ugens kæledyr

Ugens Kæledyr – Qosqo (Uge 7)

Navn på dig: Tabatha Emilia de Araujo Costantini & Morten Neigaard Noring
Navn på dit kæledyr: Qosqo Tupac Xossi Neigaard Noring de Araujo Costantini. Hans kennelnavn er Arachuns Mitsuko
Kælenavn: Quller, Parqoursqo, Qoolio, Cuz/Quz (som forkortelse for cousin), Q Q, Quesqo (fordi han elsker ost), Lille Ven, Qookie Monster, Primadonnaen, Don Juan. Det bedste er, når vores venner kommer til at kalde ham Qussi
Alder: Født d. 2. Juni 2020 og er 8 måneder
Race: Eurasier
Køn: Han
Hvornår fik I ham? Vi hentede Qoolio d. 1. august 2020

Er der en speciel betydning bag hans navn?
Vi besluttede os for at kalde ham Qosqo, 3 dage før vi hentede ham, efter i flere år at have debatteret navne forgæves. Vi ville have et navn, vi begge følte en tilknytning til. Jeg foreslog Qosqo, som er navnet på Inkaernes gamle hovedstad (Internationalt nok mere kendt som Cusco), og en af de smukkeste byer vi besøgte, da vi rejste Sydamerika rundt i 2013.

Så vidt jeg ved, betyder Qosqo “Verdens Navle” på Quechua. Vi valgte det navn, fordi han selvfølgelig nu er centrum for vores verden, men også fordi Qosqo er en fantastisk præcolumbiansk by, som har overlevet både kolonisering og voldsomme jordskælv. Inkaerne er kendte for deres byggeteknik, hvor hver sten er så perfekt tilpasset de andre, at strukturerne bliver enormt stærke. Det er grunden til, at Inkaernes bygningsværker har overlevet jordskælv, som har jævnet europæisk arkitektur med jorden.

Var der en speciel grund til, at det blev netop ham?
Vi har altid været enige om, at vi gerne ville have en hund. Dog havde vi ikke ret meget tid, da vi var yngre, og vi kunne heller ikke blive enige om racen. For 2 år siden besluttede jeg (Tabatha) mig for, at jeg ville have en hund, når jeg blev 30. Det faldt så også sammen med pandemien, hvilket gav os den tid, som vi havde behov for, for at føle os klar til at varetage den opgave som det er, at opdrage en hvalp.

Jeg havde læst om eurasiere og mødt et par. Jeg vidste, at deres temperament ville gå godt i spænd med vores. Og selvfølgelig er det svært ikke at bemærke deres udseende, som er både bjørneagtigt og ulveagtigt på samme tid. Da først vi havde bestemt os for racen, kontaktede jeg en række kenneler i et naivt håb om at få en hvalp allerede samme år. Den første kennel jeg kontaktede gjorde dog klart for mig, at jeg skulle regne med at stå på venteliste i et til halvandet år for at få en hvalp. Men på nærmest mirakuløs vis, kom jeg et par dage efter i kontakt med en anden kennel, som fortalte, at der faktisk var en reel chance for at få en hvalp, hvis vi ville have en han. To måneder senere blev et kuld med 7 hanner født, og en af dem var vores.

Da vi skulle besøge hvalpene, var det Qosqo med det grønne halsbånd, der først viste interesse for at lege med os. Han var livlig, men samtidig virkede han også rolig af natur. Så udover at være kennelmors favorit, blev han også vores. Det var kennelmor, som tog den endelige beslutning og hun mente også, at han var den rigtige for os. Vi var så heldige kun at vente i 4 måneder, fra vi kontaktede kennelen, til vi fik Qosqo.

Hvad slags temperament har han?
Han er energisk, livlig, og samarbejdsvillig. Han elsker at træne og er meget nysgerrig. Han er ikke bange for nye udfordringer og springer/klatrer gerne op på træstammer (parqoursqo ), sten og lignende, når vi går tur. Han er intelligent, men begynder også at kede sig hurtigt, hvis det bliver for ensformigt. Han er også ret selvstændig, nærmest katteagtig til tider, og er ikke interesseret i alle mennesker. Langt størstedelen af fremmede som forsøger at klappe ham, får den kolde skulder. Hans stædighed og katteagtige selvstændighed har givet ham øgenavnet Primadonnaen.

