Ugens Kæledyr – Melvin (Uge 9)

Navn på dig: Camilla
Navn på dit kæledyr: Melvin (Anuka’s Joyful Sir Percival)
Kælenavn: Melle, Melle-Belle, Mellemus og mange flere.
Alder: Næsten 5 måneder. Han er fra d. 14/10/2022.
Køn: Han
Race: Cavalier King Charles Spaniel
Hvornår fik I ham? Jeg hentede ham d. 09/12/2022. Det var kæmpe stort og meget længe ventet!

Er der en speciel betydning bag hans navn?
Jeg, min mand og vores to døtre stemte om navnet. Der var rigtig mange gode navne i spil, men Melvin var min favorit. 😉

Er der en historie bag, hvorfor I fik ham, hvis ja fortæl?
Vi mistede vores gamle hund på 10 år i august 2022. Det var en dejlig Shiba Inu, som min mand allerede havde, da jeg mødte ham. Huset blev meget tomt herefter, og vi blev hurtigt enige om, at vi havde brug for et nyt familiemedlem. Jeg har drømt om at få en Cavalier, lige så længe jeg kan huske. Derfor var det en stor drøm der gik i opfyldelse, da min mand gik med til, at det var den race vi skulle have.

Var der en speciel grund til, at det blev netop ham?
Der var to hvalpe i kuldet, og først tænkte vi, at det skulle være den anden hvalp. Da vi kom på besøg, puttede Melvin sig ind til os med det samme, og smeltede os fuldstændig. Han var rendyrket kærlighed, og så var vi ikke længere i tvivl.

Hvad slags temperament har han?
Melvin er meget kærlig overfor alle mennesker og dyr. Han logrer altid, og er glad. Han er en rigtig hyggefis, som hellere end gerne tager en lur på sofaen sammen med os. Generelt vil han rigtig gerne være, hvor vi er. Han er samtidig meget legesyg, og kan være en lille bandit. Meget typisk Cavalier bilder jeg mig ind. 😊

Hvad elsker han?
Han elsker at lege med andre hunde, og derfor gør jeg meget ud af at socialisere ham. Han går fx til hvalpetræning og jeg er ofte i hvalpelegestue eller i hundeskov med ham. Han elsker at få opmærksomhed, og han piver, hvis nogen går forbi ham uden at hilse på ham.

Hvad er hans yndlingsmad?
Melvin elsker alt mad, lige fra hans tørfoder til godbidder og vådfoder.

Hvad er hans bedste sider?
Hans evigt gode humør og kærlige sind. Det fås ikke bedre!

Hvad laver I, når I hygger allermest?
Tager på tur i skoven, eller leger hjemme i haven. Vi hygger os altid når vi er sammen.

Hvor er jeres yndlingssted at gå tur?
I skoven eller på stranden. På hans sædvanlige tur, håber han altid at naboens hund er ude, så de kan hilse på hinanden. Han er svær at få med videre, hvis det ikke er tilfældet.

Kan han nogle tricks?
Han kan sit og dæk. Derudover er han en ekspert i, at få strømper til at forsvinde.

Har dit kæledyr nogle uvaner?
Han har en svaghed for sko – især klip klapper! Han gør det især, hvis han ikke synes, at han får nok opmærksomhed.

Fortæl en sjov historie om dit kæledyr:
Når jeg er i dyreforretninger med ham, så skal jeg virkelig være opmærksom på ham. Jeg har nemlig flere gange oplevet, at han snupper godbidder/tyggestænger i hvalpe højde. Han går stolt igennem forretningen med sit ”bytte” i munden. Når det er betalt, er det selvfølgelig ikke spændende længere.

Hvad er dit yndlingsminde med dit kæledyr?
Hele oplevelsen i at vælge race, opdrætter og hund var første gang for mit vedkommende, så det gjorde hele forløbet ekstra specielt. Derfor var det helt fantastisk endelig at få lov til at hente ham. ❤

Hvad er det frækkeste dit kæledyr har gjort?
Han har altid været vild med strømper. I starten kunne han sagtens finde på at snuppe dem, selvom vi havde dem på. Nu tager han dem kun, hvis han går i vasketøjskurven. Han kan også have meget svært ved at modstå fristelsen til at bide, hvis vores kat ligger og vifter med halen.

Hvem er hans bedste ven?
Det er sjovt nok vores kat. Selvom de kan være stride ved hinanden, så ligger de sammen hver aften og vasker hinanden. Sådan er det vel at være søskende? 😊

Hvad betyder dit kæledyr for dig?
Jeg føler, at Melvin har fuldendt vores familie. Han giver så meget glæde hver dag, og han er der med det samme, at han kan mærke, at jeg/vi har brug for ham. Jeg sætter så stor pris på vores ture, og det tætte bånd vi har fået på så kort tid.

Melvins Favoritter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger