Shih Tzu – Lær racen at kende!

OBS: Denne artikel er skrevet i samarbejde med en Shih Tzuejer. Formålet er at lære om racen i form af erfaringer og oplevelser fra ejere, der har selvsamme race.

Denne artikel skal altså ikke ses som faktabaseret, men derimod som en personlig fortælling fra ejer af en Shih Tzu.

Navn på race: Shih Tzu
Temperament: Opmærksom
Aktivitetskrævende: Legesyg
Nysgerrig: Meget
Pelspleje: Højt

Mit navn er Camilla, og min lille Shih Tzu hedder Sille. Vi bor på Frederiksberg og nyder at gå ture i Frederiksberg Have og Søndermarken (hvor hunde på visse områder kan løbe frit). I Søndermarken er Sille helt vild med at lege med andre hunde, både store og små.

På vores gåture (uanset om det er en tur rundt om lejlighedsblokken eller en længere gåtur) kan man tit se Sille med en bamse eller pind i munden- hun skal helst have noget at bære på, og hun er ALTID meget stolt.

Til hverdag studerer jeg (Camilla) psykologi på Københavns Universitet, og ved siden af arbejder jeg som ABA-træner (Applied Behavior Analysis) for en dreng med infantil autisme.

Derudover er jeg ret glad for at være sammen med mine venner og veninder. Træning fylder også en del, da jeg nyder det frirum, det giver. Sille har sin egen instagramprofil (sillesside), så hun står model til en masse billeder. Sammen elsker vi at lege, nusse, gå ture og også være sammen med familie og venner.

Lidt om racen Shih Tzu

En Shih Tzu er kendt for sin korte snude og store runde øjne. Derudover har en masse Shih Tzu’er en flot, lang, glansfuld pels (Sille beholder en mellemlang pels).

Personlighedsmæssigt er de en fantastisk familiehund, både for unge og ældre, der elsker at være sammen med sin(e) ejere. Om man har været væk i 1 minut eller 3 timer, får man altid den varmeste velkomst- man er altid savnet, når man ikke er tæt på. Racen er sød, sjov og legende men samtidig også med et roligt og venligt temperament. 

Ifølge Dansk Kennel Klub lyder statistikkerne:

  • Højde: 27cm
  • Vægt: 4,5-8 kilo

(Oftest giver hundeforældrene altid et hint omkring hvalpenes kommende størrelse) 

Shih Tzu

Hvordan fik I øjnene op for en Shih Tzu?

Jeg har altid elsket alle slags hunde og vidst, at jeg skulle have en hund kort efter at være flyttet hjemmefra (og når økonomien tillod det). Jeg bor i lejlighed og vidste, at det ikke var en kæmpehund, jeg skulle dele lejligheden med.

Så faldt jeg over racen Shih Tzu, og det var nærmest kærlighed ved første blik. Racen passede utrolig godt til mig og min hverdag. Derudover var alle de personlighedstræk, der kendetegnede en Shih Tzu lige det, jeg ledte efter.

Hvordan var processen ift. at finde en Shih Tzu?

Jeg valgte at finde en Shih Tzu fra Dansk Kennel Klub, da jeg som førstegangsejer havde et stort behov for at føle mig så sikker som muligt. Jeg valgte at skrive til alle, der var opdrættere for at høre, hvornår de planlagde hvalpe. Jeg tænkte ikke, at jeg kunne finde MIN lille hvalp, før december/januar.

MEN jeg var så heldig at finde en opdrætter, som netop i sommeren havde fået hvalpe, og der var nogle små uldtotter, der stadig manglede at finde et hjem. Så jeg tog fra Sjælland til Jylland for at møde familien. Igen var det kærlighed ved første blik. Den største bandit af hele kuldet (både fysisk og psykisk) var en lille tæve, der havde den mest fantastisk udstråling.

Det skal siges, alle hvalpene var så fantastiske, og jeg ville ønske, at jeg kunne tage dem alle med hjem). Det var et stueopdræt, og både opdrætter og hundemor var SÅ søde, og fik mig virkelig til at føle, at det her ville være det rigtige.

Så jeg aftalte med opdrætter, at den lille bandit kunne blive min bedste ven, og 2 uger efter kom jeg igen, hvor kontrakt og alt det tilhørende blev underskrevet. Og derfra startede Silles og min rejse, som de bedste venner, og nu ser jeg hende som min lille baby.

Vigtigt at vide om racen Shih Tzu

Det er en MEGET kærlig race, der ønsker at følge sin familie alle steder: Tro ikke på, at du kan gå alene på toilettet- du har altid en lille følgesvend. Sille er lidt tilbageholden med helt nye mennesker (ikke hunde), men har hun været sammen med dig i 30 minutter, er du blevet en af hendes bedste venner og har du en godbid, er det slet ikke dumt. 

Shih Tzu’en behøver daglig motion for at holde sig stærk, men det handler ikke om at gå timers lige ture hver dag: Har I dog lyst, siger de ikke nej, Sille nyder i hvert fald længere ture. Mental stimuleren er lige så vigtig som fysisk stimuleren, samt et socialt liv med kontakt til andre mennesker og hunde.

I forhold til pelspleje: Shih Tzu’en har også underuld, og mange smukke Shih Tzu’er har også lang pels. Hvis du ønsker den lange smukke pels, skal du være klar på at børste din søde hund hver dag (eller hver anden dag).

Det behøver dog ikke at være et helt projekt, 5-10 minutter kan være passende. Jeg børster Sille en gang om ugen, og lige nu er hun også i bad en gang om ugen. Når hun bliver lidt ældre, kan dette godt ske sjældnere, men det er også vigtigt, at de lærer, at bade ikke er farlige.

Og tro mig: Er din hund bange for bade i starten, så er det virkelig normalt. Sille kunne hyle SÅ meget i starten, men nu er hun ved at lære at nyde det, hun ved i hvert fald, at det har en ende.

Bedste råd til andre, der overvejer en Shih Tzu

GO FOR IT! Det er simpelthen den sødeste race (siger jeg selfølgelig helt objektivt). Jeg har ikke fortrudt det et sekund. Er du studerende, arbejder du, går du hjemme, har du børn, er du single? De passer til så mange hverdagsliv.

Men som jeg vil sige til alle, der ønsker sig en hund: Har du tid? Husk det er et familiemedlem, der også kræver opmærksomhed og kærlighed. 

Derudover synes jeg, at det er vigtigt, at de hurtigt bliver en del af et socialt liv med andre mennesker og hunde, således at du ikke risikere at få en ængstelig hund. I starten kan hunden være nervøs, men det er jo også klart; tænk hvor stor en verden, de kommer ud til.

Shih Tzu

Skriv et svar

Cookie-indstillinger