Hvad elsker han?
Qosqo elsker ost, pivedyr, at blive kløet på maven og at løbe frit i naturen.

Hvad er hans yndlingsmad?
Ost, gerne af den bløde, lugtende slags, og hvad end Morten vil dele fra sin tallerken.

Hvad er hans bedste sider?
Hans højre, høhø! Ej, det må være hans nysgerrighed, hengivenhed og lyst til at samarbejde.

Hvad laver i, når i hygger allermest?
Vi tager bilen ud af byen og ud i den danske natur.

Hvor er jeres yndlings sted at gå tur?
Vi elsker Amager Fælled. Der er smukt, vildt, og det ligger tæt på, hvor vi bor. Vi elsker også at gå på stranden og i skoven oppe ved sommerhuset ved landerslev strand.

Kan han nogle tricks?
Qosqo elsker at træne, så vi prøver løbende at udfordre ham med nye tricks. Hans yndlings tricks inkluderer “elefant” (forpoterne på en balje, mens han går rundt om sig selv i en cirkel), “træ” (han løber hen til nærmeste træ og sætter forpoterne på det), “bakke”, “buk”, “grib”, “orbit” og “tibro” (baglæns orbit). Vi er lige begyndt at øve “elefant” men med bagbenene på baljen – vi kalder den “giraf”.

Har dit kæledyr nogle uvaner?
Lige nu er han godt i gang med puberteten og han er begyndt at humpe alle hunde, der vil lade ham komme tæt nok på. Han kan være ret besidderisk overfor vandskåle, også selvom de ikke er hans. Han har også en sjov vane med at brokke sig højlydt, hvis han synes, at han fortjener vores mad… Samtidig med at han nægter at spise sin egen.

Fortæl en sjov historie om dit kæledyr
Der var en morgen, hvor Tabatha skulle tidligt på arbejde og Morten sov. Qosqo virkede trist over, at Tabatha skulle gå, så Tabatha sagde “Hvor er Morten? Gå over til Morten!”. Qosqo gik op i sengen og satte sig på Mortens hoved.

Hvad er dit yndlings minde med dit kæledyr?
Det må være, da han var helt lille – 8-11 uger, og vi var nede for at lufte ham tidligt om morgenen. Der lå en gammel, flad fodbold i gården, og Qosqo var vild med den. Når vi sparkede til den, løb han efter den, så hurtigt han kunne. Men han kunne ikke finde ud af at stoppe den, så det endte som regel med, at han trillede hen over den. Vi var flade af grin.

Hvad er det frækkeste dit kæledyr har gjort?
I starten af december fik vi nyt modem, men kort efter holdte det op med at fungere og vi kunne ikke fikse det. Vi ringede til selskabet for at få en professionel til at kigge på det. Han kunne så konkludere at Qosqo havde gnavet i ledningen.

Hvem er hans bedste ven?
Qosqos bedste venner er nok hans kuldbror Chino og Helmi, en jævnaldrende finsk lapphund.

Hvad betyder dit kæledyr for dig?
Det har været en kæmpe omvæltning, men det har været en positiv forandring. Vi står tidligere op om morgenen, vi kommer meget mere ud i naturen, og vi fjoller måske også mere, fordi vi leger med ham. Især det har fået os til at sænke tempoet i hverdagen, fordi Qosqo nu er vores førsteprioritet.

Tabatha mistede en ven samme uge, som vi fik Qosqo, og der gjorde det en kæmpe forskel at have ham. For Morten, som arbejder i Frederiksberg Centeret og derfor ikke har været på arbejde siden december, har det at have hans selskab hjulpet med at holde struktur på hverdagen og ikke føle sig ensom. Qosqo har desuden en fantastisk evne til at forstyrre en, hvis han synes man stirrer for meget på sin mobil eller taler til skærmen. Han begynder at gø og opfordrer en til at lege, som om han vil sige “Hallo, du er kedelig! Leg med mig.” Den evne sætter vi stor pris på.
Han spreder glæde, næsten uanset hvad han gør. Vi elsker ham overalt på jorden og kan sagtens få tiden til at gå med bare at observere vores sovende pelsklump.

Skriv et svar

Cookie-indstillinger