad nogen udenfor eller anden ballade. Det viste sig dog, at hun havde stået og haft en lang diskussion med min farmor om hvorvidt man måtte nippe af potteplanterne! Det var simpelhent så sjovt at se/høre på.

Hvad er dit yndlingsminde med dit kæledyr?
Sommeren 2021 var vi et par uger på campingferie med min side af familien. Dette indebar både tur til Bonbon land, arrangementer på campingpladsen og strandture. Hun klarede bare det hele rigtigt godt og vi vidste, at hun ville udvikle sig til en rigtig dejlig hund.

Hvad er det frækkeste dit kæledyr har gjort?
Hun lagde en lille ”fødselsdagsgave” på gulvet til Andreas’ fødselsdag, ca. 2 uger efter vi fik hende. Det er den eneste gang, hun har gjort det indenfor.

Hvem er hendes bedste ven?
Kovu (mini aussie) der bor overfor eller min lillebror Markus

Hvad betyder dit kæledyr for dig?
Kæledyr har altid været en del af min hverdag, så det var tomt at stå tilbage efter kaninen blev aflivet. Dertil mistede jeg både min gamle familiehund og to heste i det Herrens år 2020. Det har været utroligt givende at have hund igen. Hun giver en grund til at stå op om morgenen, hvor der før i tiden godt kunne gå tre dage, uden man havde behøvet at gå udenfor en dør. Det er et ekstra familiemedlem og en dedikeret hobby (ift. træning og til dels fotografering)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger