Sheltertur med hund? Mette hjælper dig på vej!

Vores kæledyr spiller på hver sin måde en rolle i vores liv og Thor løber nok uden tvivl med hovedrollen i mit, ligesom jeg gør i hans. En ting vi begge nyder særlig meget, er shelterture! Og det er til trods for, at vinteren er over os. Ud over min egen interesse i outdoor, synes jeg, at det er en fantastisk måde at imødekomme sin hunds behov på. Yderligere er man er i hinandens selskab på en helt anden måde, end man nogensinde opnår derhjemme i hverdagen.

Hvem er vi?

Jeg, Mette, er 30 år gammel og er i øjeblikket ved at uddanne mig som veterinærsygeplejerske. Thor aka. Kongen er en Border Terrier på 9 år og 9 kilo, som mener, at han passer helt perfekt ned i min sovepose. De sidste par år har interessen for outdoor livet sat sig godt fast på mig og det er ikke gået Thors næse forbi. Få gange har jeg forsøgt at tage af sted uden ham, men så snart han ser tasken, begynder dramaet. For selvom at man er ved at være en ældre herre, foretrækker man alligevel soveposen frem for sofaen.

Hunden som element

Thor er et meget vigtigt element på vores mange eventyr og ikke kun for mig, men også for dem vi har med på tur. Skuffelsen kan være meget stor, hvis jeg en sjælden gang dukker op uden ham. Han er en utrolig social hund, der har et stort behov, for at følge med i alt hvad der foregår omkring ham. Han ved også, at husreglerne ude under åben himmel er helt anderledes end derhjemme, så han holder sig ikke tilbage. Han er den, der fortæller alle, hvornår det er spisetid og kan han komme til det, sidder han også gerne med til bords.

Omkring bålet finder man ham altid meget magelig på en eller andens skød, ofte svøbt i et tæppe! Men følger dog alligevel trofast med hver gang, man skal ud i mørket for træde af på naturens vegne. Skulle der dukke uventede gæster op, er han heller ikke bleg for at fortælle dem og os, hvem der er boss i lejeren. Det har vi faktisk flere gange været glade for. Favoritopgaven af dem alle er dog at uddele morgensnuggles og morgenkys ud til alle, der ønsker det. Så selvom at det ikke altid er det sjoveste af stå op, bliver man altid glad for at få en morgenhilsen fra Thor.

En vinterdag i shelter

Her i de kolde måneder er det hele selvfølgelig på nogle lidt andre vilkår end om sommeren og vi bruger ikke nær så lang tid udendørs, som vi ellers ville gøre. Typisk pakker vi bilen om eftermiddagen, køber aftensmaden med på vejen og kører ud til et nærliggende shelter lige udenfor byen.

På de koldeste dage hopper vi stort set i poserne med det samme og Thor kender udmærket godt rutinen. Han finder nemlig selv vejen ned i soveposen, hvis jeg ikke er hurtig nok. Aftenen bruger vi så her i den lune pose, hvor vi sætter tempoet helt ned og hygger os med medbragte snacks, varm kakao og spil. Er vi rigtig heldige (og det er man jo i Danmark), så får man lov til at lytte til regnen, imens man falder i søvn. Jeg drømmer stadig om at vågne op til at se sneen dale, men det har vi heldigvis til gode endnu.

“Thor løber nok uden tvivl med hovedrollen i mit (liv), ligesom jeg gør i hans. 

Gode råd

Ingen regler på tur

Mit første og nok bedste råd til dig der overvejer en tur i shelter med din bedste ven, er; ikke at gøre det mere kompliceret end højst nødvendigt. Når vi er afsted, findes der ingen regler. Vi spiser snacks til aftensmad og gifler til morgenmad, hvis det er det, vi har lyst til. Det handler mest af alt om hyggen for os alle – hund inkluderet.

Hvordan sover I bedst?

Der er selvfølgelig ikke alle hunde, der kan eller vil være nede i en sovepose ligesom Thor. Skal jeg være helt ærlig, så sover du også selv bedre, hvis du ikke skal dele den sparsomme plads. Når det kommer til sove-arrangementet, handler det selvfølgelig også om, hvilken hund man har og hvordan den gør sig i nye omgivelser. Store hunde med en god tæt underuld holder langt bedre på varmen, end en lille hund med eksempelvis kort pels.

Til de kuldskære findes efterhånden mange hundesoveposer og er man lidt kreativ, kan man også bruge en gammel dynejakke til det formål.
Til de lidt mere hårdfør, vil et godt tæppe med velkendt duft kunne gøre arbejdet.

Ingen må gå våde i seng!

For alle, uanset race og antal ben gælder det dog, at ingen må gå våde i seng. Det er derfor vigtigt at have et håndklæde med, sådan at hvis det regner, kan man få tørret pels og poter inden sengetid og bevare den optimale isoleringseffekt. I den forbindelse er det egentlig også meget rart, ikke at få snasket alt udstyret til af en våd hund – eller i mit tilfælde at lægge i ske med en.

Men nu er der jo heller ingen, der siger, at man skal tage hul på shelterlivet i vintersæsonen. Det er helt sikkert ikke for alle 2- og 4-benede. Jeg vil foreslå, at man venter til nattetemperaturen når op omkring de 10 grader, så man ikke skal bekymre sig for meget om vinterudstyr og kolde snuder.

Hvad det virkelig handler om

I starten troede jeg, at det handlede om letvægtsudstyr og antal kilometer i benene. Men sådan behøver det jo slet ikke at være. For mig eller rettere os, handler det mere om at tilbringe sin tid i godt selskab ude i den friske luft. Det i sig selv er også rigtig god stimulering for din hund.

Vi har oftere sovet på de billige tykke skummadrasser fra jysk, end vi har sovet på mit dyre letvægtsunderlag. Skulle i dog være på udkig efter et liggeunderlag, som fylder væsentligt mindre end en foldemadras og kan holde til et par hundepoter, vil jeg gå efter de selvoppustelige skumunderlag med ekstra tykkelse. Det er stadig langt fra letvægt, men man er ikke gået på kompromis med komforten og de holder også til hundepoter (alt med måde selvfølgelig).

Ellers er pakkelisten til at have sin hund med på tur ikke særlig lang. For at danne et lille overblik over, hvad Thor fylder i rygsækken kan i læse hans pakkeliste her:

Thor’s pakkeliste

  • Morgen- og aftenfoder til x antal dage
  • Vandflaske
  • Medicin
  • Foldeskål til vand/ mad
  • Lang line til campen (et must til en jagthund)
  • Lille håndklæde til våde poter
  • Varmt dækken til de kolde nætter
  • Tæppe/seng

Sommerens eventyr er et helt kapitel for sig, som vi nok vil komme nærmere ind på en anden dag. Men vi glæder os begge to meget, for der er så meget at give sig til ude i skoven.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger