Puddel (mellem) – Lær racen at kende!

OBS: Denne artikel er skrevet i samarbejde med en Mellem Puddel-ejer. Formålet er at lære om racen i form af erfaringer og oplevelser fra ejere, der har selvsamme race.

Denne artikel skal altså ikke ses som faktabaseret, men derimod som en personlig fortælling fra en Mellem Puddel-ejer.

Must haves til dig, der overvejer en puddel

Navn på race: Puddel (mellem)
Temperament: Vagtsom
Aktivitetskrævende: Middel
Nysgerrig: Ja! Og lærenem
Pelspleje: Meget

Vi hedder Louise (24 år) og Andreas (25 år) og har snart været sammen i 10 år og købte sidste år vores mellem puddel Akoya. Lige nu studerer jeg (Louise) og mangler et enkelt år på en kandidat i Computer Science. Andreas er nyuddannet folkelærer og arbejder lige nu fuldtid på en friskole for børn med en ekstra høj IQ.

Jeg har haft hund og andre dyr i mange år, men vores hund er Andreas’ første! Vi har en rimelig stereotypisk inddeling af hunde-pligter, så det er mest jeg selv, der går ture, til hundetræning og børster/bader/klipper. Men der er ingen tvivl om, at Akoya er familiens ”baby” og vi tager på mange fællesturer til alverdens natur eller eventyre i byen.

Lidt om racen Mellem Puddel

Pudler findes i fire størrelser iflg. FCI (derunder Dansk Kennel Klub). Disse er toy, dværg, mellem (også kaldet Moyen) og storpudel. Andre steder i verden vil man også kunne støde på en mini/miniature pudel, som svarer til en stor dværg eller lille mellem.

Den eneste forskel på størrelserne er højden og iflg. racestandarden skal hunden se ens ud og have de samme proportioner uanset størrelsen.

Pudlen er en aktiv og høj-energisk hund, men vigtigst af alt, så er de enormt kloge! De blev oprindeligt avlet som vandapporterende jagthunde og dette instinkt ses stadig hos mange pudler, hvoraf nogle også bliver aktivt brugt til jagt. Det diskuteres stadig hvorvidt pudlens stammer fra Tyskland eller Frankrig.

Tommelfingerreglen er, at jo større pudlen er, jo mere aktivering kræver de. En mellem pudel vil derfor, som udgangspunkt, kræve lidt mere end en toy. Dog er mental aktivering det vigtigste. Pudlen er en klog hund og de har brug for at bruge hovedet! Det kan være f.eks. være ved søgeøvelser eller træning.

Som udgangspunkt er pudlen god til at tilpasse sig forskellige livsstile. De kan sagtens trives i lejlighed i byen eller på en stor gård på landet. Så længe de bliver aktiveret tilpas, er det intet problem og de kan også lære at være alene hjemme.

Træning

På træningspladsen er pudlen en stjerne. De kan præstere i næsten alle hundesportsgrene (agility, rally, lydighed, hoopers, jagt mm.) og bliver også flittigt brugt som service eller besøgshunde. De er, som tidligere nævnt, enormt kloge og lære derfor også hurtigt.

De er oftest glade for træning, men i modsætning til f.eks. en border collie, så gider de fleste pudler ikke gentagende øvelser. Man kan altså ikke stå og øve stillingsskift i ti minutter, og regne med at hunden stadig synes det er sjovt.

Dertil er nogle pudler heller ikke madmotiverede. Det betyder blot, at man virkelig skal finde nogle gode godbidder, og ellers er legetøj yderst effektivt!

Pudlen og pelspleje

Pudlen er en af de hunderacer, som næsten alle børn og voksne kan genkende med det samme. Dette stammer langt hen ad vejen fra deres ikoniske barberede ansigt og eventuelt nogle pom pom’er og en stor top på hovedet.

Men klipper man ikke en pudel, vil pelsen vokse og vokse og vokse alle steder, inkl. poter og ansigt, hvor de traditionelt bliver barberede. Men pudlens evigt voksende, krøllede og tykke pels gør, at de kan klippes på mange forskellige måder. Det kan være en hel videnskab af ”skulptere” en pudel, hvis man går op i de forskellige klip.

Det mest kendte klip er et kontinental klip, hvor numsen og benene er nøgne, på nær én pom pom på hvert ben og to pom pom’er over nyrene. Dette klip stammer fra dengang pudlerne blev brugt som jagthunde.

Den tykke krøllede pels holdt hundene varme i det kolde vand, men pelsen bliver tung, når den bliver gennemblødt. Derfor klippede man dem korte på kroppen, men beholdt den lange pels ved organerne og leddene, for stadig at skåne hunden mod det kolde vand.

Efterfølgende er der opstået hundredvis af forskellige klip og variationer af disse. En pudel kan faktisk se ud lige, som det ønskes. Korthåret, langhåret, med/uden pom pom’er, barberede poter og ansigt eller et rigtigt bamseklip.

Lige præcis forskellige bamseklip ses i dag overalt på nettet, hvor specielt pudelblandingerne er blevet vældigt populære. Faktisk ved mange ikke, at pudler kan klippes på samme facon med lang pels i ansigtet og på poterne og så kan det faktisk være svært at kende forskel!

Vi klipper selv vores pudel, men det er da heller ikke blevet lige kønt hver gang. Øvelse gør mester! Akoya har både haft det ene og det andet klip, så når man kigger på gamle billeder, ligner det næsten to forskellige hunde.

Hvordan fik I øjnene op for racen Mellem Puddel?

Da vi i starten snakkede om en hund i fremtiden, var planen ikke en puddel. Det var først efter Andreas opdagede sin allergi for katte (og muligvis hunde i fremtiden), at vi begyndte at kigge på puddel. Jeg ville gerne have en arbejdsom hund til træning og Andreas ville gerne have en hund, som var større end diverse små selskabshunde.

Mine bedsteforældre havde storpudel i 70’erne og vi hører stadig i dag om, hvor dejlig en hund det var. Derudover har vi et familiemedlem i Sverige, som opdrætter storpudler. Derfor blev vi lidt skubbet lidt i den retning, og vi begyndte at researche racens temperament.

Det krævede dog lidt overtalelse af Andreas, da pudlen desværre har et ry for at være en hund for piger eller gamle damer. Men en pudel er hverken hysterisk eller til pynt, men derimod enormt gode ”allround hunde”. Derudover er de gode førstegangshunde, da de er forholdsvis nemme at træne.

Hvordan fandt du Akoya og hvordan var hele processen ift. at finde avler og sådan

Oprindeligt ville vi købe en voksen hund, men der er faktisk ikke særligt mange omplaceringspudler. Dette vil jeg tro til dels skyldes de ansvarlige opdrættere, som sørger for at finde ansvarlige hjem til deres hvalpe og derudover gerne står klar til at tage hunden tilbage, hvis der skulle opstå noget, og derefter selv finde hjem til dem.

Da vi havde besluttet os for at kigge efter hvalp i stedet, begyndte hele processen med at skrive til de forskellige opdrættere. Her brugte vi pudelklubbens opdrætterliste. Da vi skulle have hvalp, var der rimelig stor efterspørgsel, så ventelisterne var lange. Dog havde vi heller ikke planer om at få hvalp lige med det samme.

Vi var så heldige, at hende vi kender i Sverige med storpudler, havde en veninde, som snart fik et kuld mellempudler. Hun havde umiddelbart ikke nogen venteliste, og vi kom nok også lidt ind fra siden. Det var lidt pludseligt, da det ikke var meningen, at vi skulle have hund lige nu, men vi tog imod tilbuddet, da det egentligt passede fint ind.

Nytårsaften kom hvalpene så, og vi var helt solgt. Vi havde ønsket en tæve, men havde ikke noget imod en hanhund. Dog var der to tæver for os at vælge mellem, som opdrætter mente kunne være et godt match for os!

Vi havde ikke besøgt hvalpene, da grænserne til Sverige pludseligt lukkede og vores planer om en masse besøg røg i vasken. Det blev også lidt for spændende, da vi skulle hente Akoya, men vi endte med at kunne mødes på færgen, hvor ingen af os behøvede at gå i land.

Det var selvfølgelig fuldt lovligt, men vi følte os lidt som nogle hvalpesmuglere! Det gik så fint, og på færgen kom også en anden hvalpekøber, som skulle have Akoyas bror med hjem. Det er en god historie i dag, men nøj hvor vi tænkte hårdt for at finde en vej udenom de strikse Corona regler (uden at tage chancen med at bryde loven)

Hvad er vigtigt at vide om en Mellem Puddel, inden man får sig den?

Det er en meget klog race og kræver måske lidt mere mental stimulation end nogle andre racer. Det behøver ikke være enormt omstændigt hver dag, men det er ikke en hund, som kan nøjes med blive lukket ud i haven for at tisse og så ligge i sofaen resten af dagen.

Pudler er også hypoallergene. Dette betyder, at de kan være mindre allergifremkaldende end andre hunde, men de er bestemt ikke 100% allergivenlige. Allergener sidder ikke kun i pelsen, men også i f.eks. hudceller og spyt.

Pudler er heller ikke fældeFRI, men de fælder markant mindre og de fleste af deres løse hår sætter sig i resten af pelsen i stedet for at falde på gulvet eller sætte sig i luften. Derfor vil der også stadig være hår i børsten, når man har børstet dem, ligesom med os mennesker.

Dertil skal man overveje pelsplejen. Man skal beslutte om man vil klippe selv eller sende dem til hundefrisør hver 3. mdr. Hundefrisør kan blive en dyr udgift, som man skal have i budgettet, og ellers er der også mange der klipper selv.

Det er også vigtigt at man vender sin hvalp til hele processen ved klipning og børstning. En god opdrætter vil allerede have klippet og badet hvalpen flere gange, inden de fylder 8 uger og dette skal man holde ved lige derhjemme eller sende dem til hundefrisør så tidligt som muligt.

Dine bedste råd til andre, der overvejer at få samme race

Klip dem selv, hvis muligt! Vores klippeudstyr havde tjent sig selv hjem efter to klipninger og så er det hyggeligt samvær med sin hund. Pudelklubben afholder også klippekurser flere gange årligt, hvor man kan få gode tips og tricks.

Gå til træning! Hvalpetræning er meget givende, også for erfarende hundeejere. Derefter kan man vælge lige den type træning, der falder i en interesse. Det giver så meget til forholdet mellem hund og ejer og pudler er enormt.

Besøg opdrætter og se forældrene. Vi kunne desværre ikke besøge Akoya inden vi fik hende, men dette var ikke planen oprindeligt og vi tog kun imod hende, fordi vi kender opdrætter personligt.

Og til sidst, så er det som med alle andre hunderacer min anbefaling, at man får en hund med stamtavle (gerne fra DKK). Stamtavlen er ikke kun til udstillingshunde, det er også et bevis på hundens aner. Det er blandt andet ift. Indavlskoefficient, sundhed og så bliver der oftest stillet nogle krav til opdrætterne, som ikke er lovligpligtige såsom sundhedstest.

Med en stamtavle er man også sikker på, at hunden er raceren. Hvis man har købt en pudel på baggrund af allergi i familien, så ville det være ærgerligt at købe en hund uden stamtavle (eller blanding) for at finde ud af, at hunden ikke er allergivenlig alligevel.

Skriv et svar

Cookie-indstillinger